Det blev for alvor tydeligt, hvor højt Bente Sorgenfrey prioriterede sit arbejde, da hun fik kræft og alligevel tog på arbejde med nålen fra kemoterapien stadig siddende i armen.
Det var i år 2000, og hun var formand for pædagogernes fagforening, BUPL, så hun havde ikke tid til at være syg, følte hun. Hun ville skabe og forandre. Det var den, hun var. Det var først, da hendes krop for alvor begyndte at reagere på sygdommen, og hun blev bange for at dø, at hun stoppede og tænkte: Har jeg egentlig styr på mine prioriteringer?
”Var jeg blevet spurgt for 20 år siden om en sætning, der virkelig betød noget for mig, havde den ikke handlet om kærlighed. Eller familie for den sags skyld. Jeg følte, at hele verden lå åben for mig, så mit hoved var simpelthen et andet sted,” siger hun.
Men det ændrede sig med sygdommen. Og med ægteskabet, som kort forinden var gået i stykker efter 19 år. Der havde været krise et stykke tid, ikke mindst på grund af hendes dedikation til arbejdet, og med den alvorlige sygdom oveni befandt Bente Sorgenfrey sig i det, hun selv kalder en livskrise. Men det var kærlighed og tilgivelse, der fik hende ud af den. Begge dele kom fra eksmanden, som hun nåede at være skilt fra et års tid, inden de giftede sig igen.
”Det lyder måske banalt, men det blev pludselig tydeligt, hvad der faktisk betyder mest for mig, nemlig min mand og min familie og nærmeste relationer,” siger hun.
Det var i den forbindelse, hun kom på det – for mange – velkendte bibelcitat fra Paulus, der i Første Brev til Korintherne skriver: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind... Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt... Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
Bente Sorgenfrey betragter sig selv som kristen og kommer også i kirken indimellem, men det var ikke så meget derfor, at det blev et citat fra Bibelen, der kom til at følge hende. Det var mere oplevelsen af, at netop de ord fangede hendes store taknemmelighed over at føle sig rummet af kærligheden – lidt på trods. Lige siden har hun forsøgt at betale tilbage, især ved at være mere nærværende, lægge computer og telefon fra sig og prioritere sin familie på en anden måde end tidligere. Hun er stadig ikke fejlfri, erkender hun, men hun fortaber sig ikke i arbejdet som før.
”Det handler jo om at prioritere. Mit job er stadig vigtigt, og jeg er nødt til at prioritere det, men jeg er blevet bedre til at skille tingene ad. Tidligere flød arbejdet ud over det hele. I dag skærmer jeg af, så der bliver plads til familien,” siger hun.