Prøv avisen

Min far blev stemplet som åndssvag

Selvom 71-årige Kurt Christiansen i dag er maniodepressiv, har han det langt bedre end tidligere i sit liv og har ikke været indlagt siden 2004. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Som barn var Kurt Christiansen anbragt på en åndssvageanstalt og et sinkehjem, selvom han ikke fejlede noget. Nu fortæller sønnen Bjørn Christiansen om sin fars hårde liv i bogen ”En redningskrans af bly”

”Det var deroppe,” siger 71-årige Kurt Christiansen og peger mod vinduet på tredje sal i den gule murstensbygning.

I dag er lokalerne tomme på psykiatrisk afdeling på Gentofte Hospital, men han husker stadigvæk den lange gang på afsnit 32/32, hvor han var indlagt efter flere forsøg på at tage sit eget liv i 2000'erne. Kurt Christiansens øjne bliver blanke og stemmen grådkvalt ved at tænke tilbage.

Sammen med sønnen Bjørn Christiansen står han foran sygehuset og taler om sin traumatiske fortid, som de sammen har krattet op i. ”En redningskrans af bly” er titlen på Bjørn Christiansens bog, der udkommer i næste måned. I den skildrer han faderens livslange bekendtskab med et system, der aldrig forstod ham.

Kurt Christiansen var blot en måned gammel, da han blev anbragt på et spædbørnshjem i Åbyhøj i Aarhus. Moderen, Katrine, der arbejdede for tyskerne under krigen, var ikke i stand til at tage sig af sønnen, der var anbragt på flere institutioner, før han som syvårig kom under åndssvageforsorgen. Han var fejlanbragt i ni år på en åndssvageanstalt og et sinkehjem.

”Jeg var noget af en enspænder på den anstalt og holdt mig mest for mig selv. Jeg har ikke haft det godt, og der er store perioder, som jeg slet ikke kan huske fra dengang. Når man bliver anbragt med en masse åndssvage, ender rollerne med at være byttet om, så det pludselig var mig, der var den unormale,” siger Kurt Christiansen og slår opgivende ud med armene.

Hans opvækst uden forældre og med en fejlanbringelse under åndssvageforsorgen har betydet, at han i dag er maniodepressiv. Det var først som 16-årig, at han slap ud af systemet, da han kom i lære som tømrer og snedker.

Kurt Christiansen fremstår stærk som en klippe med sin kraftige bygning og sine knap to meter. Men det desillusionerede blik vidner om den skrøbelighed, som har plaget ham det meste af livet. Efter en hård læretid drev han i mange år sit eget firma, indtil han som 55-årig blev ramt af en arbejdsulykke, der gjorde, at han igen havnede i systemet. Det blev for meget for den stærke akkordtømrer, der efter adskillige arbejdsprøvninger og jobkurser ikke kunne mere.

”Jeg kunne ikke forholde mig til, at mit stærke muskelbundt af en far lige pludselig gik fra at være den der store kleppert til at være en mand, der var fuldstændig knækket,” fortæller Bjørn Christiansen, der i 1999 besluttede sig for at dykke ned i sin fars fortid.

Alverdens journaler, intelligenstest og skrivelser blev hentet fra Rigsarkivet og Landsarkivet, og sønnen kunne slet ikke forstå, hvad han læste.

”Min far var ikke åndssvag, men lukket og forsømt. Han var ørebarn og scorede en lidt lavere IQ-test end gennemsnittet, og så konkluderede man bare, at han var åndssvag,” siger Bjørn Christiansen ophidset og stadig mere gestikulerende, mens talestrømmen forsætter:

”Det løb koldt ned ad ryggen på mig, desto mere jeg læste og gravede i min fars fortid. Det var noget af en mavepuster og en blanding af kærlighed til min far og frustrationer, der gjorde, at jeg ville fortælle hans historie. Jeg har selv haft en hård barndom, fordi min far var hård og meget væk. Men han har jo gjort det så godt, han kunne med de forudsætninger, han havde,” siger Bjørn Christiansen, der håber på, at hans bog kan bidrage til, at samfundet lægger værdige planer for det enkelte menneske, så man ikke vedbliver med at fejlplacere.

Bjørn Christiansen ville egentlig have lavet en film om sin fars liv. Derfor kontaktede han filminstruktør Erik Clausen, som anbefalede ham at begynde med at skrive en bog. Og det gjorde han så, selvom han, som han siger, ikke har skrevet siden 4. klasse og intet fik ud af skolen. Alligevel har ”den fortabte søn”, der som sin far er uddannet tømrer, formået at lave en velskrevet bog.

”Ja, hvordan kan Bjørn skrive så godt, når han i almindelighed ikke er forfatter, men tømrer? Det er, fordi Bjørn har været indestængt af så megen vrede. Af så megen kærlighed. Netop den blanding, der gør én kreativ, og hvor det, der vil ud, skal ud,” skriver Erik Clausen i forordet til bogen.

Kurt Christiansen har været indlagt hele fire gange for selvmordsforsøg i sammenlagt to år. Bjørn Christiansen fortæller, hvordan han nogle gange måtte ud og finde sin far, der have lagt afskedsbreve til familien. I bogens indledning beskriver han en af disse episoder, hvor hans far er manisk og har givet op.

”Grebet om rattet bliver fastere, og han kigger ud over dalen og forestiller sig, hvordan han om kort tid vil døse hen og aldrig mere vågne op. Slippe for alle sine problemer, de håbløse forventninger og gentagne ydmygelser, som ingen ende ville tage.

Ikke mindst for folks manglende forståelse for hans smerter og frustationer, de mange samtaler med socialrådgivere og tomme kurser, for ikke at tale om lange møder med advokater om hans arbejdsulykke, der har suget livskraften ud af ham og fået hans hårde facade til at krakelere,” lyder det i bogen.

Arbejdet med faderens historie stopper ikke ved bogen, forsikrer Bjørn Christiansen, der vil have større opmærksomhed på emnet.

Ifølge ham er der mange paralleller mellem den måde, man blev fejlplaceret på i 1940'erne og 1950'erne, og den måde, det bliver gjort på i dag.

Allerede nu har bogen vakt interesse blandt andet hos Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), som overvejer at anbefale bogen som fagbog til de studerende.

”Jeg håber, der er fejlanbragte, arbejdsløse og arbejdsskadede mennesker, der kan identificere sig med min fars historie. Det ville betyde meget for mig, hvis min far kunne få en accept fra samfundets side af, at det her bare ikke var i orden,” siger Bjørn Christiansen.