Jeg har måttet underkaste mig det store sygehusvæsen

Omsorg, empati, evne og vilje til at lytte er det, vi alle taler om. Den faglige dygtighed bør være en selvfølge på landets sygehuse, mener Lis M. Frederiksen

En operation og indlæggelse på hospital fører mange tanker med sig hos os alle. Man ser frem til at få det overstået. Dagene bliver talt ned. Man må overgive sig og underkaste sig systemet. At miste kontrollen, når de bedøver, opleves grænseoverskridende, skriver Lis M. Frederiksen.
En operation og indlæggelse på hospital fører mange tanker med sig hos os alle. Man ser frem til at få det overstået. Dagene bliver talt ned. Man må overgive sig og underkaste sig systemet. At miste kontrollen, når de bedøver, opleves grænseoverskridende, skriver Lis M. Frederiksen. Foto: Lars Helsinghof Bæk.

Gennem et langt liv er det de færreste, der undgår at komme i kontakt med det store væsen, sygehusvæsenet, fællesbetegnelsen for til tider ophedede diskussioner mellem borgere og politikere.

Hvor tæt på eller hvor langt væk kan vi acceptere, at sygehusene ligger? Er det bedre, at specialerne er samlet ét sted, eller giver det mere tryghed, at der er et hospital tæt på dig? Falsk tryghed vil mange sige. Det er vores liv og lemmer, der står på spil. Vores sundhed og trivsel fra fødsel til død.

Sygehusvæsenet er også fællesbetegnelsen for nogle kæmpemæssige bygningskomplekser, som i disse år bliver endnu større med supersygehuse over hele landet. Universitetshospitaler hedder de. Der er en vis aura over betegnelsen. Den emmer af faglig kompetence på allerhøjeste niveau.

Men hvorfor alle regioner skal have et universitetshospital, har jeg ikke helt forstået. Det er vist noget med samarbejde og udvikling af videnskabelig forskning kombineret med undervisning af lægestuderende på universiteterne og så videre. Professorer hedder de fineste af lægerne. Men hvad så med for eksempel Region Sjælland, som ikke har et universitet med lægeuddannelse i regionen? Jeg har forstået, at de er ved at opbygge forskningsenheder. Fint skal det være. Bare de kan deres kram, siger jeg.

For danskerne, tror jeg, at det først og fremmest handler om faglig dygtighed i alle grene af væsenet, om omsorg, empati og evne og vilje til at se hele mennesket, at patienten ikke bare er en brækket fod eller en diskusprolaps. Menneskers kroppe og sind hænger sammen og påvirker hinanden i livets op- og nedture.

Specialiseringen er naturligvis et gode for os. Det tror jeg, de fleste af os kan blive enige om. Men omsorg og empati, venlighed og imødekommenhed og ikke mindst evnen og viljen til at lytte er det, vi alle sammen taler om, når snakken går.

Jeg vågnede torsdag klokken 10.30. Udhvilet, men med en klar fornemmelse af, at vi var langt op ad formiddagen. Klokken otte havde jeg været oppe at tage min smertestillende medicin. Tænkte, at jeg lige skulle ligge og vente på, at pillerne virkede, og knivene inde i låret var holdt op med at vride sig rundt. Men jeg må være faldet i søvn.

Man bliver så underlig tanketom. Dagligdagen er blevet meget begrænset til tankerne om, hvad vi mon kan finde på til middag, og det kort, jeg skal have skrevet til barnebarnets konfirmationsgave på lørdag. Talen blev skrevet igennem i går, efter at stikordene havde ligget på arbejdsbordet og set vedholdende på mig. Hvornår mon hun kommer i gang?

Ja, kære læser. De er på sporet. Jeg har måttet underkaste mig det store væsen. En 20 år gammel hofteprotese skal udskiftes. Den er gået løs og vrider og skærer sig rundt inde i lårbenet med voldsomme smerter til følge. I dag lyder mantraet, at man skal træne og træne og atter træne for at udskyde hofte- og knæoperationer. Det lyder fornuftigt og rigtigt. Men den går bare ikke, når den gamle protese er slidt og skal udskiftes med en ny – og meget større. Sikke en karl. Titanium. Vægt et halvt kilo. Længde 18-20 centimeter.

En operation og indlæggelse på hospital fører mange tanker med sig hos os alle. Man ser frem til at få det overstået. Dagene bliver talt ned. Man må overgive sig og underkaste sig systemet. At miste kontrollen, når de bedøver, opleves grænseoverskridende.

Første kontakt er din e-Boks med indkaldelse. Derefter kontakten til sekretærer, sygeplejersker, læger og for nogles vedkommende, blandt andre mig, være offer for, at en læge – en såkaldt specialist – ikke kunne læse røntgenbillederne korrekt.

Det resulterede i fornyede undersøgelser, billeder, fysioterapi, scanning og endelig med et halvt års forsinkelse mødet med en dygtig læge fra et andet speciale, der talte et klart sprog:

”Det er kun dig, der kan mærke, hvor smerterne kommer fra. Ingen andre. Du skal gå hjem i en uge og presse dig selv, gå længere, cykle hårdere til og finde ud af, hvor smerterne helt præcist kommer fra.”

Tak til ham, der så på hele mig. Klart sprog og klar tale.

Andre ting, der skal skrives og tænkes igennem, ligger også afventende på arbejdsbordet. Men ærligt talt. Hvor meget er det, som er vigtigt – for alvor vigtigt? Udenfor er fuglene begyndt at synge, knopperne på træer og buske bliver mere og mere tonede, svagt grønlige og gullige og rødlige.

Forårsblomsterne stråler. Er der noget vigtigere end at tage den smukke og nyttige grønne stok og gå en lille tur ud og snuse? Nej vel. Der er lige et par timer, hvor ”dopingen” virker maksimalt. De skal udnyttes, og den grønne ”omhu-stok” i hånden giver sikkerhed og overskud. Stokken får mange kommentarer med på vejen. Hvor man køber den, og hvor festlig og forårsagtig den er.

Historien om stokken er dansk, når det er bedst. En dansk designer flytter til USA, bliver gift med en amerikaner, bosætter sig i New York og får held med produktion af denne stok. I dag sælges den i mange lande – også i Danmark.

Den fås i de skønneste farver, sort, orange, grøn, turkis og i fire forskellige højder. Det smukt rundede håndtag af birketræsfiner med gummistrips hænger man over armen, når man har brug for begge hænder, og så vejer den kun 275 gram. Gummiduppen kan udskiftes.

I Danmark kan den blandt andet købes på hjemmesiden seniorland.dk. En stok med stil, som afleder opmærksomheden fra selve årsagen. Snakken på gaden kommer til at handle om stokken og ikke om årsagen til den – for det meste. Konstant sygdomssnak er ikke til at holde ud.

En hverdagshistorie, som tusinder og atter tusinder af mennesker kender. Alderen sætter sine spor. Manden har været med. Det kan også være vennen, veninden, naboen, en søn eller datter. Det er en stor hjælp at være to hele vejen, indtil man ligger på briksen. Det hjælper at tale om, hvad der sker, til familie og venner.

Det hjælper også at gå til frisør, at klæde sig ordentligt på hver dag, gøre sig umage med sit udseende. Endelig kan man jo anskaffe sig en grøn stok eller en turkis, sort eller orange og huske at sige tak til de mange søde og empatiske mennesker, jeg i dette lange forløb også har mødt inde bag det store væsens kæmpe bygninger.