Prøv avisen

Livets gave er en familie

Børnebørnenes fødselsdag er en kærkommen lejlighed til at samles som familie. Foto: Martin Kierstein.

Børnebørnenes fødselsdage samt en årligt tilbagevendende familieweekend holder slægten sammen og er til gensidig glæde og støtte

Som jeg oplever seniortilværelsen, er den i høj grad præget af erindring. Det meste af livet ligger bagude med alt, hvad det bragte med sig. Arbejdet, som fyldte dagene, er nu fortid. Mennesker, som berigede tilværelsen. Andre, som man godt vil skrive i glemmebogen. Oplevelser og begivenheder, der har haft indgribende betydning, ja, alt, hvad der i bogstavelig forstand har fyldt de mange år, melder sig dagligt i erindringen. Jeg forstår godt Klaus Rifbjerg: Jeg har aftjent min værnepligt. Men for mit vedkommende ligger nøglerne til den dybeste indsigt i fortiden, som er den eneste kapital, jeg har og den vigtigste. (Januar+, Tiderne Skifter, 2012, s. 37)

LÆS OGSÅ: Noget skal minimeres, og andet skal optimeres

Erindringen er ikke en byrde, jeg slæber med mig, men en taknemmelighedens gave, jeg dagligt kan besinde mig på og fordybe mig i. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der fylder mest. Det er min slægt og min familie. Jeg blev opkaldt efter min morfar, Søren Lodberg, gårdejer på Holmsland Klit. Han døde i sin bedste manddomsalder, tre år før jeg blev født.Jeg arvede den velsignelse, der var forbundet med hans navn.

Mit barndomshjem var præget af en selvfølgelig hverdagskristendom, båret af sang og fortælling og forpligtelse. Der var ikke noget, der bare var lige meget. Vi var fem søskende med en aldersspredning på 14 år. Vores opdragelse var præget af strenghed og mildhed. Vi blev mødt med både krav og forventninger. Hver især blev vi set med hver sin individualitet. I mit hjem var janteloven bandlyst. Det samme gjaldt ikke i det omgivende miljø.

Jo ældre jeg bliver, desto mere nærværende bliver barndom og opvækst i min bevidsthed. Jeg er ikke i tvivl om, at det dybt har præget mig, da jeg blev gift, og vi stiftede familie. Fire skønne børn kom til. Det ene erindringsbillede efter det andet melder sig. Fra den dag, de kom til verden. Dåbsdag og konfirmation. Ferierejser i bil med telt rundt i Norden og det sydlige Europa. Fortælling, historie, diskussioner. Studentereksamen, videre uddannelse og krævende arbejde. Nu var de godt nok voksne med hver sin familie. I dag er der otte børnebørn, og det niende er på vej. Hvilken rigdom!

Vi er bevidste om, at det kræver en indsats til stadighed at arbejde på at styrke sammenhold og fællesskab i en stor familie. Vi samles især om børnebørnenes fødselsdage. De store festdage er også begyndt at melde sig. Tre af børnebørnene er konfirmerede. Det er som en opfyldelse for en morfar/farfar at opleve de stærke bånd, som forbinder de voksne børn og børnebørnene, som vokser op med en bevidsthed om, at de hører hjemme i en slægt. Vi er nu 18 i tallet.

Hvert år arrangerer vi en weekend, hvor vi har lejet en spejderhytte. Aktiviteter, hygge og fortælling spiller en stor rolle. Som nu forleden, hvor femårige Emil havde noget helt særligt at berette. Han havde fået en fiskestang. Sammen med sin far var han på besøg ved en fiskesø. Han vandrede rundt om søen, og hans opmærksomme blik blev fanget af en stor fisk, som stod lige inde under bredden. Han bøjer sig ned og griber beslutsomt om fisken. Det kan nok være, at den kraftige ørred vågnede op. Men Emil holdt fast og fik den sprællende fisk smidt op i græsset. En venlig tysk turist kom til hjælp og slog fisken for panden, så den lå stille. Emil så op og erklærede: Men det er min fisk!. Vi nød den til aften, og vi blev mætte. Den vejede godt to kilo. Den historie vil helt sikkert gå over i familiesagaen: Emils fiskefangst. I det hele taget er han en handlekraftig lille mand. En morgen sidder han veloplagt ved bordet og siger til sin far: Hvad skal jeg gøre? Jeg er så fuld af krudt!.

I et intenst ægteskab gennem 43 år og sammen med min kære familie har jeg oplevet daglig lykke og glæde. Men også den dybe sorg, da min ægtefælle døde efter et langt sygeleje. Alice fik lov at dø i sit hjem, takket være børnenes usvigelige hjælp og nærvær. Da gjorde vi den trøsterige erfaring, at ligesom børnene, da de var små, havde brug for far og mors hjælp, var det nu os to gamle, som var afhængige af børnenes kærlige omsorg.

Sådan omsluttes vi af slægten, fra vi blev født til den dag, vi skal dø. I det perspektiv bliver livet stort og forunderligt. Og spørger jeg mig selv: Hvor er Alice nu? Så ser jeg mig omkring bordet med børnene og børnebørnene, og med ét ved jeg: Her er hun! Her er vi! Og der kommer nogen efter os. Og jeg tror, at Vorherre er med i det alt sammen.