Prøv avisen

80-årige Svend blev økolog: Jeg vil gerne gøre skaden god igen

Svend Erik Hjuler Rasmussen i kålmarken med de bordeauxrøde grønkål. – Foto: Ernst van Norde/ritzau

Livet i bækken forsvandt, i takt med at landbruget brugte flere sprøjtemidler, og efter flere årtier som konventionel landmand besluttede 80-årige Svend Erik Hjuler Rasmussen at blive økolog. I dag driver han et landbrug med fire fuldtidsansatte plus det løse. Læs eller genlæs i anledning af, at Svend Erik Hjuler Rasmussen den 30. oktober er kåret som Årets Økolog

”Man skal aldrig spare sig selv! Man skal bruge sig selv – hele livet,” siger Svend Erik Hjuler Rasmussen. Han står på sin trappesten og kommer lidt møjsommeligt i gummistøvlerne med hjælp fra et langt skohorn, som har sin faste plads ved siden af døren. Benene er måske lidt stivere, og ryggen lidt svagere, end da han var 25 år, men livsmodet og arbejdsglæden er det ikke gået tilbage med. Tværtimod.

”Jeg har faktisk aldrig haft det så godt som nu,” siger den 80-årige landmand.

Han er født på en gård og har selv været landmand i 60 år, de seneste 20 på den økologiske ejendom Korsmedergård uden for Randers. Han har 60 hektar, 12.000 høns, ægpakkeri, frugtplantage, grøntsagsmarker og gårdbutik. Han har også fire fuldtidsansatte, to ekstra medarbejdere i sommerhalvåret plus en flok unge, der ekspederer i hans gårdbutik eller hjælper til med grøntsagerne om sommeren – og står det til ham selv, bliver han ved, til han er 100.

”Jeg har været konventionel landmand i 40 år, og jeg syntes, den udvikling, jeg oplevede i dansk landbrug i de år, var helt gal. Da jeg var barn, før vi begyndte at bruge sprøjtemidler, var der ørreder i bækken på mine forældres gård, men i 1990’erne ville ingen tro, der nogensinde havde været liv i den. Sådan er det gået mange steder. Det var derfor, jeg blev økolog, og det vil jeg også gerne være i 40 år, så jeg kan gøre skaden god igen,” forklarer han.

For tiden pryder Svend Erik Hjuler Rasmussens kontrafej store plakater uden for landets Netto-butikker sammen med syv andre landmands- portrætter: Han er én af otte nominerede til supermar- kedskædens pris som Årets Økolog. Dén ære stiger ham dog ikke til hovedet.

”Jeg håber faktisk ikke, at jeg vinder, for der er mange dygtige, unge økologer, som gør det bedre end mig,” siger han beskedent.

Den 80-årige landmand retter sig op og skridter rask over gårdspladsen og ned mod grøntsagsmarken, hvor græskarstængler snor sig i et virvar mellem de orange hokkaidoer, og de bordeauxrøde grønkål strutter triumferende over at have klaret sig gennem en hel sommer uden nævneværdige angreb af lus og larver.

Svend Erik Hjuler Rasmussen havde ikke erfaring med hverken grøntsagsproduk- tion eller økologi, da han købte Korsmedergård for 20 år siden, så der var meget nyt at sætte sig ind i. Men landbrug havde han til gengæld et solidt kendskab til.

”Jeg var allerede landmand, da jeg gik i skole. Det var godt nok kun på deltid, men heldigvis var der jo ikke så meget skolegang dengang,” siger han.

Først efter 7. klasse kunne han helt og fuldt hellige sig sin landbrugspassion, og i 1965 købte han sin egen gård ved Grenaa. Besætningen voksede med årene til 100 køer.

Og selvom det er fysisk hårdt at passe køer, og selvom han gik konkurs med sin første ejendom i 1990, elskede han arbejdet lige så meget dengang som nu.

”Det var uhyggeligt at gå konkurs. Men der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget, og hvis det ikke var sket, ville jeg aldrig være kommet i gang her,” siger han.

Det liv, han har fået som økologisk landmand på Korsmedergård, drømmer han ikke et øjeblik om at bytte ud med en lænestol.

”Det er så sundt og så godt at arbejde med landbrug. Vi har jordens bedste og frieste job, og en gård er en utrolig dejlig base at gå ud fra i livet,” siger han.

At det også er hårdt og slidsomt arbejde, er ikke en tankegang, der vækker genklang hos den gamle bonde.

”Nej, arbejdet er ikke hårdt. Jeg føler faktisk, jeg har fri altid, for jeg gør lige det, jeg har lyst til. Det gode ved at have sit eget landbrug er jo, at man kan skære ned, hvis man ikke kan overkomme det hele, eller man kan ansætte nogen til det, man ikke selv kan klare. Som lønmodtager skal man bare rette ind, og hvis man ikke lever op til kravene, er det ud til højre. Her bestemmer jeg selv,” konstaterer han.

Lønmodtagerlivet har Svend Erik Hjuler Rasmussen dog også prøvet. Da økonomisk krise og konkurs tvang ham væk fra den første gård efter 25 år, tog han alt det arbejde, han kunne få. Han blev husbondafløser, passede svin og tog job på et fjerkræslagteri, for han var fast besluttet på, at han skulle have en gård igen.

”Der var nok nogle, der syntes, jeg var tosset, og jeg arbejdede også lidt meget,” siger han.

”Jeg har aldrig tjent andet end mindsteløn, men hvis man har mange timer og passer på sit forbrug, så bliver det jo også til en del.”

På seks år lykkedes det ham at betale, hvad han skyldte efter gældssanering af den konkursramte gård og tilmed spare sammen til udbetalingen på den nye. Dermed kunne han i en alder af 60 år igen kalde sig gårdejer, og han er sig fuldt bevidst, at det ikke er helt almindeligt:

”Vi ser jo tit, at folk i 50-60-årsalderen begynder at snakke om at trappe ned, for nu skal de til at nyde livet. Men hvis man først begynder at nyde livet, når man er 60 år, så har man haft et forkert job. Man skal da nyde at leve, mens man arbejder,” siger han.

Tilbage på gårdspladsen er der travlhed. Der er kommet kunder til butikken, som mere ligner en velassorteret økologisk købmandsforretning end et simpelt gårdudsalg. Den lettiske hønsepasser holder middagspause, de 12.000 høner koncentrerer sig om at lægge æg og gokke rundt i hallen og hønsegården, og det rumænske ægtepar Ilinca og Ion Vasilie har et par ting at ordne i et af drivhusene.

Svend Erik Hjuler Rasmussen har både danske og udenlandske medarbejdere, men østeuropæerne er han særligt glad for. Deres indstilling til arbejdet minder om hans egen, og Ilinca og Ion Vasilie er også glade for ham:

”Korsmedergård er den bedste gård i Danmark, og Svend Erik er vores anden far,” siger Ilinca Vasilie.

”Ja, han minder faktisk noget om min far,” konstaterer hendes mand.

Parret arbejder kun i Danmark om sommeren, men har været på Korsmedergård i flere omgange, og deres børn på tre og ni år, som ellers er hjemme i Rumænien, har været på sommerferie på gården et par måneder.

Forholdene er familiære på den gammeldags måde. Hønsepasseren er også husholderske og står for maden, og de udenlandske medhjælpere bor på gården. Mens mange andre enlige mænd på 80 år sidder alene med den kommunale vakuummad, er der som regel tre-fem personer ved middagsbordet her foruden husbond selv. Hverdagslivet med de langt yngre medarbejdere, kontakten med kunder og kolleger og det fysiske arbejde holder ham i gang.

”Man skal aldrig spare sig selv,” siger han igen, ”for man får flere kræfter af at bruge dem.”

”Da jeg købte gården, havde min nabo gartneri. Vi er lige gamle, men han stoppede som 60-årig, da jeg begyndte at lægge min gård om. Han bor her stadig, men kan ikke ret meget mere. På de gode dage klarer han turen ned til postkassen med sin rollator.”

Sådan kan han ikke se sig selv i fremtiden: ”Jeg håber, jeg sætter træskoene i hønsegården eller i frugtplantagen.”

Han kunne ikke tænke sig andet end at dø midt i arbejdet, når den tid kommer – uanset om han har nået de 100 eller ej.

Svend Erik Hjuler Rasmussen med nogle få af sine 12.000 høns i baggrunden. – Foto: Ernst van Norde/ritzau