Jørgen de Mylius: Og så drømmer vi om mælk og bamser

Radio- og tv-journalist Jørgen de Mylius sender altid sine børn ind i drømmene med den samme beroligende sætning

Johnny Reimar og Jørgen de Mylius. Grøften i Tivoli til BT-serien "mig og min ven". Her Jørgen de Mylius. Foto: Uffe Weng/.

Hver eneste aften, når Jørgen de Mylius børn skal lægge sig til at sove i deres værelser på husets førstesal, får de et glas kold mælk. Derefter bliver der bedt aftenbøn: Nu lukker sig mit øje. Gud Fader i det høje .... Og så som de allersidste ord, inden Jørgen de Mylius forlader barneværelset, siger han: Og så drømmer vi om mælk og bamser.

Jeg har sagt det til dem fra dag et. Det er det sidste, jeg siger til dem, og det vil de aldrig glemme, når vi andre er væk, siger radio- og tv-journalist og ekspert i Melodi Grand Prix Jørgen de Mylius.

Han er far til seks det ene barn har han fået i bonus i sit andet ægteskab, og det var sammen med sin nuværende hustru, at han fandt på traditionen med at sende børnene i drømmeland med noget uskyldsrent på lystavlen.

LÆS OGSÅ: Forskellige nationaliteter mødes om lyrik, fitness og dans

Det er siden blevet holdt i hævd med de fire yngste børn, Oliver, Claudia, Rose og Camill, som i dag er henholdsvis 28, 18, 12 og 8 år. Efter mange år som familiefar er Jørgen de Mylius bevidst om, hvor vigtigt det er med ritualer.

Børn skal naturligvis også opleve nye ting, men der er en tryghed i alt, hvad de kender og genkender. Vi kunne også have fundet på nogle andre fredelige ord, der oser af tryghed, men nu blev det så mælk og bamser, siger Jørgen de Mylius og tilføjer: Det skal siges, at vi er en meget mælkedrikkende familie. Der er ingen, der synes, det er pinligt med den søde sætning heller ikke de større børn.

Selv hende, der nu er en stor teenager, husker det stadigvæk. Jeg sidder selvfølgelig ikke og siger det til hende på sengekanten længere, men når jeg smser med hende, når hun er sent ude til fest, skriver vi til hinanden: husk nu at drømme om mælk og bamser.

Meningen med sætningen er at sende børnene ind i søvnen med noget fredeligt i tankerne. En bevidst kontrast til den verden, vi lever i:

I gamle dage kunne man sige, at noget var forbudt for børn. Men i dag pibler det ud alle vegne med frygtelige billeder fra Afghanistan, og det er umuligt at lave forbud mod, at børnene ser dit og dat, for de kan finde hvad som helst på nettet, og der står et fjernsyn i hvert rum. Det er en tumultarisk verden, vi lever i, og så er det godt, efter de mange blinkende indtryk fra 90 tv-kanaler og internettet, at man kan slutte dagen af med noget helt fredeligt og hyggeligt.

Og bliver ordene glemt, kan man være næsten sikker på, at der lyder trin på trappen, og så står der et barn i stuen i nattøj og kan ikke sove.

Så må man putte dem igen, og så får de lige sætningen. Det er min faste overbevisning, at de sover bedre.