Kunst som litteratur, billedkunst, musik, kunsthåndværk og arkitektur skaber billeder og stemninger i sindet. Det er vanskeligt at definere kunst. Min definition lyder på, at det opleves som ægte, at det engagerer mig. Beriger min livsoplevelse. En sådan oplevelse fylder mig i disse dage. Jeg har netop læst Linn Ullmanns roman ”De urolige”. Det er en dybt personlig fortælling og derfor en historie, som vedrører enhver, især os i den tredje alder.
Forfatteren Linn Ullmann (1966) er datter af den norske skuespillerinde Liv Ullmann (1938) og den verdensberømte svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergmann (1918-2007). Hvem husker ikke film som ”Det syvende segl” (1957) eller TV-serien ”Scener fra et ægteskab” (1973) eller ”Fanny og Alexander” (tv-version 1984).
Bergmann var gift fem gange og far til otte børn. Hans sidste ægtefælle var Ingrid von Rosen. Hun blev et anker i hans urolige tilværelse. De blev gift i 1971, og ægteskabet varede til hendes død i 1995. Sine sidste år boede Bergman på Fårö ved Gotland i sit hus på Hammars, som i mange år var hans sommerbolig.
Jeg samler mig om de seneste måneder, Bergmann levede. Linn var hos ham det meste af tiden.
De var i særegen grad samstemte, han og hun, mit hjerte, som han kaldte hende. De havde planlagt en fælles udgivelse om at blive gammel. ”Jeg synes aldringen er et hårdt, tungt, uglamourøst arbejde med meget lange arbejdstider,” sagde han. Linn kom med sin båndoptager, og samtalen kunne begynde. Undertiden blev den vanskelig.
Bergmans svækkelse var fremskreden. Men det sker, at der springer lynglimt fra det klarsyn, som trods voldsomme brydninger i sindet prægede hans forhold til livet. Replikkerne betegnes ikke med navne. Det er han og hun, som taler sammen. Dermed inddrages læseren i samtalen.
Hun: Kan du fortælle om Ingrid?
Han: ( nærmest uhørligt ) For hende var livet en lige bred gade hvor hun og jeg kunne færdes i tryghed.
Hun: Tryghed for jer begge to? Eller bare for dig? Var hun også tryg?
Han: Ja. Sådan var det.
Hun: Taler du med Ingrid?
Han: Ja, det gør jeg, hun er altid nærværende.
Hun: Tror du at du kommer til at møde Ingrid når du dør?
Han: Det er jeg fuldstændig overbevist om.
Hun: Tror du at du kommer til at møde flere end Ingrid?
Han: Det ved jeg ikke, men jeg kommer til at møde Ingrid, det ved jeg. Det er jeg absolut på det rene med.
Han: Jeg tror på Gud, helt og fuldt, men forventer ikke at forstå hans vilje. Gud er der hvor musikken er. Jeg tror de store komponister fortæller os om deres oplevelser af Gud. Bach er for mig en uforanderlig faktor.
Hun: Men før tvivlede du?
Han: Ikke på Bach.
Hun: Nej, men du tvivlede på Gud.
Han: Alt det sludder, det er slut nu, det er gået sin vej, jeg har ligesom ikke ressourcer tilbage til at fable om vantro og mistro og den slags.
Hun: Skete der noget specielt som gjorde at du holdt op med at tvivle?
Han: Det er kommet trinvis, peu á peu, jeg kan vel sige at i tiden efter Ingrids død har min oplevelse af Guds vilje været intensiv … Jeg kan stå udenfor her, på Hammars, omgivet af havet og skyerne, og få en oplevelse af … nærvær.
(Kommateringen i uddraget fra romanen er gengivet som i bogen.)
Ingmar Bergman beskikkede sit hus ned til de mindste enkeltheder.
Et års tid før sin død opsøgte han én efter én kistebærerne, som har boet på øen hele livet og spurgte dem: Når jeg er død, kan du så bære min kiste til graven? Han aftalte med den lokale snedker, hvordan kisten skulle se ud.
Han gik tur med kirketjeneren og valgte den grav, hvor han skulle ligge. Forud havde han indhentet tilladelse til, at Ingrids urne kunne blive flyttet og sat ned i samme gravsted. Han talte med præsten om, hvad hun kunne sige ved hans begravelse. Han ønskede ikke noget følelsesrabalder. Da dagen kom, forløb alt, som det skulle. En sikker instruktør havde forberedt det hele.
Aftenposten i Norge skrev i sin anmeldelse af bogen: ”En rørende og kærlig bog, som får læseren til at tænke tilbage på sine egne minder, huske på bortgemte historier. Og det er vel noget af det fineste, litteraturen kan gøre.”