”Med børn skal land bygges”

Journalist og forfatter Frode Muldkjær har hele sit liv som børneradiovært og formand for Børns Vilkår og Børnerådet kæmpet for børns ret til en tryg og kærlig opvækst

En artikel om en mands dom for vold mod sin hustru, men ikke mod sine børn blev bestemmende for Frode Muldkjærs kamp for at afskaffe revselsesretten i Danmark.
En artikel om en mands dom for vold mod sin hustru, men ikke mod sine børn blev bestemmende for Frode Muldkjærs kamp for at afskaffe revselsesretten i Danmark. . Foto: Henning Bagger/Scanpix.

For Frode Muldkjær blev en artikel, han læste i 1972 i det nu hedengangne dagblad Aktuelt, bestemmende for hans livsgerning som fortaler for afskaffelsen af revselsesretten og hans engagement i børns vilkår.

Den pågældende artikel omtalte en domsmandsretssag i Odense, hvor en mand blev dømt for vold mod sin hustru. Manden var kommet hjem i stærkt beruset tilstand, og et skænderi udartede til vold. Parrets to børn på tre og seks år forsøgte at forsvare deres mor. Faderen daskede det ene barn væk, mens det andet blev kastet ind i en væg, så han kunne fortsætte med at tæve hustruen.

Manden blev frikendt for vold mod børnene, idet retten med to stemmer for og en imod henviste til hans revselsesret.

”Det chokerede mig, og jeg begyndte at undersøge, hvad den revselsesret gik ud på. Det viste sig, at den var fra 1683,” siger den 67-årige Frode Muldkjær.

Han har i en årrække lavet børneradio som ”Søndagskvisten” i DR, og han har været med til at stifte organisationen Børns Vilkår og har været formand for Børnerådet. For nylig blev han tildelt Grundtvigs Pris 2015 for sit initiativ med at drive Danmarks mindste højskole, Garagehøjskolen, i sin garage i Dronninglund i Nordjylland.

Tilbage i 1972 var han i gang med at uddanne sig til journalist på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, og da han skulle skrive den afsluttende hovedopgave i 1975, besluttede han, at den skulle sætte fokus på vold mod børn.

”Min opgave røg i Radio-avisen og vakte en del opsigt,” siger Frode Muldkjær, der arbejdede videre med sagen.

Og i 1976 kunne han i samarbejde med børnelægen Svend Heinild og socialrådgiveren Tine Bryld under overskriften ”Med børn skal land bygges” holde et tribunal i Ballerup, der satte fokus på revselsesretten.

”Når tribunalet kom til at hedde sådan, var det, fordi en stærkt spastisk ung mand formulerede sætningen til en foredragsaften i Huset i Aarhus, som jeg deltog i. Efterfølgende udgav jeg en bog med alle indlæggene fra tribunalet. Og året efter blev Børns Vilkår stiftet, som jeg var formand for en del år.”

”Diskussionen om revselsesretten var en stor mediesag, og jeg mødte modstand fra blandt andre tidehvervsfolk som nu afdøde sognepræst Jesper Langballe og hans fætter, sognepræst Søren Krarup. De mente, at nu ville behandlersamfundet lave ensrettede byggeklodser, men hensigten var modsat. Nemlig at pege på nødvendigheden af, at voksensamfundet indrettede sig langt mere efter børns behov. Svend Heinild formulerede dengang de fire hovedområder, at børn har brug for omsorg, tryghed, opmærksomhed og kærlighed.”

”Jeg så for nylig, at man verden over havde spurgt børn om, hvad de ønskede af deres forældre. Svaret var 'mere tid', uanset hvor i verden de var fra. I de 25 år, jeg har lavet børneradio, har det også altid været et emne, at børn ønsker sig mere tid og samvær med deres forældre. Når forældre ikke har den prioritering i forhold til deres børn, har det at gøre med deres arbejdsliv og manglende evne til at være til stede. Det er de to haltende ben, forældre render rundt med,” siger Frode Muldkjær og tilføjer:

”Men giver vi børn en ordentlig opvækst med de fire omtalte Heinild-områder, så er chancen for, at de bliver hele mennesker til stede med evnen til at skelne mellem godt og ondt og skidt og kanel.”

Revselsesretten blev afskaffet i Danmark i 1997.