På legepladsen er en flok børn i færd med at klatre, pedellen er ved at bære tomme kasser ud i en varevogn, og indenfor kommer en af skolens lærere gående ned ad den trappe, der skiller de store elevers klasselokaler fra de små børns. Sommerferien er slut, og den nye skolereform er gået ind i sit andet år.
Sådan er det også her på Højby Skole i Nordvestsjælland, men for en af skolens lærere, Grethe Funch Pedersen, er en skolereform ikke noget nyt.
Hun har arbejdet ud fra utallige skolereformer, for den 1. august kunne hun fejre 50-årsjubilæum som lærer i Odsherred Kommune. Selv har hun passeret de 70 år. Sin præcise alder holder hun for sig selv.
Da Grethe Funch Pedersen skulle vælge erhverv i begyndelsen af 1960'erne, havde hun tre ting, hun gerne ville være: blomsterbinder, bibliotekar eller lærer. Hun gjorde op med sig selv, at blomsterbinder kunne hun være i sin fritid, bibliotekar kunne hun være, samtidig med at hun arbejdede på en skole, så derfor blev hun lærer.
Hun fulgte sin drøm, og hun er stadig stolt af sit fag.
I de første år stod hun bag katederet i lørdagsskolen og underviste i dansk, biologi og formning - det, man i dag kender som fagene natur/teknik og billedkunst.
Senere blev hun ansat som skole- og ungdomsvejleder, hvor hun hjalp eleverne med at komme i erhvervspraktik. På den måde var hun med til at skubbe på og motivere eleverne til at komme i gang med en uddannelse.
De seneste mange år har hun lavet vikarskemaer og hjulpet til med planlægningen af elevernes erhvervspraktik samt fundraising, men det meste af tiden går med arbejdet som formand i Odsherreds Lærerkreds.
Omdrejningspunktet for Grethe Funch Pedersen har i løbet af hele karrieren været udvikling. Musikundervisningen er gået fra at være forbeholdt en solist ved klaveret til at involvere alle eleverne i et flerinstrumentelt samspil.
Der laves forsøg i fysiklokalet, og eleverne lærer at skrive på computere frem for med skråskrift. På Højby Skole har de blandt andet en international linje, hvor det har været vigtigt at skaffe computere, så eleverne kunne bruge samtaleprogrammet Skype og ringe til elever fra andre lande.
Privat er Grethe Funch Pedersen gift med Jørgen Bavngaard Pedersen, der også har arbejdet som lærer på Højby Skole i mange år. Sammen bor de i et hus et stenkast fra skolen, men det har været vigtigt for ægteparret at holde arbejdsliv og privatliv adskilt.
Derfor taler de ikke om eleverne hen over aftensmaden. Men det kan være svært at lægge lærerfaget helt fra sig. For Grethe Funch Pedersen er det en livsstil, så når hun er på ferie i udlandet, besøger hun andre skoler.
”Jeg har et sommerhus, så det tager jeg ned til, når jeg holder rigtig fri,” siger Grethe Funch Pedersen og smiler.
Da Grethe Funch Pedersen begyndte sin lærergerning i 1965, var det tilladt at slå eleverne, de mandlige lærere bar slips, og det hed ”De” og ikke ”du” til lærerinden.
Nu er eleverne på fornavn med hende, men de skal stadig kende til regler. Personligt er hun glad for, at skolen, forældrene og eleverne er blevet bedre til at respektere og lytte til hinandens synspunkter.
”Den gammeldags lærer talte til børnene, og så var det læreren, der bestemte det hele. Nu taler man med børnene, og det, tror jeg virkelig, er det, der har sat kreativiteten i gang i samfundet,” siger jubilaren.
Som tidligere formningslærer lægger Grethe Funch Pedersen vægt på børnenes kreativitet, og det er noget, børnene har mere af i dag, end de havde i gamle dage. Derfor har hun også sine betænkeligheder ved alt for lange skoledage.
”Hvis ikke man husker, at legen skal med ind i skolen, så dræbes fantasien. Jeg tror, at når man går hjem og bygger en hule, kan man få meget fantasi med, og kreativiteten skal bevares. Børn skal have lov til at være frie og selvstændige en gang imellem. Man skal ikke altid beskæftige børn. De skal også selv have lov til at lege.”
Fagligheden er det nødvendige fundament i skolen og skal altid være til stede. Men samtidig betoner hun vigtigheden af at gøre eleverne til samfundsborgere.
”Man taler meget om faglighed i dag, men den sociale side skal altså med, ellers går det ud over samfundet, synes jeg. Det er det, jeg kalder dannelsen. Det hedder ud-dannelse, og dannelsen er også vigtig,” siger Grethe Funch Pedersen.
Hun tegner en fiktiv cirkel på bordet. Eleven er midtpunktet, og i kredsen omkring eleven står forældrene, lærerne og politikerne. For at danne en god skole skal alle de nævnte personer spille sammen. Forældrene skal være positive over for skolen, politikerne skal lytte, og lærerne skal sørge for at inddrage alle parter.
”Det grundlæggende er respekten for hinanden, og at man lytter til hinanden. Man skal ikke bare lytte, man skal også høre,” siger Grethe Funch Pedersen.
I 1975 kom den skolereform, der afskaffede realskolen, og hvor 7.-9. klasse blev en fast del af folkeskolen. I årene efter den reform etablerede Grethe Funch Pedersen sammen med en kollega en 10. klasse for de ældste elever. Det var noget helt andet, end man var vant til. Blandt andet havde lærerteamet planer om at lave en del arrangementer ud af huset.
Det var usædvanligt og vanskeligt at forklare for forældrene. En mor spurgte Grethe Funch Pedersen, om hun kunne garantere, at deres tiltag ville virke, og at det ville skabe en god 10. klasse. Grethe Funch Pedersen svarede, at hun ikke kunne give nogle garantier, men at hun kunne tro på det. Moderens svar var efterfølgende, hvis du tror på det, så bare gå i gang.
Fra skolelederens kontor ser Grethe Funch Pedersen ud ad vinduet på de legende børn. De pjatter og griner. For Grethe Funch Pedersen er det hele essensen.
Legende og glade børn i en skole, som hun har været med til at udvikle, selvom hun for længst kunne være gået på pension. Hendes mand er stoppet, men hun kan ikke lade være med at arbejde.
Derfor bliver hun også ved, så længe hun synes, det er spændende, og kollegaerne ikke mener, hun bør gå af.
”Jeg går, før folk tænker, går hun ikke snart. Man skal ikke komme i kørestol herned - det er trappen for stejl til.”