Prøv avisen
Interview

Livets store spørgsmål fylder for lidt på plejehjem

Tegning: Rasmus Juul.

Det står generelt godt til på de danske plejehjem, mener Ældre Sagens Anna Wilroth, der har besøgt omkring 20 af dem i løbet af det seneste år. Men livets store eksistentielle spørgsmål fylder for lidt

Hvad er det gode liv på et plejehjem?

Det spørgsmål har Anna Wilroth, der er konsulent på plejehjemsområdet i Ældre Sagen, forsøgt at finde svar på.

Gennem det seneste år har hun sammen med sin kollega besøgt op mod 20 plejehjem for at komme tættere på en opskrift på ”det gode liv”.

”Det var vigtigt at komme ud og møde de mennesker, som lever deres liv på et plejehjem, for at se, hvordan dagligdagen fungerer. Det er ofte de grelle eksempler, der bliver fremhævet, men vi vil gerne have det reelle billede – fortalt direkte af de involverede,” siger Anna Wilroth.

Selvom ”det gode liv” er en bred arbejdstitel, gik det hurtigt op for Anna Wilroth, at der var visse gennemgående ting, som beboere og personale fremhævede som vigtige for trivslen på et plejehjem – særligt én ting var vigtig.

”Det mest afgørende er, at der er en følelse af hjemlighed på et plejehjem. Det er simpelthen kernen for at sikre, at beboerne oplever nærvær og livskvalitet.”

Hjemligheden kan skabes på flere måder, fortæller Anna Wilroth, men ofte er det de helt små ting i hverdagen, som gør forskellen.

”Det kan være, at der ligger tæpper og aviser og flyder lidt tilfældigt, som man kender hjemmefra, eller at man i stedet for afdeling kalder det ’hjem’ for at komme væk fra det institutionelle sprog. At inddrage de ældre i små hverdagsaktiviteter som at dække bord eller bage er også en måde at gøre det hjemligt på.”

For at plejerne kan tilpasse aktiviteterne og plejen til de enkelte beboere, er det afgørende, at de har et stort kendskab til de ældres livshistorier og interesser. Flere plejehjem kunne med fordel benytte sig af indflyttersamtaler, hvor et par repræsentanter fra plejehjemmet besøgte den ældre og dens pårørende i den ældres hjem inden flytningen.

”Det er vigtigt med en forventningsafstemning. På den måde sikrer man sig, at beboeren ved, hvad der venter på plejehjemmet, og at der er skabt en relation inden indflytning, så personen ikke føler sig helt fremmed, når tiden er kommet.”

Det er Anna Wilroths oplevelse er, at personalet på de enkelte plejehjem er gode til at sørge for aktiviteter, der passer til beboerne, men at der flere steder er en tendens til at proppe plejehjemsbeboerne ned i særlige kasser.

”Visse steder tilbyder de banko og strikning, og det er der intet galt i, men det bliver en anelse rutinemæssigt og stereotypt. Det er vigtigt at se mennesket foran alderen, og det ville man undgå, hvis personalet kendte beboerens interesser.”

Langt de fleste steder blev Anna Wilroth dog positivt overrasket over, hvor opfindsomt personalet er rundt omkring på de danske plejehjem. På sine besøg er hun stødt på mange små initiativer, som vakte glæde blandt beboerne.

På et plejehjem i Jelling i Sydjylland havde man ikke råd til at anlægge sig en have, og derfor opfordrede man lokalsamfundet til at komme forbi med både løg og planter. På andre plejehjem har man oprettet samarbejder med den lokale folkeskole, så de ældre beboere kunne hjælpe skolebørnene med at læse.

”Det er gode eksempler på, hvordan man kan drage nytte af lokalsamfundet, og hvordan man kan skabe en kobling mellem de ældre og unge i området. Sådanne initiativer giver de ældre beboere en følelse af, at de stadig er en del af samfundet, og at de har noget give videre til andre. Det er ganske små ting, men det er med til at øge livskvaliteten for de ældre, som pludselig oplever at være nyttige.”

Selvom Anna Wilroth mener, at der er grund til at være stolt over de danske plejehjem, er der bestemt punkter, hvor der er plads til forbedring.

Alt for mange ældre oplever nemlig, at de ikke har nogen at tale med om livets store eksistentielle spørgsmål. Det burde opprioriteres, mener Anna Wilroth, for beboerne har i gennemsnit kun 32 måneder at leve i, når de kommer på plejehjem.

”Når folk kommer på plejehjem, er det ofte på et tidspunkt tæt på livets afslutning. Det vækker mange spørgsmål om livet og døden, sygdom og sorg. Mange af de ældre lider under ikke at have nogen at tale med om disse ting. De føler sig ensomme og risikerer at udvikle depressioner, fordi de ikke får sat ord på den uro og angst.”

Oplevelsen hos Anna Wilroth er, at det var svært for personalet at tage initiativ til sådan en samtale, når man måske er ung og ikke selv har forholdt sig til livets store spørgsmål. Også på det område kunne plejehjemmene trække på de ressourcer, som er i lokalsamfundet, siger hun og fremhæver et initiativ fra Aarhus. Her har psykologisk institut på Aarhus Universitet i samarbejde med Aarhus Kommune oprettet Center for Livskvalitet, hvor formålet blandt andet er at tilbyde ældre på plejehjem eksistentielle samtaler med psykologer.

”Det er vigtigt, at plejehjemmene benytter sig af denne slags muligheder. Det behøver ikke at være psykologer, men kunne sagtens også være samtaler med præster, imamer eller andre spirituelle mennesker. Plejehjemmene har ofte kontakt til religiøse forkyndere, men de kunne være bedre til at fortælle beboerne om muligheden for at benytte sig af dem. For det er store spørgsmål at tumle med selv,” siger Anna Wilroth, der også ønsker, at personalet får redskaber til selv at tale om eksistentielle spørgsmål.

Hele pointen med Anna Wilroths mange besøg på plejehjem og arbejdet med visionen for ”det gode liv på plejehjem” er at sprede plejehjemmenes gode erfaringer på tværs af kommunegrænser. Det skete blandt andet på en konference i tirsdags under navnet ”Fra nødbolig til lysthus”, hvor en række aktører inden for plejehjemsområdet var samlet. Konferencen blev udsolgt på fire dage, og det ser hun som et udtryk for, at der er efterspørgsel efter at dele og få indblik i, hvordan man griber udfordringerne an på de andre plejehjem.

”Den store efterspørgsel fortæller os, at der er masser af gode eksempler ude i landet, men at der mangler et forum, hvor folk kan dele den her viden og hjælpe hinanden.”

Og der er brug for, at plejehjemmene arbejder tættere sammen, mener Anna Wilroth, for de står nemlig over for en stor udfordring i de kommende år, hvor 68-generationen (født 1943-1950) begynder at indfinde sig på landets plejehjem.

”Pludselig får du mennesker ind på plejehjemmene, som er vant til at være meget aktive og have stor indflydelse på deres egen tilværelse. Det er en generation, der kommer til at kræve mere, så jeg er sikker på, at der ligger en stor opgave forude,” siger Anna Wilroth, der på den anden side tror, at 1968’erne måske i grunden vil passe godt ind på plejehjemmene:

”Man skal jo også huske på, at det er en generation, som har været meget solidariske og været vant til at bo i kollektiver.”