Prøv avisen

Som pensionist er det læsetid altid

Bogen spejler en ønskedrøm, som enhver kender til. At kunne gøre lige, hvad man vil, og få alt, hvad man vil have, skriver teolog Søren Lodberg Hvas.

Som pensionist kan man læse dagen lang og navnlig nu, hvor der udkommer mange nye bøger, er det en fornøjelse at fordybe sig i dem

Der er sætninger, som ofte genlyder i erindringen. Hver især har vi mange af dem. Tænk selv efter.

Fra min tid som kostelev på Vestjysk Gymnasium i Tarm kan jeg vågne om natten ved, at der lyder faste skridt på gangen, og en karakteristisk stemme melder, at nu er det læsetid. Det er min afholdte latinlærer, Børge Marinus Jensen, altid kaldet B.M., som går sin vanlige runde på gangene og sikrer, at alle nu sidder ved hver sit arbejdsbord, skriver dansk stil eller terper med den latinske eller tyske grammatik. Tre timer hver dag mandag til fredag. Det var ikke tilladt at hvile sig på divanen i læsetiden, og en råglasrude i døren, som ikke kunne låses, sikrede, at det heller ikke skete. Jo, der var en fast disciplin, som nutidens gymnasiaster nok ville besvime over. Dog kunne ingen af mine lærere i mindste måde henregnes til lærergal(l)eriet i Hans Scherfigs berømte bog ”Det forsømte forår”. Jeg tænker ofte på dem i taknemmelighed. Altså dem på Vestjysk Gymnasium.

Det med læsetiden er blevet en vane for mig. Som pensionist varer den ofte hele dagen og aftenen med. Glæden ved at læse har fulgt mig fra min barndom. Min mor var en læseløve. Hun forskansede sig ofte i en af stuerne og ville ikke forstyrres. Jeg er vokset op med, at det hører til en af menneskerettighederne. Også for et barn.

Jeg fik min første bog i fødselsdagsgave, da jeg fyldte otte år. Nu havde jeg lært at læse selv. Det var ”Palle alene i verden” af Jens Sigsgaard og illustreret af Arne Ungermann. Med sin sirlige håndskrift har min far skrevet mit fulde navn foran i bogen. Straks jeg slog bogen op, var jeg klar over, at det var min bog. Jeg har netop taget den ned fra den boghylde, hvor den har sin æresplads. Bogen er slidt og snavset, og den rummer i og bag sin tekst og tegninger mange erindringer. Og en uudtømmelig livsvisdom. Det er en bog, som er aktuel til hver en tid og for alle mennesker i alle aldre.

Bogen spejler en ønskedrøm, som enhver kender til. At kunne gøre lige, hvad man vil, og få alt, hvad man vil have. Uden at tage hensyn til nogen som helst eller noget som helst. Sådan oplevede Palle det: Han var alene i hele verden. ”Palle synes, det er sjovt at være alene i hele Verden. … Døren staar aaben ind til den fine Bank, hvor Folk henter Penge. Palle gaar bare ind og henter en hel Pose Penge, for han er alene i Verden og saa er det hans alt sammen. … Palle er saa glad, at han synger i vilden Sky.”

Efterhånden begynder kedsomheden at indfinde sig. For der er alligevel ikke rigtig noget ved noget. Det går pludselig op for ham, at han savner sine legekammerater og sin far og mor. Der er rent ud sagt ikke noget ved at være alene i hele verden. Han vågner op med et vræl. Det var bare noget, han havde drømt! ”Saa kom Mor ind. Men Palle dog, hvad er der i Vejen, hvorfor græder du? Aa, Mor, jeg drømte, jeg var alene i hele Verden, og jeg kunde gøre alt, hvad jeg vilde. Men saa blev jeg ked af at være helt alene. – Det er godt, at det bare var noget, jeg drømte.”

At kunne gøre lige, hvad man vil, uden at være bundet af noget hensyn – er det en ønskedrøm eller et mareridt? Jeg tror rent ud sagt, at der er mange mennesker, der har det ligesom Palle. Indtil han vågnede. Han vågnede op til den velsignede virkelighed, at ingen af os lever for sig selv. Vi har del i et fællesskab.

November er i særlig grad læsetid. I denne måned udkommer årets bøger. Jeg har netop været hos boghandleren at hente et par stykker. En af dem er Peter Lodberg: ”Danskernes tro gennem 1000 år.” (Kristeligt Daglads Forlag.) Jeg citerer bogens sidste afsnit, side 266: ”I mere end 1000 år har der været mennesker i Danmark, der har troet på Gud, sig selv og andre. Deres tro er blevet forandret, fornyet og kritiseret. I øjeblikket er der mange, som mener, at troen på os selv er vigtigere end troen på Gud. Måske vil den udvikling fortsætte, men den kan også slå om, når vi opdager, at uden Gud kan vi komme til at overbebyrde os selv med krav til egen succes eller personlig udvikling.”