Prøv avisen
Ord der tæller

Min mor lærte os, at alle skal have en tak

Mogens Lindhardt fungerer i dag som hjælpepræst ved Vor Frelsers Kirke. – Foto: Paw Gissel

Tidligere rektor på Pastoralseminariet Mogens Lindhardt tænker ofte på den sætning, hans mor sagde, når nogen fortjente anerkendelse for deres arbejde

Mogens Lindhardts mor læste meget og talte ofte i citater. En af de ting, hun af og til sagde, var: ”Selv en luder vil gerne høre det lille ord ’tak’.” Egentlig er det noget mærkeligt noget at sige, og Mogens Lindhardt kan heller ikke huske, hvor hun havde det fra. Men betydningen fejler ikke noget.

”Det handler om anerkendelse, om ikke at tage folk som en selvfølge. I de mindste ting. Selv når vi kører taxa eller står ved kassen i et supermarked, siger vi tak,” siger han.

Sætningen dukker af og til op i situationer, hvor man kan glemme at anerkende det arbejde, et andet menneske gør. Det kræver ikke særlig meget, man kan for eksempel bare sige ordet ”tak”.

”Selvom det er vedkommendes arbejde at have kørt mig et sted hen i taxaen eller foretage en handel i supermarkedet, er det at sige tak et udtryk for, at man ikke tager deres arbejde selvfølgeligt,” siger han.

”Jeg tror, at der er brug for, at vi husker at være taknemmelige. Vi bliver hele tiden opdraget til at kigge ind i os selv og forbedre os. Men hvis vi hele tiden fokuserer på noget, der ikke er godt nok, mister vi taknemmeligheden over, at der også er meget, der lykkes. Uanset om det er på arbejdet, i familien, i forhold til andre mennesker. Der kan en sætning som ’selv en luder vil gerne høre det lille ord ’tak’’ minde os om, at vi skal være taknemmelige for det, andre mennesker gør for os,” siger han.

Mogens Lindhardts mor kunne finde på at sige sætningen, når Mogens Lindhardt og hans søskende satte sig til aftenbordet og måske ikke havde tænkt over, at nogen – som regel Mogens Lindhardts mor – havde brugt tid og energi på at lave den mad, de skulle spise.

”Hun ville nok få os til at forstå, at når man har gjort sig anstrengelser for at gøre noget for andre, bør det anerkendes. Det er ligesom at sige tak for mad, at man ikke tager det, at der er mad på bordet, som en selvfølgelighed. Selvom man kan have lavet brødet selv og dyrket kornet selv, takker man for maden alligevel. Man erkender, at man er taknemmelig for at få mad i maven. Også selvom det er en helt almindelig del af tilværelsen,” siger han.

”Min mor blev født i 1917, og hun klarede at få en studentereksamen og finde en mand og blive husmor. Så kom de år, hvor man fik maskiner i hjemmet, hvilket betød, at de unge piger i huset forsvandt, og man skulle sørge for alting selv. Hun havde ingen at snakke med eller styre, og det vil sige, at alt det arbejde, hun gjorde, blev usynligt. Det var ofte i den sammenhæng, at hun sagde sætningen. Dels for at opdrage sine fire sønner til, at det ikke var selvfølgeligt, at tingene var klar, men også når hun havde fornemmelsen af, at mennesker blev taget som en selvfølge,” forklarer han.

Senere fik Mogens Lindhardts mor selv et arbejde, da hun blev healer. Også der kunne hun finde på at sige sætningen, når hendes klienter ikke satte pris på hendes arbejde.

”Hun syntes måske ikke, at det var så vigtigt, om hun fik penge eller ej, men mere at det blev anerkendt. At hun gjorde sig nogle anstrengelser på andres vegne,” siger han.

Om vi er blevet dårligere til at sige tak generelt, er svært at svare på, siger 70-årige Mogens Lindhardt.

”Ikke i det private, blandt venner og familie. Men min fornemmelse er, at mange arbejdspladser er blevet betydeligt mere kølige og brutale i tonen: ’Hun gør jo bare det, hun får sine penge for, hun skal være glad for at have et arbejde og har ikke krav på mere end det.’ Her forsvinder anerkendelsen, folk tages som en selvfølge, og så er der måske brug for at mindes citatet igen,” siger han.