Prøv avisen

Langtidsholdbar kærlighed tager én om hjertet

Har man været gift i 60 år, har man diamantbryllup, og er der gået 70 år, har man jernbryllup. I 2015 var der imponerende 100 par, der kunne fejre jernbryllup. Så er både mand og hustru tæt på 100 år. Modelfoto

Et guldbryllup er facit på en lang fælles livsrejse, der kalder på særlige danske traditioner

Står der ikke en særlig aura af stjernestøv omkring ordet guldbryllup? Det gør der for mig.

Guldbryllup, tænk, så har to mennesker været gift i 50 år. En ufattelig uendelighed af tid, når man er barn og ung, og en realitet for det ægtepar, der i fællesskab når så langt.

Jeg havde den glæde at være med til et guldbryllup her i sommer, og der fik jeg genopfrisket alle de særlige danske traditioner og også vilkårene i statistikkerne, der er med til at bestemme, om et ægtepar kan fejre guldbryllup.

Fem årtier kan parret se tilbage over; et livsforløb med ungdommens stævnemøder, arbejde, ferier, måske graviditeter og børns opvækst, skolegang og uddannelse, fælles glæder og sorger.

Ét er sikkert: Parrene havde ikke mødt hinanden på nettet! Men sportsklubberne, familiefesterne, kroballerne, skolerne og læreanstalterne var blandt andet rammen om unges møder og den søde musik, der kunne opstå.

De ægteskaber, der blev indgået i midten af 1960’erne, har vist sig at være temmelig holdbare. Og det er ikke kun et spørgsmål om vilje og kærlighed, mange forhold spiller ind. Et af dem er, at levealderen er steget, et andet, at de, der blev gift i midten af 1960’erne, gennemsnitligt var yngre end generationerne både før og efter. Så guldbrudeparrene er ofte kun i første halvdel af 70’erne.

Men så er der forhindringerne. Skilsmissetendenser og dødelighed blandt ægteparrene betyder, at ikke alle når frem til guldbrylluppet. I 1965 blev 41.693 par gift. 35 procent af dem blev siden skilt, og for 31 procent af parrene sluttede ægteskabet med, at den ene part døde. Det betyder så, at cirka hvert tredje ægtepar, der blev gift i 1965, kunne fejre guldbryllup sidste år, og tallene for 2016 er tilsyneladende nært beslægtede med året før.

Nu er der meget få under 20 år, der bliver gift, og sidste år var der flest vielser blandt de 30-34 årige, og i alt blev knap 29.000 par viet sidste år. Så det bliver en sjældnere glæde at opleve et guldbryllup, når de yngres tid kommer.

I Danmark har vi vores traditioner med hensyn til guldbryllpsfejringen. Jeg talte med et amerikansk ægtepar, der sugede alle vores skikke til sig med forbavselse, smil og glad latter. De var i sommer kommet den lange vej fra Californien for at være med på guldbryllupsdagen, og nu stod en familie- og venneflok der foran en fin blomster- og flagudsmykket æresport og ventede på guldbrudeparret, mens hornmusikken gjorde sig klar.

Snart gjaldede ”I østen stiger solen op” og ”Det er så yndigt at følges ad” ud over nabolaget. Naboerne og genboerne blev sikkert også vækket!

Vores gamle salmedigtere Ingemann og Grundtvig viste sig igen langtidsholdbare og evigt aktuelle. Grundtvigs salme er fra 1855 og blev skrevet til et vennepars sølvbryllup som en lejlighedssang.

Grundtvig havde nok ikke ventet eller troet, at den skulle finde sin plads i Salmebogen og Højskolesangbogen og tælle blandt hans mest populære og elskede salmer, men nu er den næsten etmust ved kirkebryllupper og altså også ved sølv- og guldbryllupsfester.

Det er en kærlighedssalme, og det bærende tema er, at kærligheden mellem to overvinder alt, for eksempel er sorger og byrder lettere at bære, når man er to om det: ”Det er så yndigt at følges ad/ for to, som gerne vil sammen være,/ da er med glæden man dobbelt glad/og halvt om sorgen så tung at bære”.

Ingemann skrev ”I østen stiger solen op” i 1837, da han udgav ”Morgen- og aftensange” til børn til Weyses dejlige melodier. Måske kender unge ikke ret mange salmer i dag, men ”I østen stiger solen op” har som oftest sneget sig ind.

Da vi sang til guldbrudeparret, stod Benny Andersens ”Svantes lykkelige dag” også på programmet, måske mest så vi kunne synge: ”Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar”.

For det hører med til de danske traditioner, at de syngende gæster bliver inviteret ind til morgenmad, og når kaffen er skænket, slipper guldbrudeparret ikke for at danse lidt til brudevalsen.

Det kommer de til igen om aftenen, hvis dagen fejres med middag, taler, måske hjemmeskrevne sange og musik, som det oftest sker.

Jeg har også været til guldbryllup i England. Det var også en smuk oplevelse og meget anderledes end vores danske måde. Det hele var mere blufærdigt. Fejringen foregik ved en herlig frokost, og talerne var sparsomme. Englændere, der kender til danske skikke, synes, det er lidt af et mareridt at sidde igennem alle vore taler, og guldbruden havde da også understreget over for mig, at jeg ikke skulle vente taler eller sange, som de havde oplevet det i Danmark.

Har man været gift i 60 år, har man diamantbryllup, og er der gået 70 år, har man jernbryllup. I 2015 var der imponerende 100 par, der kunne fejre jernbryllup. Så er både mand og hustru tæt på 100 år. Og i årene, der er gået, har synet på ægteskab ændret sig meget.

Da jernægteparret blev gift, blev der ikke tænkt på, at man kunne blive skilt. Det var et livsvarigt ægteskab, og det var ofte en økonomisk nødvendighed. Man var afhængig af hinandens arbejde.

Tiderne er anderledes i dag, men det grundlæggende langtidsholdbare fællesskab tager én om hjertet, synes jeg, når man er vidne til en lang fælles livsrejse, som Grundtvig udtrykker det om hjemmets livsgnist: ”Det er dog gammen/ at sidde sammen,/ hvor arneflammen/ er kærlighed”.