Prøv avisen

86-årige Inge bruger hjemmehjælpen til oplevelser

Inge Petersen og Anette Synnøve Sørensen køber ind sammen hver 14. dag. Det har de gjort i snart et år. Foto: Leif Tuxen

Sosu-assistent Anette Synnøve Sørensen troede ikke, det var muligt at bruge to hele timer på indkøb i Rema 1000. Men det kan 86-årige Inge Petersen. Når man som hun har tilbragt et helt liv ved komfuret, giver det tilværelsen mening og værdi at få lov at mærke og lugte til de råvarer, der i dag supplerer hendes alderdoms færdigretter

Inge Petersen kan akkurat nå de grønne pærer fra sin kørestol. Hun vælger dem omhyggeligt ud. Trykker forsigtigt på hver enkelt og snuser til overfladen for at vurdere deres modenhed. Det kan tage forbløffende lang tid at finde de helt rigtige. De skal være modne, men ikke så modne, at hun ikke kan nå at spise dem, inden de går til.

De pærer, der består prøven, puttes sirligt i posen i hendes skød, før sosu-assistent Anette Synnøve Sørensen lægger dem på plads i kurven, og de to kan rulle videre efter resten af varerne på dagens dosmerseddel.

Inge Petersen og Anette Synnøve Sørensen køber ind sammen hver 14. dag. Det har de gjort i snart et år, siden Slagelse Kommune indførte den såkaldte klippekortsordning, der giver svage og sårbare ældre mulighed for at samle såkaldte omsorgstimer sammen til udflugter og aktiviteter, der ikke kan nås på den normerede tid. Nogle af kommunens ældre samler sammen til besøg hos venner og familiemedlemmer, andre til at få læst højt af avisen eller af en god bog og andre igen til at gå en tur i en park eller gennem et bystrøg.

Inge Petersen har valgt at købe ind. I to timer. I Rema 1000.

”Jeg troede simpelthen ikke, at det var muligt. Man kan da ikke bruge to timer i Rema 1000, tænkte jeg. Men det mente Inge sagtens, at vi kunne. Og i dag må jeg give hende ret. Det er fantastisk hyggeligt,” siger Anette Synnøve Sørensen.

Inge Petersen er helt enig. Og det står da også hurtigt klart, at de to ikke kun bruger tiden på at lægge varer i kurven. Alle varer, der løftes af hylderne og vurderes, giver anledning til en snak. Om priser, om smag og om kvantitet og kvalitet. For Inge Petersen ved, hvad hun taler om.

Den 86-årige pensionerede husmor har svunget sydende pander og boblende gryder, siden hun som helt ung pige i huset stak sin arbejdsgiver en lille hvid løgn og svarede ja på spørgsmålet om, hvorvidt hun ud over den almindelige husholdning også kunne lave mad.

Inge Petersens mor, der var en virkelig dygtig kok, blev ganske forfærdet over sin datters påståede madlavningskundskaber og beordrede hende til øjeblikkeligt at fortælle sandheden, nemlig, at hun ikke havde modtaget nogen særlig undervisning i madlavning. Men datteren lyttede ikke.

”Jeg vovede det alligevel. Og den første aften lavede jeg en omgang kartoffelmos med rigeligt smør og sprødt bideflæsk. Det blev de meget begejstrede for, og jeg fik lov at fortsætte med at stå for maden i huset,” siger Inge Petersen.

Hun ligner med sit skælmske smil et kort øjeblik den 16-årige pige, der for snart en menneskealder siden tog fusen på både forældre og arbejdsgivere og samtidig fandt ud af, at hun havde et naturligt talent for at lave mad.

”Jeg havde jo set godt efter, når min mor var i køkkenet,” forklarer hun.

Inge Petersen har siden paneret, braset, syltet og stegt for både andres og egne familiemedlemmer. Ikke mindst for Bent, hendes ægtemand gennem mere end 60 år, og parrets to døtre. Men efterhånden har alder og immobilitet sat en stopper for madlavningen.

Inge Petersen, der i dag er alene tilbage i huset i Slagelse, kan ikke længere stå ved komfuret eller håndtere varme gryder og pander. Og den hjemmelavede mad, der ellers har været en vigtig del af hendes liv og hverdag, er i dag reduceret til frosne færdigretter. Derfor er indkøbene med Anette Synnøve Sørensen så vigtige.

”Jeg kan ikke længere koge blomkålen selv, men jeg kan alligevel finde det bedste hoved og bede hjemmehjælpen skære det ud. Så kan det spises friskt og råt som en salat til en færdigret. Og frokosterne kan jeg selv klare. Jeg køber lidt røget makrel til en købt kartoffelsalat og klipper lidt purløg i haven. Så bliver det alligevel til noget,” siger Inge Petersen.

Sosu-assistent Anette Synnøve Sørensen nikker, men tilføjer så med et smil, mens hun lægger den røgede makrel i kurven: ”Bare jeg slipper for at spise den.”

Anette Synnøve Sørensen bryder sig ikke om fisk. Alligevel giver det overordentlig god mening for hende at købe netop den røgede makrel og de mange andre varer i selskab med Inge Petersen. Hun har arbejdet som sosu-assistent i over 25 år og er meget begejstret for klippekortsordningen, der giver hende mulighed for at hjælpe de ældre borgere med ting, der betyder noget for dem, og som de - vigtigst af alt - selv har bestemt, at de gerne vil.

Nedskæringer og reglementer har på mange måder forandret og måske også forringet Anette Synnøve Sørensens mulighed for at udføre et godt og meningsfuldt stykke arbejde.

Hun siger selv, at så må man tænke alternativt for at gøre plads til det nærvær og den omsorg, som de ældre ofte ønsker sig, men at klippekortsordningen helt klart er et skridt i den rigtige retning mod et system, der i højere grad anerkender, at der altså skal mere end basale fornødenheder til at lave god ældrepleje.

”Det er simpelthen så rart og dejligt at have ordentlig tid og ro til at gøre noget, som virkelig betyder noget og skaber glæde og mening og værdi. Det behøver tydeligvis ikke at være det helt store, der skal til, men ofte bare nogle aktiviteter, der gør, at de ældre, der ikke længere kan de ting, de kunne før, alligevel kan fortsætte med noget af det, der har betydet noget for dem i deres liv. For mig fagligt giver det stor tilfredsstillelse,” siger Anette Synnøve Sørensen.

Hun og Inge Petersen er efterhånden nået gennem supermarkedets mange gange med endeløse hylder, kølediske og stablede konserves. Det sidste, der skal findes, er to glas marmelade. Der er et stort udvalg af syltede jordbær, brombær, ribs og rabarber, men Inge Petersen ved, at de aldrig vil leve op til hendes egne hjemsyltede udgaver, så derfor vælger hun en mere eksotisk variant: et glas med abrikos og et med æble og hyben for afvekslingens skyld.

Før hun og Anette Synnøve Sørensen begyndte at frekventere Rema 1000 i Slagelse, plejede de at købe ind i den lokale Bilka, der ud over et større sortiment også har en lille café, hvor de to kunne afslutte indkøbene med en kop kaffe og en snak. Priserne var dog lidt for pebrede, og fristelserne for store, mente Inge Petersen. Derfor er valget faldet på Rema 1000 de seneste måneder.

”Det var jo nok et fornuftigt skift, men jeg savner nu den kaffe,” siger Anette Synnøve Sørensen, da de står ved kassen og skal betale for dagens indkøb.

Og Inge Petersen må medgive, at sosu-assistenten har ret.

”Jeg synes også, det var rart med den kop kaffe. Og Bilkas knæstrømper var i øvrigt meget bedre. Elastikkerne var blødere og mere behagelige at have på,” siger hun. Og tilføjer efter nærmere overvejelser:

”Jeg tror, det bliver Bilka næste gang.”

Inge Petersen har svunget sydende pander og boblende gryder, siden hun som ung pige i huset fik ansvaret for madlavningen. Foto: Leif Tuxen
Sosu-assistent Anette Synnøve Sørensen bryder sig ikke om fisk. Alligevel giver det overordentlig god mening for hende at købe netop den røgede makrel og de mange andre varer i selskab med Inge Petersen
"Jeg synes også, det var rart med den kop kaffe. Og Bilkas knæstrømper var i øvrigt meget bedre. Elastikkerne var blødere og mere behagelige at have på," siger Inge Petersen. Foto: Leif Tuxen