73-årige Birger er mentor for erhvervsdrivende: Jeg vil stadig udfordres mentalt

73-årige Birger Bøgeblad følger en stigende tendens blandt ældre. Han er pensionist, men bruger megen tid på frivilligt arbejde ligesom knap halvdelen af alle 70-årige

”Jeg kan godt lide at motionere mine hjerneceller, præcis ligesom jeg stadig spiller tennis, selvom gigtknæet indimellem driller,” siger Birger Bøgeblad.
”Jeg kan godt lide at motionere mine hjerneceller, præcis ligesom jeg stadig spiller tennis, selvom gigtknæet indimellem driller,” siger Birger Bøgeblad. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

For den tidligere kommunalpolitiker og erhvervsmand Birger Bøgeblad var 62-årsfødselsdagen et goddag til folkepensionen efter flere arbejdsår, blandt andet i Norge, men langtfra et farvel til et liv med udfordringer for den øverste etage.

Frem for at indlede en morgenkåbetilværelse fortsatte han med at hanke op i sig selv, være aktiv i en lang række bestyrelser, og siden 2013 har Birger Bøgeblad sammen med 12 andre pensionerede erhvervsledere hjulpet små og mellemstore virksomheder med etablering, vækst og målsætninger. Iværksættere og nystartede virksomheder i Nordsjælland kan uden beregning låne de kompetencer og erhvervserfaringer, Hørsholms Erhvervsmentorer, som de kalder sig, stiller til rådighed.

”Da jeg blev pensioneret for 10 år siden, kunne jeg sagtens have fyldt tiden ud med at gå på biblioteket, passe børnebørn og mine mange bestyrelsesposter. Men jeg kan godt lide at motionere mine hjerneceller, præcis ligesom jeg stadig spiller tennis, selvom gigtknæet indimellem driller. Jeg føler også, at jeg er nødt til at holde mig skarp. At sidde med i en bestyrelse i dag er ikke længere en tanteklub. Der stilles store krav, og så er det godt, at hjernen er vant til at være i omdrejninger,” fortæller Birger Bøgeblad.

At Birger Bøgeblad er et godt eksempel på tendensen til, at man stadig kan have brug for at få nye udfordringer, selvom man ikke længere er erhvervsaktiv, bekræfter Mona Larsen, seniorforsker på SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd – med speciale i blandt andet ældre på arbejdsmarkedet.

Hun peger på, at der har været en positiv udvikling i de yngre pensionisters helbred, uddannelse og kvalifikationer. Ifølge Mona Larsen falder tiltaget i Nordsjælland med et frivilligt mentorkorps bestående af pensionister fint i tråd med udsagnet om, at dagens 60-årige er de nye 40-årige.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Vor tids ældre er ikke, hvad ældre har været. I dag er 60-70-årige generelt langt mere ressourcestærke mennesker end tidligere. De lever længere, de er bedre uddannet, og mange er fuldt ud arbejdsduelige og har lyst til at bidrage med deres livserfaring og kompetencer, som de har med sig fra et langt arbejdsliv.”

Det er nærliggende at tænke, at det frivillige arbejde i virkeligheden bare er en udskydelse af afskeden med arbejdsidentiteten. Men til det siger Birger Bøgeblad, at det kun delvist er sandt.

”Ved at låne vores erhvervskompetencer ud, bevarer vi mentorer selvfølgelig også noget af den identitet, vi har haft gennem et langt arbejdsliv. Men jeg gør det for at udfordre min hjerne. Som mentor er jeg tvunget til at nytænke hver gang, jeg sidder sammen med en mentee, som har et andet erfaringsgrundlag end jeg. Når jeg stilles over for iværksætternes problemer, skal jeg tænke i løsninger. Som mentor får jeg konstant prøvet kræfter med mine egne idéer. Kan vi gøre tingene på en anden måde? Kan vi se anderledes på udfordringerne, måske få en ny indgangsvinkel. Det er sjovt. Det er spændende. Og jeg får hele tiden prøvet kræfter med, hvad jeg ved. Så du kan sige, at jeg gør det her, fordi den her skal fungere og helst i mange år endnu,” siger Birger Bøgeblad, mens han peger på hovedet med de grå hår og tilføjer, at det ikke gør noget, hvis stafetten gives videre, og indsatsen samtidig gavner dansk erhvervsliv.

Ifølge Mona Larsen er der et stort potentiale i, at endnu flere pensionister ønsker at bidrage og gøre en forskel, fordi de stadig har helbredet, energien og kompetencer til at tilføre andre noget. Hun forklarer, at for de ældre, som arbejde frivilligt, handler det om at skabe en tilværelse med et indhold, der giver mening, og det at bidrage med noget er både godtgørende og personligt berigende.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Birger Bøgeblad understreger dog, at han ikke er nogen samaritan.

”Det gælder om at give noget livsballast væk uden at blive hellig eller docerende. Ofte møder jeg iværksættere med en anden tankegang end min. Det kræver en psykologisk fintfølende tilgang, især når du, som vi i mentorkorpset, skal styrke mennesker i deres projekt. Men jeg får mindst lige så meget ud af det, som jeg giver. At omgås yngre mennesker er en fantastisk måde at holde mig selv yngre på.”

En af dem, der tager cirka 20 år af Birger Bøgeblads fødselsattest, er Sus Møller-Dinesen. Da hun i 2010 blev sagt op hos konsulentvirksomheden Rambøll, tog hun skridtet ud i iværksætteriet først som hr business partner og sidenhen som mindset-coach med sin virksomhed GetBetterConsulting. Hurtigt efter beslutningen om at blive selvstændig, fik hun tilbuddet om en gratis mentor. Efter en indledende snak blev hun matchet med Birger Bøgeblad, som havde de kompetencer, hun selv savnede.

”Birger er en vidensbank, og han har lært mig en hulens masse om salg. Hans pondus og livsklogskab kan jeg heller ikke undgå at blive inspireret af. Han har troet på mig og min virksomhedsidé fra start af. Det har været en vigtig opbakning undervejs i et benhårdt forløb mod succes,” fortæller Sus Møller-Dinesen.

Igennem et år mødtes de to hver anden måned. Efterhånden har mentor- og mentee-forholdet udviklet sig, og nu ses de mest til en hyggelig snak om, hvordan det står til hos dem begge.

”Jeg følger stadig med i mine mentees forretninger efter endt forløb på for eksempel Facebook eller lignende. For på et tidspunkt skal de klare sig uden min hjælp og velmente spark bagi, men jeg er jo stadig interesseret i at se, hvordan det går dem, og om de har glæde af de mange råd og retninger, jeg har udstukket,” siger Birger Bøgeblad.