Når forfatter Morten Sabroe har færdiggjort en ny roman og forærer den til sin hustru, indleder han altid bogen med en dedikation til hende i form af et citat. Ganske ofte er det en tekstbid af Bob Dylan, der er landet på en af bogens første sider, og flere gange er det nye værk blevet indledt med ordene:
”I love you more than life itself, you mean that much to me” (Jeg elsker dig mere end selve livet, så meget betyder du for mig) fra sangen ”Wedding Song”.
For ifølge Morten Sabroe findes der næppe nogen større kærlighedserklæring til et menneske:
”At sætte en partner højere end selve livet! Det bliver nok ikke mere hengivende end det, og det kan da godt være, det ikke altid holder i virkeligheden, men budskabet er godt at holde fast i og klamre sig til. Særligt for sådan en som mig, der er romantiker om en hals.”
Morten Sabroe, der er kendt for sin litterære journalistik og en række personlige romaner, som ofte tager udgangspunkt i hans eget liv, husker tydeligt, da sangen udkom på albummet ”Planet Waves” i 1974. Den ramte nemlig ned i hans liv på et tidspunkt, hvor budskabet om den hengivne kærlighed langtfra lå lige for:
”I midten af 1970’erne var mit liv i opbrud. Jeg gav alt, hvad jeg ejede og havde til min daværende kone og forlod hende for at ’gå på vejene’ og jage kunstnerdrømmen. Jeg gik simpelthen vagabonderende ud af hoveddøren for at forfølge en på en gang romantisk og vanvittigt kurs, jeg slet ikke vidste hvor endte.”
Men ordene huskede han, og kærligheden mødte han heldigvis igen. I dag forspilder han derfor heller ikke en chance for at meddele den til sin hustru, journalisten Do Windfeld Sabroe, gennem netop det citat.
”Ganske ofte siger jeg det til hende helt ordret – og hun griner ikke!”.
Bob Dylan, der sidste år blev hædret med Nobels litteraturpris, har i det hele taget en særlig plads hos Morten Sabroe. For når han kigger på den seks år ældre kunstners liv, føler han en stærk identifikation, der rækker ud over de enkelte sange:
”Jeg tror identifikationen kommer af, at jeg ofte har følt, at der har været nogle sammenrend mellem mit liv og Bob Dylans. Kort før jeg selv bliver skilt fra min kone i midten af 70’erne, bliver han skilt fra sin og udgiver nogle hjerteskærende albums, som ramte direkte ind i, hvordan jeg gik og havde det i den periode. Det føltes nærmest, som om de havde en forudsigende karakter dengang.”
”I det hele taget har Dylan en sang til enhver sindstilstand. På den ene side er han den her snerrende kyniker, som med svirp og bid kan levere de mest elegante verbale angreb på de sagesløse personer, han retter sine sange imod. Tænk bare på ’Like a Rolling Stone’! Omvendt har han skrevet nogle af de mest fantastiske kærlighedssange, der er fulde af hengivenhed. Så han rummer en dobbelthed, som jeg kender utroligt godt fra mig selv. Når romantikeren i mig skuffes, bliver jeg nemt en kyniker. Men det er jo romantikeren, jeg helst vil holde fast i, og det hjælper Dylans lille sætning mig med.”8