Man siger, at julen er børnenes fest. Så måske ligger det ikke lige for at skrive en seniorklumme om jul? Og dog. Der er vel næppe nogen tid, hvor det indre barn, som enhver bærer med sig i sit sind, lader høre fra sig som ind under jul. Jeg mener endog at vide, at det gør sig stærkere og stærkere gældende, des ældre man bliver. Så jeg tillader mig at kalde på erindringer hos mine læsere ved at fortælle lidt om mine egne.
LÆS OGSÅ:"Julen - den foregik uden for hjemmet"
Af gode grunde husker jeg ikke min første jul. Men jeg husker tydeligt den første jul, jeg husker: Det var julen 1947. Familien boede det år i København, fordi min far havde fået et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole. For en dreng fra Thyborøn var det noget af et kulturchok at opleve ugerne før jul i den svimlende store by. Det var endnu knappe tider, hvad vareudbuddet angik. Det stillede desto større krav til kreativiteten i stormagasinernes juleudstillinger. Der var skarp konkurrence mellem Illum, Magasin og Daells Varehus. En eventyrverden åbenbarede sig for et barn. Nisser løb på skøjter, julemanden kørte i sin kane trukket af rensdyr med klingende bjælder, landsbykirken lå oplyst på sit hvide vatbjerg, hvor nissebørnene kælkede, og det blide lys skinnede ud fra de omkringliggende huses små vinduer. Juleidyl i en kold tid. Det stod alt sammen i grel kontrast til virkeligheden: Hvordan holde jul i en lille toværelses lejlighed i Nordre Frihavnsgade med tre børn og to kostskoledrenge, som kom hjem til jul?
Bedstemor på Holmsland Klit var redningen. Hun boede på aftægt i den firlængede stråtækte gård, som en ny generation havde overtaget. Her skulle vi holde jul! Lyntoget Vesterhavet førte os over til det forjættede land. Far havde stået i kø på Hovedbanegården det meste af en nat for at få pladsbilletter.
Det var før, verden fik fart på. Først året efter blev der indlagt elektricitet i den gamle gård. Det var bidende vinter med hård frost og sne. Grisen var slagtet til jul, og bjerge af brød og kager var bagt. Alt skulle beredes, så den store højtid kunne indfinde sig. Og det gjorde den. Med gaver og glæde og sang. Men nu er det længe siden. Mobiliser dine egne erindringer og lad dem lyse. Kan hænde noget nyt og glemt vil vise sig.
Verden har fået fart på. Det kan være svært at finde en tid at standse op og betænke, hvad det egentlig er, vi har så travlt med, så vi hele tiden har en urolig fornemmelse af, at der er noget, vi forsømmer? Jeg tror, mange mennesker er plaget af denne indre rastløshed. Måske julen kunne være det helle, hvor vi besinder os, bogstaveligt talt får nyt i sinde. Muligheden ligger lige for. Den store glæde, som skal være for hele folket, banker på hjertedørene med budskabet om Frelserens fødsel. Et værgeløst barn i en krybbe vidner om den sårbare kærlighed, som tåler alt, udholder alt og aldrig ophører. Så der er nok at glæde sig over og at glæde sig til, uanset. Vi kan ikke ønske hinanden noget bedre end en glædelig jul!