Prøv avisen

Et Babelstårn som symbol på forbrugssamfundet

Den britiske kunstner Barnaby Barford ved sit seks meter høje Babelstårn på Victoria og Albert Museet i London.- Foto: Bettina Strenske/Scanpix

En britisk kunstner stiller spørgsmålet i sit moderne seks meter høje Babelstårn og er et blandt flere eksempler på, hvordan begavet kunst udfordrer os

Det er noget så dejligt at blive overvældet af en uventet stærk, kunstnerisk oplevelse. Det kan besætte tankerne og optage sindet og dukke op, når man mindst venter det.

En britisk kunstner og keramiker, der hedder Barnaby Barford, gjorde det for mig for et par uger siden i London. Jeg havde aldrig hørt om ham før.

Han er kun 37 år, men at dømme efter interessen for hans seneste kunstværk, taler han til alle aldre.

Han har på Victoria og Albert Museet udstillet et ganske usædvanligt Babelstårn. Og i en avisartikel har han fortalt, at et billede af den flamske maler Pieter Bruegels bibelske tårn fra 1563 har været en stor inspiration for ham i de seneste fem-seks år.

Så længe har han nemlig bakset med sit eget Babelstårn, der er meget anderledes end Bruegels. Det er en skulptur, og den er imponerende seks en halv meter høj.

Og det er et billede af London fortalt gennem små fotografier, der er klæbet på keramiske kopier af butikker i byen.

Et keramisk/fotografisk tårn, der afbilder facaderne på i alt 3000 butikker. I to år cyklede Barnaby Barford hver dag rundt i London og fotograferede i alt 6000 butikker, som han så sorterede i. 

Og hans tårn, mener han selv, er blevet et øjebliksbillede af London og viser blandt andet vores shoppe-hverdag og forskellen på rig og fattig.

Alle de små ydmyge, lidt lurvede og slidte butikker har han nemlig anbragt nederst i bunden af tårnet, i midten middelklasse-butikkerne, de fleste mennesker oftest handler i, og allerøverst oppe de dyreste, man kan lægge vejen forbi.

Der har han for eksempel afbildet gallerier og auktionshuse, for, som han siger i et interview: De kan selv bestemme priserne.

Barford kan ikke selv lide at gå i butikker, men han erkender, at det at shoppe er en del af de fleste storbymenneskers liv i dag. Og efter det store arbejde med butikstårnet, synes han, at det indeholder både kritik og hyldest.

Hyldest til de mange butiksejere, der ufortrødent arbejder med deres sortiment hver eneste lange dag, og kritik af vor forbrugermentalitet og stræben efter lykken gennem de dyre mærkevarer. Det er et originalt billede af London, af økonomien og af byens forbrugere.

Og hvor går grænsen mellem kunst og handel? For at sætte en lille trumf på det spørgsmål er alle butikkerne til salg, når udstillingen er slut med udgangen af oktober. Så pilles tårnet fra hinanden igen, og hver eneste butik kan købes.

De allernederste er de billigste til omkring 1000 kroner, og de øverste er de dyreste til 60.000 kroner. Og kunstneren er jo selvsagt den samme.

Originaliteten mødte jeg også, da jeg i sensommeren var nogle dage i Rom. Men på en helt anden måde, nemlig hos en af kunsthistoriens store og gådefulde malere Giorgio de Chirico.

Han boede de sidste mange år af sit liv i Rom, og hans hjem er lavet til et lille museum, som man kan besøge ved at forudbestille plads.

Han og hans kone, Isabella, boede lige ved den spanske trappe, på Piazza di Spagna og i 1998, 20 år efter hans død som 90-årig, åbnedes deres toetagers lejlighed for små skarer af besøgende.

Da jeg var der, var vi kun fem gæster. Men det er en spændende rejse at spadsere gennem hans stuer og se eksempler på hans billeder fra det meste af hans liv.

Man har kaldt ham en metafysisk maler, og han har inspireret de surrealistiske malere i begyndelsen af århundredet (selvom han ikke selv ville kaldes surrealist) og malere op til vor tid. Han havde et kompliceret sind og led undertiden af dybe depressioner.

Og man fornemmer, at han søgte efter den skjulte betydning i verden omkring sig, som han beskrev som et teater. Man går blandt de nydelige møbler og de udfordrende værker fra flere årtier, og så ender man på øverste etage i hans atelier.

Der ligger pensler og bøger på arbejdsbordet, og et stort lærred står klar. Man får næsten fornemmelsen af, at han lige har forladt rummet.

Han er ikke en nemt tilgængelig maler, men han efterlader sit stærke aftryk, når man har fået lov til at besøge ham i hans hjem. Man kan bestille tid til et besøg online.

Rammerne kan altså være en yndig lejlighed midt i byen, men det kan også være Roms spektakulære nyeste museum Maxxi (Museo Nazionale delle Arti del XXI Secolo), der er opført til samtidskunsten.

En stor konkurrence med 273 deltagere blev vundet af den engelsk-irakiske arkitekt Zaha Hadid. Hun stod for tilbygningen til Ordrupgaard-museet uden for København, en udvidelse, jeg ikke er udelt begejstret for, men her skal jeg love for, hun viser sin store begavelse og formåen.

Det er originalt, og rummene til de skiftende ophængninger er overvældende både smukke og nytænkte.

Museet er selv et kunstværk, samtidig med at det generøst byder sine skiftende udstillere på en mangfoldighed af vægformater. Der er lukket om mandagen.

En arkitekt, en keramiker og en maler fra sidste århundrede kan alle gøre en forskel i vor tid og få beskueren til at forstå, at der bestemt er mere end én måde at se og opleve verden på.