I et lille hvidt rækkehus i bydelen Munkeris i Odense hænger der to forskellige knagerækker i entréen. En i voksenhøjde og en i børnehøjde. På den ene række hænger 70-årige Freddy Andersens overtøj, og på den anden hænger hans søns. For til forskel fra de fleste andre mænd på 70 år har Freddy Andersen en søn på bare fem år.
Freddy Andersen er én ud af 591 danske mænd, der i løbet af de seneste 10 år er blevet far efter at være fyldt 60 år. Det var egentlig ikke en del af planen, at Freddy Andersen skulle blive far i så sen en alder.
Han havde allerede tre voksne børn fra tidligere og flere børnebørn, da hans daværende, og noget yngre, hustru efter 10 års forhold fortalte, at hun gerne ville have et barn. Derfor var det heller ikke noget, han sagde ja til lige med det samme, og han drøftede det også med sin læge, før han besluttede sig.
Bekymringerne gik på, at det ville være synd for barnet at skulle have en gammel far, der ikke ville kunne rende rundt og spille fodbold eller være ude i naturen en hel eftermiddag. Det har Freddy Andersen nemlig hverken energi eller luft i lungerne til efter at have været maler og ryger et helt liv.
Men samtidig kunne han godt forstå, at ønsket om at blive mor var opstået hos hans daværende kone, der dengang var i begyndelsen af 30’erne og ikke selv havde fået nogle børn.
Forståelsen for dét ønske vandt, og en februardag i 2011 kom hans yngste søn så til verden. Kort efter sad den dengang 65-årige Freddy Andersen med sin nyfødte søn i sine arme.
”Da han lå der i min favn, var han så smuk. I det øjeblik var jeg lykkelig, og jeg var stolt: Tænk sig at sådan en gammel mand som mig kunne lave noget, der var så perfekt,” siger Freddy Andersen.
Selvom den 70-årige pensionist i dag stadig er lykkelig for, at han har sønnen, den femårige Nicolai, i sit liv, er faderskabet ikke kun en glæde for ham. For til det at være blevet far i en sen alder knytter sig også en vished om, at han sandsynligvis vil forlade Nicolai, før han har taget skridtet fra barn til voksen. Den gennemsnitlige danske mand bliver ifølge Danmarks Statistik i dag 78,5 år, og det tal rykker Freddy Andersen tættere og tættere på.
”Så længe jeg helbredsmæssigt er på det plan, jeg er nu, er det fint, men det er fremtiden, der spøger i mine tanker. Jeg er 70 år, og der er mennesker, der er på plejehjem, når de er 70 år. Mine spekulationer går på, hvad det vil betyde for Nicolai, hvis jeg lukker øjnene i morgen,” siger Freddy Andersen, der i dag er skilt fra Nicolais mor.
Det er ikke bare i entréen, at det er tydeligt at se, at der bor et barn i det 100 kvadratmeter store rækkehus. Der er børnetegninger på køleskabet og duploklodser under skrivebordet, mens en trampolin og et legetårn fylder hele rækkehusets have.
Men der er også flere ting, der peger på, at der bor en aldrende mand i huset. Diabetesmedicinen, der står på køkkenbordet, er ét tegn, mens det faktum, at lyset er tændt midt på dagen i hverdagene, er et andet. Freddy Andersen er nemlig, som de fleste andre på hans alder, pensioneret, og sidder hjemme i den sorte lædersofa det meste af dagen.
Alderen har også haft betydning for helbredet, der ikke er, hvad det har været. Han blev diagnosticeret med diabetes 2 i 2006, og efterdønningerne af en nylig omgang influenza volder ham tydelige vejrtrækningsproblemer under talestrømmen, der indimellem må vige for hans hosten.
Da Freddy Andersens voksne børn var små, var han mere aktiv i sit samvær med dem. Han tog dem gerne på skiferie, kælkede og legede udenfor, men det kan han ikke på samme måde med Nicolai. I dag er det for hårdt for hans aldrende krop.
”Jeg skulle jo i virkeligheden aldrig have haft Nicolai, for havde jeg aldrig mødt Nicolai, havde jeg heller ikke haft et forhold til ham. Men nu har jeg mødt ham, og jeg elsker ham overalt på jorden og vil derfor gerne gøre alt for ham.”
”Men med alderen bliver det sværere og sværere at gøre alt for ham, både i forhold til mine kræfter, men også økonomisk. Jeg har 9500 kroner udbetalt i pension om måneden, og det når du ikke langt med, når du har et barn, så jeg kører lidt taxa i de weekender, Nicolai er hos sin mor, for at få et par tusind kroner mere til ham. Men der kommer også en dag, hvor jeg ikke kan det mere. På den måde kan jeg godt forbande, at jeg fik ham, men jeg ville aldrig kunne undvære ham. Når han om morgenen kommer listende og hopper op til mig og giver mig et knus: Det ville jeg ikke kunne undvære. Men det, der gør mest ondt, er at tænke på, hvordan det vil være for ham, når jeg ikke er her mere,” siger Freddy Andersen.
Nicolai ved godt, at han har en gammel far. Det fortæller han selv. Men han hverken flover sig over sin far eller holder mindre af ham af den grund. Det viser det kram, som Nicolai giver sin far, da han bliver hentet i børnehaven, tydeligt. Og selvom det ikke er længe siden, eftermiddagsfrugten er blevet serveret i børnehaven, og vennerne leger videre, er Nicolai hurtig til at finde sine ting og gå med sin far ud i bilen.
Freddy Andersen flover sig heller ikke over, at han har fået et barn sent i livet, men han kan godt føle, at omverdenen ser skævt til ham af den grund. Han tager det ikke så tungt, når han i børnehaven bliver forvekslet med en bedstefar, for det kan han godt forstå.
Men når han sammen med Nicolai tager på den faste weekend-tur til Bilka, kan han føle, at fordomsfulde blikke følger ham. Desuden har hans alder betydning for, at han egentlig ikke bryder sig om at deltage i forældrearrangementer i børnehaven. Han frygter også allerede forældremøderne i skolen, når Nicolai til næste år skal begynde i 0. klasse, for så skal han sidde der og skille sig ud blandt førstegangsforældre i 30’erne, og det bryder han sig ikke om.
Den private tid med Nicolai værner han derimod om, og han gør sig umage for at glæde Nicolai med alle de ting, han til gengæld kan byde på. En af de ting er en nærværende far, der ikke stresser over arbejde, men har tid til sin søn og gerne følger hans leg tæt fra sidelinjen:
Indenfor, hvor han hjælper Nicolai med at få gang i Playstation-spillet, men også udenfor, hvor Nicolai kører rundt i sin lille legebil, der har ”Odense Taxi” klistret på kølerhjelmen, mens Freddy Andersen kigger på fra den hjemmebyggede bænk.
Han er en god håndværker og har også selv bygget legetårnet i haven og racerbilen med indbygget Playstation, der har plads i hjørnet i stuen. Det nyeste projekt er klargørelsen af en gammel brugt BMX-cykel, som den pensionerede maler vil male rød med hvide stjerner.
Krammene deler den 70-årige far også gerne ud af, når Nicolai pludselig stopper op i legen og kravler op til ham i den sorte lædersofa. Til trods for, at Freddy Andersen ikke føler sig frisk nok til selv at kunne løbe rundt og sparke til en bold, nyder han at tage med Nicolai til den ugentlige fodboldtræning og stævner i weekenderne. Og her lader faderstoltheden til at være præcis den samme, som den er hos en yngre far.
”Det er helt vildt at se ham spille fodbold, og det gør mig så glad. Til forrige stævne lavede han seks mål i tre kampe. Han er endda begyndt at lave glidende tacklinger på indendørs parketgulv – jeg ved simpelthen ikke, hvor han får det fra,” siger Freddy Andersen.
Den slags oplevelser er oplevelser, som Freddy Andersen aldrig ville have haft, hvis ikke han var blevet far igen. Og det er oplevelser, som han er taknemmelig for at have fået sammen med sin femårige søn, og som han også ønsker, at sønnen skal tage med sig videre, den dag Freddy Andersen ikke er her længere.
”En dag skriver jeg et brev til Nicolai om det liv, vi har haft sammen, og om det liv, han skal til at mobilisere uden mig. Det skal være et brev, han skal kunne bruge, hvis jeg går bort. Jeg tror, det vil betyde meget for ham at kunne tage et brev op, hvor jeg har fortalt ham, hvor meget jeg holder af ham, hvis han som 12-årig sidder og mangler sin far,” siger Freddy Andersen.