Musik giver demente livskvalitet

Den hollandske præst Leendert Schoutens (1828-1905) verdensberømte tabernakel  -- Foto: Louise Wendt

Hanne Mette Ochsner Ridder har selv arbejdet som musikterapeut på plejehjem, men forsker nu i, hvordan man bruger musikken til at højne livskvaliteten for demente plejehjemsbeboere. – Foto: Skagenmedia.

En fællessang eller dans til musik gør underværker for ældre med demens. Ved at synge sammen med dem på plejehjemmene kan man trække dem ud af den isolation, de ofte befinder sig i, siger ekspert

De husker ikke, hvem de havde besøg af i går. De trækker sig ind i sig selv, isolerer sig og bliver stille. Eller de rammes af angst og bliver urolige. Måske mister de også helt evnen til at tale og på den måde muligheden for at kommunikere med omverdenen. De demente ældre på landets plejehjem er en helt speciel gruppe af mennesker, der kræver en særlig pleje, hvis de skal have en god og værdig tilværelse.

LÆS OGSÅ: Med Mozart som psykolog

Og en helt oplagt nøgle til de demensramtes ensommes indre kan meget vel være musikken. Det fortæller professor i musikterapi ved Aalborg Universitet Hanne Mette Ochsner Ridder.

Tidligere var man kun opmærksom på at dække de demensramtes helt basale fysiske behov, men nu er man heldigvis blevet opmærksom på, at man ved at bruge musikken også kan dække andre vigtige behov såsom at få stimuleret deres sanser og give dem følelsen af at være en del af et socialt fællesskab, siger professoren.

Ifølge Hanne Mette Ochsner Ridder er der især tre vigtige grunde til at bruge musikken i plejen af de ældre. Først og fremmest kan musikken bruges til at skabe genkendelse, hvilket skaber tryghed for den enkelte. Den kan også skærpe koncentrationen og få dem til at være til stede i nuet i stedet for at lukke sig inde i sig selv. Og sidst, men ikke mindst har mennesker med demens som alle andre et behov for at føle sig som en del af et socialt fællesskab, og hertil er sang og musik en enestående mulighed.

Det at kunne indgå i en social sammenhæng er meget vanskeligt for demensramte. De bliver let isolerede. Men i det at synge sammen ligger der en social interaktion, forklarer Hanne Mette Ochsner Ridder og fortæller, at samværet om musik kan tilrettelægges på mange måder og være sat i mere eller mindre faste rammer.

Nogle steder arbejder man i faste små grupper med at synge, nogle steder danser man til folkemusik, mens andre synger i et kor eller blot lytter til musik, siger hun og slår fast, at også de ældre demente mennesker, der ligger for døden, kan have stor gevinst af at lytte til musik eller at blive nynnet for i den sidste tid for at mindske deres uro.

Hvad angår valget af den musik, man bruger til de ældre med demens, er der ingen facitliste. Det afhænger af gruppen af ældre, og når det bruges individuelt, bør der tages udgangspunkt i den enkeltes liv og præferencer.

Det gælder om at kende til den enkeltes livshistorie, så man kan finde den slags musik, der kan give dem en god oplevelse. Noget, som måske fremkalder gode minder fra en periode eller en bestemt hændelse i deres liv. Ikke alle har positive oplevelser med klassisk musik for eksempel, og så er det naturligvis ikke det, man skal spille for vedkommende. Den forkerte musik kan tvært­imod fremkalde angst og uro, siger Hanne Mette Ochsner Ridder og fortæller, at man ud over at vurdere ansigtsudtryk også har målt puls på de demensramte for at vurdere effekten af musikken.

Det kan være svært at måle virkningen af musikken. For vi vil jo gerne have, at oplevelsen skal blive siddende i kroppen og gøre hele den demensramtes dag bedre og ikke kun virke i selve det øjeblik, musikken spilles. Men i nogle undersøgelser, jeg har foretaget blandt urolige demente, kan man se, at pulsen falder markant og signifikant hos fem ud af seks, siger hun og peger på, at der i øjeblikket finder forskning sted, som skal give et større indblik i langtidsvirkningerne.

Selvom musikterapi bruges mere eller mindre formelt på mange plejehjem efterhånden, er der dog stadig nogle barrierer, der skal overvindes, mener Hanne Mette Ochsner Ridder.

Der er en vis blufærdighed forbundet med at synge, og ikke alle ansatte på plejehjemmene bryder sig om at stille sig op og synge, siger hun.

Netop for at imødekomme denne problematik indspillede en gruppe musikterapistuderende fra Aalborg Universitet sidste år en cd, der indeholder numre fra den danske sangskat som Kom maj, du søde milde og I østen stiger solen op. Alle numre er indspillet i et lavere toneleje og tempo end normalt, så det er lettere for de demensramte at synge med, og så er der tillige indspillet en version både med og uden tekst.

Den cd har man endnu ikke anskaffet sig på OK-Huset Gurli-Vibeke i Odense, hvor man ellers ikke holder sig tilbage med at bruge sang og musik i samværet med plejehjemmets 26 demensramte beboere.

Stedets forstander gennem 17 år, Ann-Lene Aagaard, fortæller, at musikken har været en helt naturlig del af hverdagen på plejehjemmet i mange år.

Vi synger rigtig tit med de ældre efter morgenmaden, eller vi samles om eftermiddagen for at synge sammen. Og vi kan også finde på at sætte noget musik på anlægget og danse med beboerne, så meget som de nu kan. Desuden har vi en gang om måneden gudstjeneste her i huset, hvor der også bliver sunget salmer, siger hun og fortæller, at det musiske ikke ligger i særlig faste rammer, men prioriteres højt og har en tydelig effekt på de ældre.

Beboerne elsker det. De bliver opløftede, og selvom deres hukommelse er svært svækket, kan de huske mange sange. Og så handler demente mennesker på deres følelser, og når de hører musik, vækkes der rare følelser i dem, og de oplever en god stemning, siger hun og er ikke i tvivl om, at musikken er af afgørende betydning for beboerne.

Når man mister så mange evner, som de demente gør, er det vigtigt, at de bliver stimuleret på både det sanselige og det sociale. Gør de ikke det, sygner de hen.