”Hvem er det, der ere udelukkede fra Valgretten foruden kvinder? Det er børn og forbrydere. Er der nogen sandsynlighed, for at kvinder ikke ere i stand til at bruge Valgretten, eller at de vilde misbruge den? Det fordrer jeg bevis for“”.
Sådan sagde den gode Venstre-mand Frederik Bajer den 9. november 1886 ved førstebehandlingen af lovforslag om valg af borgerrepræsentanter i København. I folkemunde talte man om de syv F'er: Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede, der var uden politiske rettigheder forud for ændringen af Grundloven den 5. juni 1915, da flertallet af den voksne danske befolkning fik stemmeret. Kvinderne fik valgret til kommunerne i 1908, og det var et vigtigt skridt på vejen.
Gennem i hvert fald 30 år var debatten heftig rundt omkring i landet for, at kvinder skulle have stemmeret til Rigsdagen på lige fod med mændene. Men gang på gang blev forslaget stemt ned i Landstinget, Rigsdagens andetkammer, med argumenter som ”kvinder var allerede repræsenteret via deres ægtemænd, og det var ikke i samfundets interesse at gøre ægteskabet til en politiske slagmark og dermed sætte spørgsmål ved den traditionelle kønsarbejdsdeling”.
Præstefruen Line Luplau fra Varde i Vestjylland samlede 20.000 underskrifter ind i Vestjylland til støtte for Frederik Bajers lovforslag om kommunal stemmeret i slutningen af 1880'erne. De 1700 var fra Varde. Line Luplaus aktion vakte opsigt i Rigsdagen. At kravet om stemmeret var så markant i en af landets fjerne provinser, gjorde indtryk på de høje herrer.
Aviser, radio, tv vil bugne af artikler og udsendelser i denne uge for at fejre 100-året for kvinders valgret på fredag. Vi skal have valg til Folketinget den 18. juni, og det gør fejring af dagen endnu mere aktuel. Der er sket rigtig meget siden dengang i 1915. Men der er også områder, hvor vi sagtens kan sætte stærkere ind netop nu forud for et folketingsvalg. Er det rimeligt, at kun godt en trediedel af medlemmerne af Folketinget er kvinder? Nej, synes jeg. Vi skal op på en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, før balancen er fornuftig. Vi kan gøre noget ved det, når krydset skal sættes den 18. juni. Politisk er der en generel modstand i Danmark mod at sætte kvoter på bestyrelsesposter, på sammensætning af udvalg, på kandidater til kommunal- og folketingsvalg.
”Det vigtigste er kvalifikationerne hos den enkelte.” Ja, svarer vi så alle i munden på hinanden. Men kvalifikationerne handler om øjnene, der ser. Et langt livs erfaring også i topstillinger har lært mig, at det stadig gælder, at mænd er tilbøjelige til at pege på mænd, når der skal besættes stillinger, peges på kandidater eller forfremmes. Gælder det også for kvinder? Ja, det gør det måske nok. Det er jeg ikke den bedste til at vurdere. Men så længe kvinder stadig er underrepræsenteret i en række sammenhænge, så er det vel i orden.
Louise Nørlund skrev i Kvinden og Samfundet år 1900, at ”kvindens særegne Naturel, Karakter og Temperament vil bringe nye Synspunkter, større Klarhed og bedre Forstaaelse overfor mangfoldige Spørgsmaal, som manden ifølge sin særegne Natur må staa mere uklar, uforstående over for end Kvinden”. Og hun fortsætter ”Uden på nogen måde at ville give Kvinder Fortrin for Mænd, tør man dog nok sige, at der er større Sandsynlighed for en harmonisk samfundsudvikling, naar og hvor saavel Kvindens som Mandens Kræfter tages i brug i det offentlige Livs tjeneste”.
Mere præcist kan det ikke siges hverken dengang eller i dag. Citaterne er fundet på kvinfo.dk. Det er lærerigt at læse de stærke argumenter både for og imod dengang for mere en 100 år siden, da debatten om valgret bølgede over landet. Mænd og kvinder er forskellige, og forskelligheden er en styrke for samfundet. Forskelligheden giver ekstra dimensioner og synsvinkler, som gør diskussioner og beslutninger om vigtige samfundsmæssige spørgsmål stærkere og mere holdbare. Skam få den, der ikke har fattet det endnu!
Ha' et rigtig godt valg den 18. juni.