Som 100-årig ligger hun måske inaktiv på sit leje, henvist til omsorg, ude af stand til at meddele sig, men med fire-fem sanser og fantasiens evne i behold. Så kunne det ske, hvis en velbygget, yngre, plejegivende mand træder rask ind, at tanken et kvart splitsekund strejfer mig, at dén mand ville jeg gerne have et barn med.
Billedet er hentet fra den essaysamling, Runa Kähler netop har udgivet på Forfatterforlaget Attika. I Kærestesorger for seniores og i flere af de øvrige 21 essay i bogen kredser hun om kærligheden og følelserne for det modsatte køn, der ikke forsvinder med årene eller i hvert fald ikke behøver gøre det.
Som foredragsholder rejser den nu 76-årige forfatterinde rundt i landet og taler om retten til kærlighed, også når man bliver gammel. Hun afskyr ordet sex, fordi det er sådan et forslidt og uskønt ord, men taler gerne om erotik, for det giver hende smukke associationer, og i sine foredrag påpeger hun nogle af fordelene ved den fysiske side af kærlighedslivet i seniorfasen:
1. Man behøver ikke være bange for graviditet. 2. Det hører til de gratis glæder. 3. Lægerne mener, det er så sundt.
Jeg synes, det er en stor glæde at møde de par, som i deres seniorliv er gået ind i nye forhold, siger Runa Kähler og fastslår, at kærestesorger men dermed også kæresteglæder kan vi have med os som en del af hele livet, og at vi også som gamle skal vedkende os vore erotiske følelser.
Vi har troet om de gamle, at det var noget, der forsvandt, men så opdager man, når man selv er gammel, at det ikke passer. Det er jo en del af skaberværket, at vi tiltrækker hinanden, og at det sommetider kan slå gnister.
Vi bliver ikke kønsløse med alderen, eller behøver i hvert fald ikke blive det, men det er naturligvis et valg, tilføjer hun og stopper op i en lille tænkepause inden fortsættelsen:
Måske er jeg hård imod mit eget køn, men jeg synes, der er kvinder, som med årene bliver kønsløse og forsømmer sig selv og ikke længere ser sig selv som kvinder. De vælger at fornægte den del af deres identitet og nærmest opgiver sig selv på det område.
Modsat mindes Runa Kähler sin gamle mor, som i en høj alder ikke forsømte at gøre sig fin og duppe sig med nogle dråber parfume 4711 når hun skulle ud. Trods årene og rynkerne havde hun ikke opgivet sin kvindelighed, og på samme måde glæder Runa Kähler sig over de af hendes jævnaldrende, der klæder sig med omhu og farver, så de pynter i gadebilledet.
Det er så livsbekræftende. Det er også et udslag af selvrespekt, som jeg mener er en pligt, fordi vi alle er eksempler, rollemodeller og forbilleder for hinanden.
Selv hører Runa Kähler til i denne kategori, der klæder sig med omhu og farver, på trods af at hun er enke og dermed i farezonen. For en af farerne ved at blive enke og enlig er netop, at man begynder at forsømme sig selv og fraskriver sig sin kønsidentitet, mener Runa Kähler. Hun blev enke i 1996, og årene efter hendes mands langvarige sygdom og død blev hårde og ensomme med misbrug og selvmordstanker. Siden har hun atter fået greb om sit eget liv og har nu skrevet essay om Visse fordele ved at være enke, som også har givet titel til den nye bog.
Det kan lyde provokerende, men er ikke ment sådan. Jeg har blot forsøgt at finde frem til nogle af de fordele, der måtte være, og det har taget tid, for de var, i modsætning til ulemperne, ikke så indlysende.
Men nogle fordele lod sig dog finde: Som enke og enlig er der tid til at pleje og uddybe venskaber og tage sig af eventuelle børnebørn og måske indgå i et nyt parforhold. Det anbefaler Runa Kähler, når de ældre, hun møder, klager over ensomhed.
Runa Kähler var i 28 år gift med Herman J. Kähler, fjerde generation af keramikdynastiet. Han var næsten dobbelt så gammel som hende, og han blev hendes livs store og dybeste kærlighed.
Som enke er det en af fordelene, at jeg nu kan se tilbage på en smuk kærlighedshistorie mellem Herman og mig, som nu er ført til ende. Det var en god historie, og den har jeg med mig resten af mine dage.
Selv har hun i dag slet ikke tid til at gå ind i et nyt forhold. Alligevel er Runa Kähler endnu en gang blevet overrumplet af kærligheden og som 76-årig stormende forelsket.
Vil du ikke gerne se mit billede af ham?, spørger hun ivrigt og hiver ikke blot ét, men en hel stribe fotografier frem af Emil, hendes nye kærlighed.
Er han ikke dejlig ni år og søn af min yngste nevø, og han har spurgt, om jeg ville være hans bedstemor!
Selvfølgelig sagde hun ja, og sådan kan kærligheden, der i dette tilfælde også omfatter Emils brødre og forældre, komme til et menneske, overraskende og uventet, smiler Runa Kähler, som ikke selv har børn eller børnebørn.
For kærligheden optræder i mange skikkelser.