Prøv avisen

Maden til ældre er bedre end sit rygte

Den færdiglavede mad, der uddeles til tusinder af borgere på de danske plejehjem og i eget hjem er ofte udsat for kritik, men en ny undersøgelse viser, at størstedelen af de ældre er ganske tilfredse med maden. Foto: Gregers Overvad/Polfoto

Selvom udbragt ældremad har et blakket ry, viser en ny undersøgelse, at langt de fleste er godt tilfredse med maden. For når emnet debatteres, er det ofte andre end de ældre selv, der kommer til orde, mener en af forskerne bag

Op til nytår satte et billede af en færdiglavet grønlangkål ledsaget af hamburgerryg og kålpølse sindene i kog hos tusinder af Facebookbrugere. Retten, der var fotograferet i den emballage, den var ankommet i til en af Gribskov Kommunes ældre, fik diverse latrinære skældsord med på vejen og blev ledsaget af tusinder af medfølende kommentarer rettet mod landets ældre. Den udbragte ældremad var ganske enkelt for ringe, lød kritikken.

Nu viser en ny, landsdækkende undersøgelse fra Aarhus Universitet imidlertid, at landets ældre faktisk er ganske godt tilfredse med den mad, de får leveret fra diverse madleverandører.

I undersøgelsen blev over 300 ældre borgere, der stadig bor i eget hjem i seks danske kommuner. spurgt om deres holdning til den mad, de fik bragt ud. Og her var 67 procent af de ældre enten tilfredse eller meget tilfredse med den leverede mad, mens otte procent var decideret utilfredse, og 25 procent hverken var tilfredse eller utilfredse. Det overraskede Helle Huus Bjerge, videnskabelig assistent fra institut for fødevarer på Aarhus Universitet, der var med til at gennemføre undersøgelsen:

”De ældres holdning til maden fra madleverandørerne var overraskende positiv. Medierne fremstiller ellers ofte madservicen til ældre i et meget negativt lys med historier om dårlig service og en ringe kvalitet. Så da vi skulle undersøge de ældres holdninger til den mad, de fik udefra, frygtede vi, at de ville dumpe den over hele linjen. Men de synes faktisk langt bedre om maden, end vi havde forventet.”

Og det glæder Rikke Hamfeldt, der er seniorkonsulent for det sundhedspolitiske område i Ældre Sagen, hvis ledelse ellers ofte har kritiseret kommunernes madservice til de ældre:

”Det er nogle glædelige resultater. Men jeg er egentlig ikke så overrasket. Vi ved godt, der er mange, som er ret tilfredse med den mad, de får fra leverandører, men når det er sagt, så ved vi også, at der er en tendens til, at når man ikke kan lave mad til sig selv længere, er man ofte glad, når bare man kan få noget mad. De ældre er typisk meget taknemmelige for den mad, der bliver bragt til dem.”

Hos Det Danske Madhus, der stod bag den tilsyneladende så kontroversielle grønlangkål, og som bringer mad ud i samtlige af de kommuner, der er med i undersøgelsen fra Aarhus Universitet, er administrerende direktør Henrik Solkær heller ikke overrasket. Han genkender nemlig mønsteret fra de undersøgelser, kommunerne og virksomheden selv laver blandt deres brugere og kunder:

”I de brugerundersøgelser, vi selv laver, ligger tilfredsheden hos de ældre normalt på mellem 80 og 90 procent hver gang. Det er en af de bedst bevarede hemmeligheder, at seniormad faktisk er lækker og smager godt, og det dårlige rygte, som synes at omgærde maden, er ganske enkelt ikke noget, vi genkender, når vi taler med vores kunder.”

Det hører ifølge Henrik Solkær med til historien om grønlangkålen, at maden på det omdiskuterede billede stadig lå i sin transportemballage og derfor tager sig mindre godt ud, end hvis den havde været anrettet på en tallerken. Siden debatten florerede, tog borgmester i Gribskov Kommune Kim Valentin (V) i øvrigt til genmæle over for kritikken og satte selv tænderne i retterne fra Det Danske Madhus, som han efterfølgende roste vidt og bredt på Facebook og i landsdækkende medier.

Helle Huus Bjerge har også selv fulgt den ofte meget kritiske debat om den udbragte ældremad, og grundlæggende er det ikke så underligt, at resultaterne fra hendes undersøgelse viser et andet billede end det, man som mediebruger hvirvles ind i. For det er sjældent de ældre selv, der står i front, når debatten ruller:

”Disse resultater minder os om, at vi nok i højere grad bør lytte mere til de ældre, når vi debatterer forholdene på ældreområdet. Der er en tendens til, at det er de pårørende eller plejehjemspersonalet, der formulerer kritikken frem for de ældre selv, når historierne om dårlig ældremad eksploderer i medierne. På den måde risikerer vi at lægge vores egne perspektiver ned over ældreområdet, og det er jo i grunden lidt skævt, når det ikke er vores, men deres forhold, det handler om. Så måske burde vi blive bedre til at spørge de ældre om, hvad de ønsker, frem for, hvad vi ønsker for dem.”

En iagttagelse, som antropolog og ældreforsker ved Professionshøjskolen Metropol Jens Kofod også har gjort sig. Han mener, at debatten om ældres vilkår i Danmark ofte bliver en ensporet, materiel snak om fysiske forhold som mad og pleje, mens det sociale og følelsesmæssige bliver glemt.

”Debatten om ældre i Danmark er ofte enormt fokuseret på det fysiske og det praktiske som hjemmehjælp og i dette tilfælde madkvalitet. Det er så typisk, at vi hvert år omkring juletid ser en eller anden forargelseshistorie, som løber løbsk på de sociale medier. Så fokus har det ofte med at blive alt for ensporet, når offentligheden debatterer de fysiske ting så isoleret. For god mad sikrer ikke i sig selv de ældre et godt og meningsfuldt liv. Det er derimod alt det uden om maden, der gør det – måltidsoplevelsen som helhed.”

Hos Ældre Sagen understreger Rikke Hamfeldt dog, at debatten om maden er vigtig at tage, for underernæring er et meget konkret problem hos flere ældre. I 2014 udsendte Kost og Ernæringsforbundet i samarbejde med Arla rapporten ”Underernæring – det skjulte samfundsproblem”, hvor de dokumenterede, at mere end 60 procent af borgerne i ældreplejen er i risiko for at udvikle underernæring. I forsøget på at komme dét problem til livs igangsatte Sundhedsministeriet (Det nuværende Sundheds- og Ældreministerium) i 2015 projektet ”Spisevenner”, hvor 12 kommuner fik del i en pulje på 5,8 millioner kroner til at udvikle mere sociale rammer omkring måltidet.

Det kunne for eksempel ske gennem café-udflugter eller ugentlig fællesspisning med andre af kommunens ældre på det lokale plejehjem. Men hvorvidt projektet har hjulpet, stiller Helle Huus Bjerge sig skeptisk over for, for efterspørgslen på den slags arrangementer fra de ældre selv er meget lav. I undersøgelsen fra Aarhus Universitet fremgik det nemlig, at over 80 procent af de ældre i egen bolig ikke benyttede sig af den slags madfællesskaber, oftest fordi de ikke følte et behov:

”Det tyder på, at de ældre ikke ønsker at spise med hvem som helst. De vægter det at spise sammen med venner og familie meget højt, men hvis det er fremmede personer i for eksempel et kommunalt initiativ, er det ikke lige så interessant. Det kunne rejse et spørgsmål, om hvorvidt fokus og prioritering er rigtig.”8