Det var så opløftende og berigende. Der er så mange spændende tanker og idéer og meninger og indfald fra en meget stor kreds af begavede og originale mennesker, og åndskraften strømmer en i møde og omslutter en med forvisninger om, at verden er inciterende og inspirerende, og stærke kræfter vil entusiastisk dele deres tilstedeværelse her med os.
Man opfyldes af en forundring, som den polskfødte kunstner Alicja Kwade udtrykker, når hun citeres for at sige: ”Det er et utroligt tilfælde, at vi er her netop i dette øjeblik.” Og når man tænker sådan, bliver alle verdens problemer næsten ironiske. Hvorfor slås vi i krige, når vi alle sammen er et produkt af det samme utrolige held?
Biennalen i Venedig er den 57. i rækken i den smukke flydende by, hvor vandet og bygningerne konkurrerer om opmærksomheden, og de historiske begivenheder presser sig på. Turisterne strømmer, som de plejer, til byen i sommerhalvåret, og kunstnerne sætter sig hvert andet år tungt på indtrykkene og gør Venedig til verdenskunstens hovedstad.
Udstillingen er opdelt i to: landenes pavilloner, der ligger i haverne i byens udkant, Giardini, og den lange, gamle imponerende skibsværftsbygning med de store søjler, Arsenale. Den stammer fra 1500-tallet og er enorm. Tænk, at man der igen beriger alle de besøgende med en kæmpe gruppeudstilling med indslag fra 120 kunstnere fra 51 lande. Det er næsten ikke til at fatte, at der igen på ét sted er samlet kunstværker fra hele verden. De skal udvælges, de skal transporteres, de skal arrangeres, de skal præsenteres. Det tager vejret fra én. Også selvom man måske har set det før og ved, at det kan lade sig gøre. Men det er tilladeligt at være benovet og målløs.
Det er franske Christiane Marcel fra museet Centre Pompidou i Paris, der vil vise os det dyrebare ved at være menneske. ”Viva Arte Viva” hedder udstillingen. I en verden fuld af konflikter og kamp findes og vises et modsprog, og i en tid, da verden er i uorden, omfavner kunsten livet, skriver hun blandt andet.
Der er mange temaer på Arsenale, der glider sammen som kapitlerne i en bog. Det begynder med bogen og kunstnerne og ender med tiden og uendeligheden. Rina Banerjee, der er født i Indien, viser skulpturer, der hænger på væggen, og som består af mange forskellige materialer, for menneskets identitet er ikke autentisk, hvis den er statisk, mener hun, kun hvis den deltager i alt det, der findes i verden.
En kæmpestor video viser en flok mænd og kvinder, der står i en flod i vand til livet, de spiller musik ved at slå rytmisk i vandet med hænderne. Vi er i Sydamerika, i Colombia, hvor kunstneren Marcos Avila Forero har genskabt en tradition for at sende beskeder ved at slå som på en tromme i vandoverfladen. Gruppen ”spiller på vandet”, som om det var et slaginstrument.
Brasilianske Ernesto Netos værker kan man se igennem, for han tilbyder et kæmpestort netrum, som man, hvis man ellers tager skoene af, kan gå ind i og sætte sig i eller lægge sig i og fordøje alle oplevelserne. Inspirationen kommer fra Huni Kuin-indianerne i Amazonjunglen. Indianerne har en række ritualer, der skaber forbindelse til naturen og heler det moderne samfunds sår. Kunstneren og indianerne beder biennale-gæsten forestille sig en nødvendig ændring af samfundet.
Når man går op ad trappen og ind i russiske Irina Korinas installation, ved man ikke rigtig, hvad man er med til. Er det forberedelsen til en begravelse? – for der hænger farvestrålende, kitchede kunstige båredekorationer, men rummet fører ikke til noget. Hun har tidligere arbejdet meget med teater, og her er hun også i gang med at blande realisme og fiktion og pege på sit samfunds problemer.
Man kommer flere gange undervejs på biennalen til at tænke på, hvordan billedkunsten og teateret drages mod hinanden. Performance hedder det i den prisbelønnede tyske pavillon, som Anne Imhof har stået for. ”Faust” kalder hun sit værk, der er en levende installation af kunstnere og dansere. Publikum bevæger sig langsomt hen over et glasgulv, og nedenunder glider skikkelserne af sted, kryber sammen og hen over hinanden, måske iagttaget af endnu en person under glasgulvet og i hvert fald af publikum, der overrasket også kan opdage en performer et helt andet sted i rummet. Der er en koreografi i gang. Det er en intim oplevelse, og man fornemmer både en uhygge og en forunderlig nærhed.
Der er så mange forskellige udtryk i denne overflod af kunst: hos franskmændene er det lyden, der er i centrum, hos den amerikanske kunstner Mark Bradford bliver man bedt om at gå ind ad en mindre sidedør og ikke den store imposante indgangsdør med søjler: Jeg tror ikke, at progressive idéer nogensinde kommer gennem hoveddøren, siger kunstneren.
Og man bliver oplivet og begejstret over den styrke, der strømmer imod én fra flere hundrede kunstneriske udtryk. Verden af i dag har det svært, javel, men den er også et møde og en dialog med kunstneren, der udvider vores perspektiv, lader os drømme og måske allerbedst viser vejen frem.