Teaterkritikeren Jens Feuer er kollapset under et kondiløb og ligger på intensivafdelingen på et sygehus i Malmø. I sin elendige tilstand overhører han to sygeplejersker, der står og diskuterer tjenestetidsaftaler, og hvad de skal lave på søndag.
Ovenstående er en scene i den svenske forfatter Lars-Olof Franzéns roman ”De rigtige elskere”, der udkom i 1985, og som har en kulturradikal skribent, der prøver at gå i Georg Brandes’ fodspor, som hovedperson. Sammenstødet mellem hans tilstand og sygeplejerskernes interesser for andre ting får ham til at nå frem til følgende ræsonnement:
”Halvdelen af det svenske folk kæmper for solidaritet og ufrihed. Den anden halvdel slås for illoyalitet og frihed. Resultat: Illoyalitet og ufrihed.”
”Mere bidende kan materialismens helligkåring vel næppe beskrives,” siger Jens Raahauge.
Den 72-årige formand for Dansklærerforeningen, anmelder af børne- og ungdomsbøger og tidligere skoleleder blev så anfægtet af Franzéns bog, at han læste den igen og igen det år, den udkom. Tre eksemplarer af bogen blev slidt op.
”I dag ved vi, hvad alt koster, men vi ved ikke, hvad der har værdi. Vi har i det politiske samarbejde valgt at placere alt på noget instrumentelt og materielt over for det, at man engang havde visioner, der byggede på værdier og ståsteder, som også er psykologiprofessor Svend Brinkmanns budskab i hans seneste bog ’Ståsteder – 10 gamle idéer til en ny verden’.”
”Nu er der et politisk forslag fremme om, at man skal teste arabiske friskoler for, om de arbejder med demokratisk dannelse. Men det kan man ikke, for det fører til sindelagskontrol, som jo er noget ganske andet. At demokratisk dannelse udvikler sig, er noget, man kan se, mærke og fornemme – ikke måle.”
Ifølge Jens Raahauge er pointen ved citatet om illoyalitet og ufrihed, at noget skal måles og vejes, for at vi kan have noget at leve af . Men det, der handler om, hvad vi lever for , kan ikke måles – det er hele grundlaget for vores demokrati.
”Derfor er det i dag en glidebane, når vi for eksempel sætter til diskussion, om man kan være dansker med et fremmed efternavn. Det er en pest for hele den vestlige verden, at vi har droppet at diskutere værdier.”
”Spørgsmålet er, om vi er instrumenter for staten eller frie mennesker, der dannes i samarbejde med andre? Men fordi vi har vendt ryggen til oplysningsforkæmpere som Brandes og Grundtvig og alt, hvad der var helligt dengang, er der kommet en smålighed og et snæversyn, som kan blive farlig,” siger Jens Raahauge, der peger på, at det ensidige fokus på egoisme og materialistiske krav til tilværelsen medfører følgende: At illoyaliteten vinder over solidariteten, som jo indebærer, at man må bøje sig lidt for andre. Og at ufriheden vinder over friheden, som er forudsætningen for vores berigelse af fællesskabet.
”Det er den diskussion, som Franzén sætter ord på med sin klare argumentation. Den har betydet rigtig meget for mig i snart en menneskealder.”