”Je responderay - jeg vil svare”

Forfatter og tidligere kulturminister Grethe F. Rostbøll, 74, har i mange år været inspireret af forfatter Karen Blixens handlekraft og mod

”Jeg har læst hendes breve og i perioder, hvor jeg har brug for opmuntring, har det betydet meget for mig at læse. Mest hvordan Blixen overvinder sorg og tab," fortæller tidligere kulturminister Grethe F. Rostbøll.
”Jeg har læst hendes breve og i perioder, hvor jeg har brug for opmuntring, har det betydet meget for mig at læse. Mest hvordan Blixen overvinder sorg og tab," fortæller tidligere kulturminister Grethe F. Rostbøll. . Foto: Leif Tuxen.

Da Grethe F. Rostbøll i 1960 blev student, fik hun i flidspræmie Karen Blixens litterære værk fra 1935 ”Syv fantastiske fortællinger”. Det blev en gave, der efterfølgende kom til at præge både hendes arbejdsliv og privatliv. I 1975 skrev hun magisterkonferens om netop Karen Blixen, ligesom det også er fra hende, at den tidligere konservative kulturminister, forfatter og mag.art. har sit motto.

”Det er på gammeldags fransk og lyder 'je responderay', som helt enkelt betyder 'jeg vil svare'. Blixen havde det egentlig fra sin gode ven, storvildtsjægeren Denys Finch Hatton. Det ramte mig lige med det samme, og jeg tænkte, at det ville jeg huske på,” fortæller Grethe F. Rostbøll, der i dag er 74 år.

Det var i slutningen af 1970'erne, at hun blev opmærksom på de franske ord fra den danske forfatter på den afrikanske farm. På det tidspunkt var hun i 30'erne, og det var meget godt. Hun er ikke sikker på, at hun ville have forstået det, hvis hun var stødt på det som helt ung.

”Jeg tror, det kræver lidt modenhed og livserfaring at forstå det motto, som jeg mener har flere betydninger. En betydning er, at man svarer på det, man bliver spurgt om. Det lyder måske enkelt, men det, som Blixen forklarer, er, at der er mange mennesker, der ikke har noget svar i sig. Det hænger lidt sammen med Blixens skæbnebegreb. Det, at man føler, at man har en skæbne, betyder også, at man vil forsøge at svare de krav, som tilværelsen stiller en.”

”Den anden betydning har at gøre med svar og ansvar. Det er vigtigt, at vi i det liv, vi lever, tager ansvar for os selv og ansvar for andre. Man må stå til ansvar for egne holdninger og kæmpe for dem og vide, hvorfor man gør det. Man må have hjertet med. Jeg har altid følt det på mine skuldre, at det var min opgave at tage ansvar.”

Den følelse af ansvar hænger sammen med hendes opdragelse, mener Grethe F. Rostbøll.

Hun er født og opvokset på en gård i nærheden af Aarhus. Hendes far var i sine unge dage før Anden Verdenskrig i Sønderjylland.

”Det vil sige, at min barndom var fuld af fortællinger om Sønderjylland. Om kampen for sproget og for selvstændigheden. I Anden Verdenskrig gik min far meget aktivt ind i modstandsbevægelsen. Og jeg ved, at de elementer med at tage ansvar for sit land og sit folk, har spillet en stor rolle i min barndom. Og jeg er overbevist om, at det er min far, der har givet mig den følelse af ansvar.”

Hendes far og hans familie var en del af hele den grundtvigske tradition, hvor man engagerede sig både i kirke- og skolearbejdet og i hele hendes barndom og ungdom handlede det meget om, at man måtte tage ansvar. Og de værdier kom Grethe Rostbøll til at overtage og give videre til sine egne fire børn - to sønner og to døtre.

”På grund af min fars baggrund blev jeg opdraget med meget stor frihed, og det betød jo meget for en ung kvinde som mig. Jeg kom i gymnasiet og kunne derefter frit vælge, hvilken uddannelse jeg gerne ville have, hvilket var usædvanligt for den tid. At jeg var en pige eller kvinde, det talte vi aldrig om derhjemme.”

Valget af uddannelse faldt altså på litteraturvidenskab på Odense Universitet, hvor hun kunne fordybe sig i sin fascination af Blixen. Også privat har hun brugt forfatteren som inspirator.

”Jeg har læst hendes breve og i perioder, hvor jeg har brug for opmuntring, har det betydet meget for mig at læse. Mest hvordan Blixen overvinder sorg og tab. Blixen har noget om, at hvis man sidder fast i sit liv, så må man finde på noget og gøre noget. Det kan ikke nytte noget, at man synker ind i de mørke stunder. Man vinder kun ved at handle og gribe ind i den skæbne, man har fået. Hun mener, at det gælder det enkelte menneske at finde frem til den skæbne, der er vores.”

I dag er det blevet til en række bøger om Karen Blixen fra Grethe F. Rostbølls hånd. Hun har netop udgivet bogen ”Lord Byron - en europæisk frihedshelt” om den britiske romantiske digter George Gordon Byron. Og selvom den ikke direkte handler om Blixen, så gør den det på en måde alligevel.

”Det er Blixen, der har påvirket mig til at skrive den bog. Det er der ingen tvivl om. Byron inspirerede Blixen, fordi han kæmpede så meget for friheden i begyndelsen af 1800-tallet og levede i eksil. Og hele den kamp for frihed og kampen mod generationerne og gamle normer, det følte hun fuldstændig parallelt med Byron. Hun følte selv, at hun var en slags Byron-figur. Og nu har Blixen inspireret mig til at skrive en bog om Byron,” siger Grethe Rostbøll.