”Der var ikke noget, der hed kvalitetstid, da jeg havde børn,” fortalte en god bekendt mig, at hendes far lidt fornærmet havde sagt.
Hun siger, at han ikke er glad for ”alt det nye”, som han kalder det, og nu var der sket det, at hendes store datter, i en samtale om hvad der skulle ske de følgende dage, havde sagt: Så kan vi få noget ”kvalitetstid” med mor, og hun havde lavet citationstegn med sine fingre rundt om ordet, da hun sagde det.
Det fik morfaderen til at rynke brynene og give sit besyv med om begrebet kvalitetstid.
Og det havde fået dem alle sammen til at tænke lidt ekstra over, hvad det egentlig var, der var blevet sagt.
Nej, da jeg var barn, var der bestemt heller ingen, der talte om kvalitetstid. Ordet var slet ikke opfundet. Mine forældre, i hvert fald min mor, tilbragte en masse tid sammen med mig, men jeg tror aldrig, hun spekulerede over, om det var ”kvalitet” eller ej. Hun var i gang med dagens mange gøremål, og hvis jeg var der, var det godt, og vi nød at være sammen, og jeg mindes det som stjernestunder.
Kvalitetstid opstod samtidig med, at antallet af forældre med udearbejde voksede, og der var forældre, der var bekymrede over, at de ikke var nok sammen med deres børn. Men så fandt man på, at hvis den tid, man tilbragte sammen med børnene, bare var 24 karat og verdensklasse, så var det helt i orden, at tiden var mere knap.
Det sjove havde været, sagde min bekendt, at både hendes egen datter og hende far havde gjort noget nar af, at tiden, man var sammen, skulle omtales som kvalitetstid.
Hendes far havde fortalt, at da han selv var barn, skulle ”børn ses og ikke høres”, mens hendes datter havde fortalt, at hun altid skulle hjælpe med alt muligt hjemme. Og så kappedes de om at fortælle historier og optrin fra deres barndom, der lå med omkring 60-70 års mellemrum. Min bekendt lyttede med stor undren til det hele.
Og så var hun selv kommet til at tænke på, at det allerbedste, hun huskede tilbage på fra sin egen barndom, var, når der var stor vaskedag i hendes hjem, og hun og hendes mor brugte hele dagen på at vaske og skylle og vride og skifte vand og tage det tunge vasketøj fra én balje til en anden og begynde forfra igen med det hele og få det til tørring udenfor.
”Man var godt nok træt efter sådan en dag,” sagde hun og så glad ud.
”Der var ikke tid til noget som helst andet, men vi var sammen hele tiden.”
I dag sørger vaskemaskiner og måske tørretumblere for arbejdet, og de fleste børn synes nok, de har hjulpet meget til, hvis de har lagt noget snavsetøj i en bunke. De tror vist, det selv hopper ind i maskinen, tilføjede hun med et lille erindringssuk.
Hendes far sagde så, at han aldrig havde forstået, at moderne familier ville have alle de maskiner, de ødelagde jo netop dette her med at være tæt sammen om noget nyttigt.
Og det fik mig til at tænke på min gamle tante, der stædigt nægtede at få en opvaskemaskine, for som hun sagde: Så ville jeg jo aldrig få noget at vide!
Hun stod hver aften sammen med sin store datter, mens de vaskede op. Min tante tog sig af selve opvasken, hendes datter tørrede af, og min tante forklarede: Det er jo ved opvasken, at vi rigtig får snakket sammen, og at min datter fortæller mig alt det, jeg ellers ikke får at vide.
Min venindes far og hans kone har nu fået en opvaskemaskine, skønt han især som sagt ikke kan lide ”alt det nye”. Men faktisk er det sådan, at de meget sjældent bruger den. De hygger sig med deres gamle rutine.
Nu er der ikke længe til årsskiftet, og jeg tror, at tanker om tiden melder sig for de allerfleste. Et år er gået. Hurtigt, synes man, når man hører hjemme i seniorklassen. Er tiden brugt godt og rigtigt? Blev den fyldt ud på den rigtige måde? Der er nemlig ikke nogen fortrydelsesret.
Og hvad med tiden der kommer? Hvad vil den bringe mig? Og vil jeg forstå at udnytte den betydningsfuldt? Den opmærksomhed, synes jeg, at den dyrebare tid har krav på.
Livets stjernestunder opstår vidt forskelligt. For nogle er det erindringen om en vaskedag for andre fællesskabet omkring et vigtigt gøremål.
Og hvad enten vi kan lide at bruge udtrykket kvalitetstid eller ej, så er det en stor berigelse, når vi finder ud af, hvordan man får det.