I 2016 døde den britiske systemiske teoretiker Peter Lang. Med hans død mistede den danske sorgterapeut Jes Dige sit forbillede, men også sin personlige mentor.
De to mødte hinanden i begyndelsen af 1990’erne, lige omkring da Jes Dige begyndte sit sorgterapeutiske arbejde med børn hos Kræftens Bekæmpelse. Og mentoren Peter Lang sagde dengang nogle ord, som 68-årige Jes Dige har holdt fast i siden.
”Han lærte mig, at når vi møder et andet menneske, bør vi møde det med undren og nysgerrighed – fra den ikke-videndes position,” fortæller Jes Dige, som mange kender fra DR-dokumentaren ”Mor er død – men det taler vi ikke om”, der blev sendt for præcis et år siden.
Ordene ramte ham i sin tid, fordi de gjorde ham opmærksom på vigtigheden af at møde fremmede mennesker med nysgerrighed og respekt.
”Hvis vi gerne vil lære et menneske at kende, er vi nødt til at spørge ind med nysgerrigheden som udgangspunkt, for ellers risikerer vi at dømme den anden,” forklarer Jes Dige, der bor sammen med sin hustru i Blokhus i Nordjylland og i dag arbejder i organisationen Skyggebørn, som han selv har stiftet.
”Jeg kan give et klokkeklart eksempel fra mit arbejde,” siger Jes Dige og tilføjer:
”En familie med mor og far og to børn. Moderen var socialrådgiver, og faderen var stilladsarbejder, og hun blev syg af kræft og døde. Jeg spurgte så børnene: ’Hvem af jeres forældre var god til at snakke med jer om mors sygdom?’”
Jes Dige havde sine anelser om, at det nok var moderen, som jo både var kvinde og socialrådgiver, der var børnenes fortrolige i forbindelse med kræftsygdommen. Men det viste sig at være faderen.
”Hvis jeg havde fulgt mine egne fordomme og fulgt min egen forforståelse, havde jeg måske aldrig opdaget børnenes vigtige forhold til deres far. Derfor er den ikke-vidende position så vigtig for mig,” forklarer han.
Men mentorens ord har ikke kun haft indvirkning på Jes Diges professionelle liv – også når han har fri, bærer Jes Dige dem med sig. Som en slags lampe, der blinker, hvis der er fare for, at han bliver for doven og drager hurtige og fordomsfulde konklusioner om andre mennesker.
”Når jeg for eksempel er til et sølvbryllup og bliver bænket ved siden af en masse mennesker, jeg ikke kender, spørger jeg bevidst ikke mine sidemænd, hvad de laver til daglig,” fortæller Jes Dige.
”Jeg prøver med: ’Hvem er du egentlig?’ og ’Hvordan er din relation til sølvbrudeparret’, og tit skaber det en helt anden snak om, hvem vi er, og hvad vi interesserer os for.”