”Ja, så er jeg her igen,” siger 91-årige Verner Nielsen omtrent en gang om ugen til sin afdøde hustru, Inni Kirsten Nielsen, når han besøger hendes gravsted knap en kilometer fra hjemmet i Hvidovre ved København.
Han vander eller skifter blomsterne, der pynter ved siden af gravstenen, og sætter sig på sin rollator for at tage et hvil. Og så fortæller han sommetider lidt. Om hvem han har besøgt, og hvordan det ellers går.
Det er jo envejskommunikation, ved Verner Nielsen, for der kommer ikke noget svar, når han fortæller. Men det hjælper alligevel på savnet at have et gravsted af besøge – et sted at gå hen, når man har mistet sin hustru efter mange års ægteskab.
De to mødte hinanden, da Verner Nielsen som ung nyuddannet papirhandler fik ansættelse i det firma i København, hvor Inni Kirsten Nielsen var kassererske. I 1951 blev de gift, og de fik aldrig børn, men havde et godt ægteskab og ikke mindst et stærkt makkerskab gennem alle årene.
Inni Kirsten Nielsen døde hen under jul i 2013 efter en sygdomsperiode forårsaget af en blodprop i hjernen, og faktisk havde ægteparret besluttet, at de begge skulle begraves i de ukendtes grav, når den tid en dag kom. Men da hustruen døde, ombestemte Verner Nielsen sig og sørgede for et fælles urnegravsted til de to. Når han i dag besøger gravstedet, kigger han på gravstenen, der viser hustruens navn, og hvor der er plads til, at hans eget navn en dag skal gøre hendes selskab.
”Da Inni døde, sagde jeg til mig selv: Nej, søreme nej, hun skal ikke i de ukendtes, for jeg vil være sammen med min kone i døden, lige så vel som jeg var det i livet,” fortæller Verner Nielsen og griner lunt, da han tilføjer, at man på den måde kan sige, at han har lavet en omvendt prins Henrik.
Og det er nok næppe gået nogens næse forbi, at prins Henrik ikke længere vil begraves ved siden af Dronningen i Roskilde Domkirke. Men faktisk er vi som folkefærd noget mere konservativt indstillede end Prinsen, når det kommer til gravskikke – og særligt hvad angår ønsket om at blive begravet sammen med ægtefællen. Det fortæller både Danske Bedemænd, Begravelse Danmark og Danske Stenhuggerier – organisationer, som på hver deres måde dagligt er i kontakt med danskere, der skal tage beslutninger om, hvordan de eller deres afdøde nære skal stedes til hvile.
Knud Larsen, der er formand for Danske Bedemænd, fortæller, at ægtefæller, som ikke ønsker at dele gravsted, hører til sjældenhederne. Faktisk sker den slags så sjældent, at man som bedemand altid har det udgangspunkt, at der skal være plads på en gravsten til den efterladte ægtefælles navn.
”Når døden indtræder, er vi som mennesker ikke tilbøjelige til at skabe revolutioner, men vender tilbage til det trygge og kendte. Det er nærmest en grundregel, at man bliver begravet ved siden af sin kone eller mand,” siger Knud Larsen.
Ifølge Michael Rohde-Petersen, marketingchef i Danske Stenhuggerier, kan den grundregel forklares ved, at kirkegården fortæller og styrker familiehistorier.
”Mange mennesker tror ikke, at de vil få stort behov for at besøge en kirkegård, så længe de er unge og friske og kan løbe en halvmaraton uden at blive forpustede. Men pludselig indtræffer dødsfald eller andre kriser i livet, og man får brug for at få anskueliggjort, hvad man er rundet af. Her kommer kirkegården ind i billedet, for på gravstenene kan man finde familiehistorien, og det viser sig faktisk at betyde noget, at ens forældres navne står på samme sten.”
Det har altså stor betydning for danskerne at blive begravet ved siden af det menneske, de har delt deres liv med, og den praksis ser ikke ud til sådan lige at ændre sig. Men hvorfor er vi så konservative på lige netop det punkt?
”Fordi vi er mennesker,” lyder det korte svar fra Elof Westergaard, der er biskop over Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur. Han forklarer uddybende, at kirkegården og gravstenen afspejler det liv, der er blevet levet.
”Så har man haft et fællesskab med sin ægtefælle i livet, udmønter det sig konkret i døden, når ens jordiske rester ligger under en sten med markeringen af ens eget og ægtefælles navn,” siger Elof Westergaard og tilføjer:
”I ægteskabet har vi lovet at holde sammen, til døden skiller os ad. Men hvis ægteskabet ellers holder, så rækker det egentlig længere ud – ud over døden – når man vælger at blive begravet sammen.”
I dag bliver over 80 procent af danskerne kremeret, og deres jordiske rester stedt til hvile på et urnegravsted. På et almindeligt urnegravsted er der plads til fire urner, hvilket ifølge Mogens Balling, direktør i både Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv&Død, kan ses som et udtryk for, at det er den absolutte norm at blive begravet sammen med ægtefællen.
”Men hvordan vil det se ud om 40-50 år?”, spørger Mogens Balling og forsøger selv med et svar:
”I nogle andre lande ser man bevægelser, hvor familien betyder mindre i forbindelse med gravskikke, men hvor for eksempel fotografer, arkitekter eller fans af samme fodboldklub bliver begravet sammen. Jeg kunne godt forestille mig, at noget lignende kunne spire i Danmark, fordi så mange danskere i dag er enlige.”
Individualiseringen som tendens inden for begravelser er så småt på vej, mener Marianne Levinsen, der er fremtidsforsker i virksomheden Fremforsk og tidligere stiftkontorchef i Aarhus Stift. Det ser man blandt andet, når et stigende antal danskere vælger gravstedet fra og i stedet ønsker deres aske spredt på åbent hav. Man vil i fremtiden også i højere grad end tidligere se det i forbindelse med det ritual, der knytter sig til begravelsen, mener hun. Det kan for eksempel være i forbindelse med den kirkelige handling, valget af sange og lignende elementer, hvor de individuelle valg bliver mere fremherskende.
”Men jeg tror ikke på, at vi i fremtiden vil vælge det fælles gravsted med ægtefællen fra. Man ved fra sociologiske undersøgelser, at parforholdet og betydningen af den nære relation er en af de allerstærkeste kræfter i mennesket. Og derfor lægger mennesker også vægt på netop ægteskabet hen mod slutningen af deres liv, når de tager stilling til, hvordan de gerne vil begraves,” siger Marianne Levinsen.
Verner Nielsen ved ikke, om han skal møde sin hustru igen. Alligevel trøster det ham at vide, at hans egen aske en dag får plads ved siden af hendes.
”Vi nåede at være gift i – for at være helt nøjagtig – 62 år, syv måneder og en dag,” siger han og tilføjer.
”Vi har ligget ved siden af hinanden om natten gennem alle de år, og det vil jeg fortsætte med ind i døden.”