Da Martha Johannesen fyldte 100 år, var hendes største – faktisk hendes eneste – ønske, at Jørn Hjorting skulle komme og besøge hende på det plejehjem på Frederiksberg i København, hvor hun boede. Det er godt 40 år siden, men 86-årige Jørn Hjorting har aldrig glemt det. Det var dengang, han var radiovært på programmet ”De ringer, vi spiller” på Danmarks Radio, som i sin storhedstid nåede ud til 1,3 millioner lyttere hver onsdag. En af de lyttere var Martha Johannesen.
”Personalet på plejehjemmet kunne jo ikke love hende, at jeg ville komme, så de havde forsøgt at lokke med, at borgmesteren ville komme med portvin. Men det var hun ligeglad med, og portvinen kunne jeg få,” ler Jørn Hjorting.
”Jeg kunne selvfølgelig ikke sige nej, så jeg troppede op, og der var stadig portvin fra borgmesterens besøg om formiddagen. Hun var en meget lille, nærmest gennemsigtig dame, som havde klaret sig selv, til hun var 96 år. Hun havde været enke i 50 år, sagde hun, og så kneb det lidt med bentøjet. Der kommer nok altid noget i den alder, men de små grå celler fungerede upåklageligt, og hun var meget livsklog og livsglad. Vi talte om løst og fast, og jeg spurgte hende selvfølgelig om, hvordan det var lykkedes hende at blive så gammel – dengang var det jo sjældent, at nogen fyldte 100 år. Hun svarede, at hun havde fundet ud af, at hvis hun var lidt nedtrykt, skulle hun bare synge,” siger han.
”Hun sang med på alle sangene i radioen, både dem hun kendte og ikke kendte, og hun sagde, at man kan ikke synge og være sur samtidig. Den enkle livsfilosofi tog jeg til mig, og jeg har aldrig glemt det. Faktisk har jeg fulgt det lige siden, og jeg prædiker det altid til folk omkring mig,” siger han.
Jørn Hjorting synger sjældent højt længere, til gengæld synger han ofte indvendigt, forklarer han.
”Så synger jeg store wienervalse eller Vivaldis ’Årstiderne’, uden at nogen opdager det. Det er vigtigt at finde de glæder, man kan i tilværelsen. Hvis først man giver slip på livsglæden, så er man ilde stedt. Og det var Martha Johannesen god til at minde mig om,” siger han.
Da han var dreng, havde han efter sigende en god sopran.
”Vi skulle have en skolekoncert på skolen, hvor vi opførte Carl Nielsens ’Fynsk forår’. En af drengene har en solo, og det var så mig. Men det var midt under Besættelsen, og der skete det, at den tyske værnemagt beslaglagde skolen, og da vi så skulle flytte ud på en anden skole, en pigeskole, blev koncerten aflyst. Da vi tre år senere kom tilbage til skolen, og koncerten skulle holdes, var min stemme ikke længere til at være sopran,” siger han.
”Det var smukt dengang under Besættelsen, at man samledes rundt omkring på fodboldbaner og sang sammen. Danske sange for at markere, at vi var danskere og ville blive ved med at være det. Det er jo lidt i tråd med, at man ikke kan synge og være sur samtidig; sangen har holdt modet oppe. Det har fulgt mig altid, og jeg kan huske alle Osvald Helmuths sange, fra da jeg var barn. Ellers har jeg jo mest brugt min stemme til at tale,” siger han.
Efter en sang med resten af plejehjemsbeboerne ville Martha Johannesen vise Jørn Hjorting sin lejlighed.
”Hun havde en lille undulat, som var god til at vække hende, hvis hun sov for længe til middag. Og inde foran sengen stod et sofabord, hvorpå der lå en meget smuk kniplingsdug. Den gik hun hen og lettede på, og nedenunder lå et udklip fra et ugeblad med mig. Hun sagde: ’Hver aften, når jeg skal sove, tager jeg dit billede frem, giver det et stort smækkys, og så sover jeg så godt.’ Den kompliment har jeg aldrig glemt.”