Forfatter og foredragsholder Leif Hjernøe, der af Kristeligt Dagblads læsere vil være kendt som en af avisens radio-tv-anmeldere, har et helt særligt forhold til H.C. Andersens eventyr ”Thepotten” fra 1868. Når han hører eller læser historien om den stolte tepotte, der endte sit liv som et potteskår, ledes tankerne tilbage til hans barndom under Anden Verdenskrig.
Hver gang luftalarmen lød, og Leif Hjernøe og hans familie måtte fortrække til deres kartoffelkælder, der fungerede som beskyttelsesrum, læste hans mor således højt af den store digters eventyr. Deriblandt altså også ”Thepotten”.
To sætninger fra eventyret har især fulgt ham, også ind i hans voksenliv.
”Man er et og bliver et ganske andet”. Og ”Velsignet er det at glemme sig selv i andre”.
”Jeg har brugt eventyret utallige gange i min tid som lærer på Egmont Højskolen i årene 1978 til 1998. Det er en højskole, som er specielt indrettet til også at modtage fysisk handicappede. H.C. Andersens lille tekst kan læses som et billede på, hvad der sker med et menneske, når det på grund af et uheld bliver invalideret på en skæbnesvanger måde,” fortæller han.
76-årige Leif Hjernøe mener også, at teksten kan anskueliggøre, hvad der især kan opleves under et højskoleophold - at man glemmer sig selv i andre.
”Jeg har især oplevet det i forbindelse med min omgang med fysisk handicappede på Egmont Højskolen. I løbet af en kort indslusningsperiode sker der det opmuntrende på en højskole, at man lever sig ind i et tæt fællesskab. Den enkelte elev er tilbøjelig til at skifte fra at være selvoptaget til at blive optaget i en gruppe, sådan at personlige forhold og problemer får nogle mere overkommelige proportioner, end de har haft før. Samværet med andre i undervisningssituationer, under måltider og - ikke mindst! - ved festlige lejligheder kan styrke selvtilliden og selvværdet. På en lidt selvmodsigende måde kan man sige, at både lærere og elever finder sig selv på en selvforglemmende måde. Man 'går op i hinanden' ligesom i et kærlighedsforhold,” siger han.
Med H.C. Andersens ”Thepotten” har Leif Hjernøe oplevet, hvordan fortællinger fra barndommen kan få stor betydning senere i livet. De kan lægge sig i underbevidstheden og pludselig en dag vise sig at være værdifulde, give mening og bringe forståelse af en ny livssituation.
”Gode historier kendetegnes ved, at de kan opleves som en slags vedvarende energikilder. De kan i forskellige perioder af opvæksten opleves på varierende måder. Som barn af Anden Verdenskrig gav det, midt i en angstbetonet og kaotisk tid, sammenhæng og mening at få sat ord på sine følelser. Jeg har med mine egne børn og børnebørn erfaret, at genkendelsens glæde er bæredygtig, for nu her igen at benytte et økologisk udtryk. En god historie kan man ikke høre for tit. Tekster kan være så slidstærke, at de kan fortælles og fortolkes igen og igen under skiftende synsvinkler med tilsvarende skiftende udbytte. Spørg blot præsterne, det ved de noget om,” siger Leif Hjernøe.