Plejehjem sender de ældre beboere på campingferie

Plejehjemsbeboere har brug for et almindeligt liv, som alle andre, og det skal også indbefatte ferieoplevelser. Det mener forstanderen på plejehjemmet Kildevang i Mårslet ved Aarhus. Hun har lejet en campingvogn ved Saksild Strand, hvor beboerne på skift tager på ferietur

Plejecenter Kildevang i Mårslet har lejet en campingvogn med stort fortelt på campingpladsen ved Saxild Strand for at give de gamle beboere oplevelsen af at komme på campingferie som før i tiden. De tager ud i små grupper beboere på heldagstur, hygger sig på campingpladsen og følger med i badelivet.
Plejecenter Kildevang i Mårslet har lejet en campingvogn med stort fortelt på campingpladsen ved Saxild Strand for at give de gamle beboere oplevelsen af at komme på campingferie som før i tiden. De tager ud i små grupper beboere på heldagstur, hygger sig på campingpladsen og følger med i badelivet. . Foto: Lars Aarø.

To kvinder gynger sammen i regnen på en østjysk campingplads. Jenny og Charlotte sidder helt tæt, læner sig tilbage på det brede fletsæde og lader sig slynge op mod de regntunge skyer. Det siler ned, men de hviner og griner som to småpiger. De er på campingferie ved Saksild Strand syd for Aarhus med plejehjemmet Kildevang i Mårslet, hvor de begge har deres hverdag. Jenny Thomsen er beboer. Charlotte Sanner er sosu-hjælper. Men lige nu er de mest veninder i en gynge, og de nægter at lade regn spolere feriefornøjelserne.

”Der er ikke noget galt med vejret. Det er, som det er,” siger Charlotte Sanner og griner stort under en bredskygget gul sydvest.

”Vi tager udgangspunkt i det, som er, og det, som beboerne har lyst til her og nu. Det er vigtigt for os at lade spontaniteten styre, så vi får det bedst mulige ud af alle situationer i hverdagen,” forklarer hun.

Spontanitet og hensyn til beboernes egne ønsker er centrale principper på plejehjemmet Kildevang, hvor forstander Birgit Wienke Jørgensen arbejder på at udvikle en plejehjemskultur, der i højere grad bygger på ligeværdighed mellem personale og beboere, og forsøger at skabe et meningsfuldt hverdagsliv med afsæt i beboernes og ikke institutionens eller personalets behov. Derfor reagerede hun resolut og lejede en campingvogn på Saksild Strandcamping, da beboerne blev grebet af feriestemning og begyndte at snakke om, at de gerne ville på campingtur.

”Selvom man bor på plejehjem, kan man også have brug for ferie og for at trække stikket en gang imellem, lige som alle vi andre,” siger Birgit Wienke Jørgensen.

”I morgen er der sikkert flere af de beboere, vi har med herud, som ikke kan huske, at de har været her, men de kan højst sandsynligt stadig mærke, at de har haft det rart. Det, at man får lov til at genopleve noget, man måske har gode minder om sammen med sine børn og børnebørn, vækker positive følelser og giver livskvalitet i hverdagen.”

På Kildevang er omsorgsarbejdet blandt andet inspireret af den amerikanske plejehjemsfilosofi Eden Alternative, som især fokuserer på at styrke ligeværdige relationer mellem mennesker og på et meningsfuldt hverdagsliv med beboernes behov som omdrejningspunkt. Men den engelske psykolog Tom Kitwood er også kilde til inspiration for plejehjemmet. Kitwood var i høj grad fortaler for at flytte fokus fra sygdom til menneske i omsorgen for de demente. Han anså det for afgørende at anerkende de dementes sociale og følelsesmæssige behov og at se følelser som kilden til velvære. I det perspektiv kan campingturen være vigtig for beboerne på Kildevang, også selvom den måske ikke bliver husket som begivenhed.

Regnen trommer på forteltets tag, og campingværten kommer med en ny gasflaske til varmeapparatet. Indhyllet i tæpper småsnakker beboere og medarbejdere over kaffe og rundstykker om regnvejret og om deres ferieture før i tiden.

Der er tre ansatte med på turen til Saksild sammen med tre beboere. De får samtalen til at glide og sørger, uden at det virker påfaldende, for at alle kan deltage, og for at emnerne kalder på erindringer. De deler også deres egne oplevelser og minder med beboerne. Det lyder som almindelig kaffeslabberas, men det er en form for reminiscensarbejde, de hele tiden praktiserer i det små. Som fagbegreb betyder reminiscens et systematisk arbejde med demente menneskers erindringer for at styrke jeg-bevidstheden, og på Kildevang har det høj prioritet.

På legepladsen har Charlotte Sanner og Jenny Thomsen nu efterhånden fået afprøvet både gynge, hamsterhjul og hoppebold, mens de snakker om fortid og nutid, griner og pjatter. De får umærkeligt brugt både krop og hjerneceller, uden at det har træning eller rehabilitering som overskrift.

”Jeg kan godt lide den måde, vi arbejder på. Det giver så meget livskvalitet for mig at se beboerne blomstre og trives. Jeg kan lide at se mennesket før sygdommen og at bruge hjertet før intellektet. Det gør det sjovt og rart at gå på arbejde, og man får så meget igen,” forklarer Charlotte Sanner.

”Hvad er det, du gør,” himler Jenny Thomsen op. ”Du er vist ikke for klog. Jeg tror, du skal have dine skolepenge tilbage!”

Hun har sat sig på en rød gokart, der er tiltænkt nogen, som er en del numre mindre, og Charlotte Sanner maser med at skubbe hende gennem det våde græs.

”Dem har min far og mor nok aldrig fået betalt,” lyder det rappe svar. ”Ja, så er der ikke noget at sige til, at jeg er den klogeste af os to. Men jeg har også præliminæreksamen,” giver Jenny igen med et glimt i øjet. Præliminæreksamen. Hun gentager det flere gange, så der ikke kan være nogen tvivl. Om det nu skyldes den gamle eksamen eller ej, så lykkedes det virkelig for den 79-årige Jenny at skubbe den langt yngre sosu-hjælper temmelig langt over grønsværen, da de endelig får byttet plads.

Jenny Thomsen virker umiddelbart som en kvinde med både fysisk og mentalt overskud. Men da hun kort efter atter sidder i campingvognens fortelt, hvor de andre er ved at gøre klar til en hyggelig feriefrokost med sild og snaps og laks og rejer, er oplevelserne på legepladsen forsvundet. De er ikke lagret som erindring. Hun ser overrasket ud ved at høre, at hun skulle have gynget, hoppet, løbet i hamsterhjul eller kørt i gokart, og det endda for lidt siden. Men hun er lige snakkesalig og fuld af godt humør.

Kildevangs forstander Birgit Wienke Jørgensen er ikke i tvivl om, at Jenny og de andre beboere får bedre livskvalitet ikke bare af at komme på campingtur, men i det hele taget ved at blive mødt som hele mennesker med ønsker og behov, som skal tages alvorligt i stedet for bare at blive set som en sygdom eller diagnose. Og i princippet mener hun, at alle plejehjem kunne gøre som Kildevang.

”Vi har ikke flere penge end andre, og hvis kommunen skærer yderligere ned, vil det selvfølgelig give os nogle begrænsninger. Men man skal passe på med at sige, at så kan ingenting lade sig gøre. Når vi tager af sted på camping, er der selvfølgelig færre til arbejdet derhjemme, men så må vasketøjet måske vente til i morgen. Det er der ikke noget at gøre ved,” siger hun.

”For at kunne prioritere sådan, må man som leder skabe rammer, sætte retningen, vise vejen og tydeligt kunne signalere, hvad det er for et menneskesyn, der skal styre kulturen. Det kræver, at man tør at give medarbejderne større frihed, men også at man har fleksible og engagerede medarbejdere. Og det har jeg i høj grad,” konstaterer forstander Birgit Wienke Jørgensen.