Peter Dürrfeld, der er forfatter og anmelder af klassisk musik i Kristeligt Dagblad, er meget optaget af kirkefaderen Augustin (354-430) og læser for tiden hans ”Bekendelser”, der er oversat fra latin af Torben Damsholt og udgivet af Sankt Ansgars Forlag. Her er han stødt på et citat i sin fulde længde, som han mødte første gang, men kun i form af slutningen af det, da han skrev sin egen bog ”Hjertet har altid det sidste ord” med portrætter af sit livs døde, der udkom sidste år på Kristeligt Dagblads Forlag.
”Det er meget smukt,” siger Peter Dürrfeld, 72 år, om citatet, der lyder som følger:
”Alligevel elsker jeg et særligt lys, en særlig stemme, en særlig duft, en særlig spise og en særlig omfavnelse, når jeg elsker min Gud som lyset, stemmen, duften, spisen og omfavnelsen i mit indre menneske.”
”Det er så fascinerende, fordi det er et meget kropsligt, næsten sanseligt, udsagn om Gud. Og det fysiske aspekt er også tankevækkende,” siger Peter Dürrfeld.
Han synes, at det er fantastisk spændende at læse Augustins ”Bekendelser”, fordi de er skrevet af et menneske cirka år 397 e.Kr.
”Augustin stammer fra Tagaste, en lille by i Nordalgeriet, og man ved, at han blev døbt påskedag den 25. april 387 ved en midnatsgudstjeneste i Milanos hovedkirke. Det er imponerende, at der er data på det, fordi det er så svimlende langt væk.”
Peter Dürrfeld har som musikelsker og -anmelder beskæftiget sig meget med Mozarts og Beethovens værker. I sidstnævntes 9. symfoni er der en ”Ode til glæden”, hvor koret synger: ”Brødre over stjernetæppet må der bo en kærlig far”.
”Det er, som vi siger i Fadervor: 'Du, som er i himlene'. Min teori er, at når man sammenligner Mozart og Beethoven, så vil Mozart aldrig beskrive Gud som en, der bor over et stjernetæppe, for han havde Gud inden i sig. Luther sagde også, at Gud skal du ikke lede efter ude i det store himmelrum. Han kendte også sin Augustin. Jeg kan også huske, at jeg var en stor dreng, da de første russiske kosmonauter kom tilbage fra deres rumfærd, og at de sagde, at nu havde de været ude i rummet og havde ingen Gud set,” siger Peter Dürrfeld.
Han peger på, at Augustin anbringer Gud meget tæt på som en duft.
”Det fascinerende er, at tanken om, at Gud er en del af dig, tæt på dig og ikke langt ude i rummet, og noget, du har med dig, hvor du går. Det er noget, jeg tænker over. Og noget, jeg opfatter som nærmest mit åndelige kristne arsenal, der bliver opbygget ved at læse Augustin.”