”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”

Domprovst Anders Gadegaard mistede som ung sin mor. Et tab, han kalder meningsløst og tragisk, men som på trods rustede ham til at møde andre i deres sorg

Anders Gadegaards mor tog sit eget liv, da han var i 20'erne, og han oplevede, at hans egen sorg blev en ressource, han kunne øse af. - Privatfoto.
Anders Gadegaards mor tog sit eget liv, da han var i 20'erne, og han oplevede, at hans egen sorg blev en ressource, han kunne øse af. - Privatfoto. Foto: Privatfoto.

Som 31-årig blev Anders Gadegaard præst i Sions Kirke på Østerbro i Købehavn. Over indgangspartiet til kirken står indledningen til et bibelvers fra Andet Korintherbrev kapitel 12, vers 9: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

”Verset er blevet en livsledsager for mig,” siger 62-årige Anders Gadegaard, der i dag er domprovst ved Københavns Domkirke.

Fra begyndelsen vakte det genklang i ham som en opmuntring og trøst.

”Som ung præst kunne der være mange forventninger at leve op til. Så var det godt at vide, at gør man, hvad man kan, så er det godt nok. Så sørger Guds nåde for resten,” siger han og husker, hvordan han kunne føle sig magtesløs over for de mange begravelser, han skulle forrette.

”Jeg tænkte på, hvad de efterladte mon tænkte om, at sådan en ung knøs skulle begrave deres kære. Men min erfaring er nu, at stiller man sig til rådighed, så handler Gud igennem én. Man kan sige, at i følelsen af magtesløshed, der handler Gud.”

Det erfarede han også, i tiden efter at han som 26-årig mistede sin mor. Hun tog sit eget liv, og han så hende, lige inden hun blev kørt væk.

”Det er i sig selv meningsløst og tragisk. Vi skal ikke forsøge at tillægge sådanne begivenheder mening. Men jeg oplevede, at jeg ud af det tab og den smerte blev bedre rustet til at leve mig ind i andre menneskers sorg og smerte. På den måde blev min egen sorg en ressource, jeg kunne øse af. I min egen magtesløshed udfoldede der sig en kraft til at tage vare på andre.”

I alle hans år som præst har verset fulgt ham. Det har ikke været en bevidst beslutning, men det er blot kommet til ham. Når han holder gudstjeneste, siger han det til sig selv, når han som den sidste knæler og modtager nadveren. I Guds nådes perspektiv kan man holde sig selv, ud eksempelvis også, når man knæler der ved alteret og er utilfreds med det, man fik sagt i sin prædiken.

”Det er på sin vis blevet min egen lille gudstjeneste i gudstjenesten,” siger Anders Gadegaard, der bruger verset indirekte, når han prædiker, og særligt når han fører sjælesørgeriske samtaler.

”Det er for mig at se troens kerne. Guds nåde er dybest set nok. Intet kan få min tilværelse til at bryde endegyldigt sammen, fordi jeg er indhyllet i Guds nåde. Har man bare fat i en flig af det, så er det en utrolig styrke og ressource. Så er der strengt taget ikke noget, der kan splintre ens tilværelse.”

Anders Gadegaard sammenligner tilværelsen med et pendul, der svinger fra en klippefast tro på, at Gud omslutter en i sin nåde, til et punkt, hvor total fortvivlelse råder. Tilværelsen rummer altid både-og. Men har man netop Guds nåde som det ene af pendulets punkter, kan man stole på, at det pendul, der altid er i fart, igen på et tidspunkt rammer visheden om Guds nåde.

”På den måde trøster og styrker verset mig som enkelt individ, men på samme tid taler det til mig om, hvad der er vigtigt, og hvor man skal have fokus i fællesskabet.”

”Guds almagt, den universelle magt, den udøves i magtesløshed. Den allerstørste magt, livskraften, den udøves, når vi føler os allermest ubehjælpsomme og skrøbelige. Vores egne værdier vendes her på hovedet. Det betyder, at vi som kristne må have øje for, hvor magtesløsheden kommer til udtryk, så vi her kan hjælpe og række en hånd ud. Hvor kristeligt et fællesskab eller et samfund er, viser sig i, hvor gode vi er til at have omsorg for de mest magtesløse.”