Prøv avisen
Seniorliv

Musik og salmer kan være vejen til værdighed og identitet for den demensramte

Det er oftest kernesalmer som ”I Østen stiger solen op”, ”Lysets engel går med glans”, ”Hil dig frelser og forsoner”, ”Blomstre som en rosengård”, salmer som den generation, der nu for manges vedkommende er ramt af demens, kender fra skole og morgensang. Foto: Christian Lindgren

Hvordan griber man det an i kirkeligt regi, hvis man vil inkludere demente? Det tager en ny brugsbog fat på med praktiske forslag

Der har været arbejdet med salmesang for ældre, der er ramt af demenssygdomme, flere steder i landet gennem adskillige år. Det foregår på mange forskellige niveauer.

Det er jo sådan, at ældre, der kræver en helt særlig omsorg og pleje, fylder stadigt mere, måske ofte det hele, på plejehjemmene. I dag mener man, at der er omkring 80.000 ældre med forskellige demenssygdomme i Danmark

Det kan være ældre, som både den nære familie og plejepersonalet kan have svært ved at nå ind til. Og det betyder jo, at der mange steder forsøges nye veje for at nå de svageste ældre og give dem et livsindhold.

Det kan være svært, ja, måske umuligt, at bedømme eller vide om en dement, der har mistet sit sprog, får glæde af de tilbud, der forsøges, men ét af dem er musikken og sangen.

En organist, Christine Toft Kristensen, og en kirke- og kulturmedarbejder, Hanne Raabjerg, har gennem nogle år været optaget af arbejdet med salmerne og ældre demente i et kirkeligt regi.

Hanne Raabjerg siger, at de havde hørt om salmearbejdet med demente fra andre steder i landet, og at de selv gerne ville i gang med det, men fandt, at der manglede information om spørgsmålet.

”Hvor finder man ud af, hvordan det skal gribes an?”, sagde de til hinanden, og så blev de enige om, at der skulle skrives en lille bog om det.

Det er blevet til ”Salmesang for demensramte”, der udkom for kort tid siden. En bog, der ikke er til patienternes pårørende, men er tænkt som et arbejdsredskab til andre interesserede i vore kirker rundt om i landet.

For forfatterne foregår arbejdet med demente i Langenæskirken i Aarhus, og de har kontakt til et større plejehjem for demensramte i Aarhus.

Bogen indeholder dels baggrundsviden om demenssygdomme, dels praktiske informationer og forslag til selve arbejdet med salmesangen, blandt andet med en række eksempler på andagter fra kirkeårets højtider.

Der er ingen salmer i bogen. ”Det er ikke en salmebog,” siger Hanne Raabjerg, ”men den praktiske vejledning til andre i samme situation, som vi var i. Så det er den bog, vi selv savnede”.

Der er mange, der er optaget af, hvad musikken og sangen kan gøre for demente. Nogle håber, at man gennem musikken kan nå frem til en form for genkendelse af noget, som engang har været helt nærværende.

Musik og sang kan have sin egen vej ind til den syges hjerne. Og musikken finder vej fra hjerte til hjerte.

Der har for Hanne Raabjerg og Christine Toft Kristensen dannet sig et mønster for, hvordan den lille andagt foregår.

Den varer cirka 20-30 minutter og begynder med musik på orgel eller klaver, så bliver der læst et lille tekststykke, som de to tilrettelæggere finder giver en højtidelig stemning. Der bliver bedt Fadervor og undertiden sagt trosbekendelsen, og undervejs bliver der sunget salmer.

Det er oftest kernesalmer som ”I Østen stiger solen op”, ”Lysets engel går med glans”, ”Hil dig frelser og forsoner”, ”Blomstre som en rosengård”, salmer som den generation, der nu for manges vedkommende er ramt af demens, kender fra skole og morgensang.

Ikke så sjældent synger man første vers to-tre gange, hvis det viser sig, at nogle af deltagerne synger med på det. Man slutter altid af med ”Altid frejdig, når du går”. Medvirker en præst, bliver velsignelsen lyst.

De to forfattere har arbejdet med dette forløb i omkring to et halvt år og gennemført 20-25 små andagter,

Der deltager cirka fem-seks demente beboere og deres hjælpere og medarbejdere fra plejehjemmet hver gang. Og selvom nogle af de ældre ikke længere har noget egentligt talesprog, så dukker salmen ofte op, sådan at den demente kan synge med på den.

Har det så været en god stund for de demente?

”Det er svært at svare på,” siger Hanne Raabjerg, ”men det er mit indtryk, at man mærker, at de har haft en oplevelse, og vi hører undertiden, at nogle er knap så anspændte bagefter, som de har været.”

Forfatterne er optaget af, at der skal tilbydes sanseindtryk. Man sidder i en cirkel og holder ofte hinanden i hånden, man har for eksempel forsøgt sig med at blæse sæbebobler eller kaste med en ballon og lægger vægt på, at kirken skal turde slippe den traditionelle måde at være kirke på, når man skal nå denne særlige gruppe af mennesker.

Flere, der arbejder med demente i kirkeligt regi, drager paralleller til arbejdet med babysalmesang. Det ligger der ikke noget nedvurderende i, kun et ønske om netop at stimulere sanserne, skabe nærvær og kontakt, ro, gentagelse, ømhed og tydelighed.

Glæde og livskvalitet og et fællesskab med den demensramte, det er noget, som sang og musik kan være med til at skabe.

Disse initiativer rundt om i landet hviler oftest på nogle enkeltes engagement. Ildsjæle, der brænder for at bruge musikken som en positiv vej til den demensramte.

Nu er der så oven i købet en lille bog, der kan støtte kommende igangsættere, som vil række ud mod nogle af vore allersvageste ældre. Tage dem i hånden, stryge dem over kinden og lade sig glide af sted i et fællesskab og i en strøm af musik og sang.