Nytåret fejres med fordybelse

Højskoleophold er populære over nytåret. Især for ældre, som her søger sammen for at høre foredrag, hygge sig og få nogle gode oplevelser

Nytåret er, for mange mennesker, en mulighed for at fordybe sig og reflektere over sin tilværelse.
Nytåret er, for mange mennesker, en mulighed for at fordybe sig og reflektere over sin tilværelse. . Foto: tegning af Rasmus Juul.

Egentlig var han imod det, men så lokkede konen alligevel. Og siden har han været besat. Henning Skov, 71 år, og hustruen Grethe, 72 år, tager på højskole mindst en gang om året.

Tilbage til Rødding

For på højskole er der tid til fordybelse, til samvær og til at lære nyt. Og man bliver høj af det ifølge Henning Skov. I år er heller ingen undtagelse; nytårsaften tilbringes på Rødding Højskole i Sønderjylland som så mange andre år.

”Vi vender tit tilbage til Rødding, for forstanderen (Mads Rykind-Eriksen, red.) er en fantastisk fortæller og formidler, og han får altid nogle meget interessante foredragsholdere ud,” siger Henning Skov.

Journalist Georg Metz og digter Jens Rosendal er nogle af de foredragsholdere, der har gjort indtryk.

Nytår på højskole

Mange ældre vælger ligesom Henning og Grethe Skov fra Årslev på Fyn at tilbringe nytårsaften på højskole i stedet for i venners eller familiens lag. Især enlige ældre tager på højskole, hvor en højtid, man ellers kunne have tilbragt alene, i stedet bliver en social oplevelse.

Højskolerne tilbyder typisk en uges kursus over nytåret, og her kan man, i stedet for at blive trængt op i en krog af forventningspres over det store nytårsbrag, slappe af, høre foredrag og gå lange ture. For Henning og Grethe Skov er det en uges ferie med intellektuel stimulans.

”Det er dejligt at slippe for at lave mad og stresse. Længe leve dovenskaben,” siger Henning Skov med et grin og fortsætter:

”I stedet kan vi koncentrere os om at være sammen, hygge os og få nogle oplevelser. Og så bliver man altid positivt overrasket over de foredrag, man hører.”

Det sociale er vigtigt for valg af højskole

Selvom kurserne er tilrettelagt med foredrag, ofte over et tema, kommer de i anden række, når Henning og Grethe Skov vælger, på hvilken højskole de skal tilbringe nytårsaften. For dem er det stedet, atmosfæren og det sociale med deres faste højskolevennepar, der tæller. Og så kan man altid lade sig overraske. Som da Henning Skov for nogle år siden gik til et foredrag og lærte en masse om maleriets historie.

Traditionen med at tage på højskole netop i nytåret er kommet, efter at børnene har fået travlt med deres egne planer, forklarer Henning Skov. Parret plejede at holde nytår med et vennepar, hvor Grethe Skov kender konen fra et højskoleophold, da de var unge. De to kvinder har tit været af sted på højskole, men Henning Skov havde aldrig troet, det var noget for ham. Men efter første ophold på Rødding Højskole for 12 år siden, har der ikke været nogen vej tilbage.

Selvom det kan knibe med at få tiden til at tage af sted så ofte, som parret gerne vil, har de været af sted mange gange i løbet af de sidste par år, både hver for sig, sammen og med børn og børnebørn. Og da Grethe Skovs veninde for nogle år siden spurgte, om de skulle lave deres faste nytårsaftale om og i stedet tage på højskole, sprang de på. Nu har de to par holdt nytår på højskole sammen i otte år.

Nytårskurser med medier som tema

Mads Rykind-Eriksen blev i 2007 forstander for Rødding Højskole, som er Danmarks ældste, og her har man holdt nytårskurser i årevis, også før han kom til. For ham er det oplagt at tage på højskole netop over nytåret.

”Nytåret giver anledning til at se tilbage på året, der gik, og fremad mod det nye, der skal komme,” siger han. ”Det er simpelthen festligt at fejre nytår sammen med andre, hvad enten man kommer her som enlig eller som par.”

På Rødding Højskole står nytårskurset i år i mediernes tema med foredrag af blandt andre Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis, TV 2's mellemøst-korrespondent Steffen Jensen og USA-ekspert Mads Fuglede. Og programmet er netop sammensat for at blande fornøjelserne.

”Udgangspunktet for ugen er en række foredrag, en udflugt til Ribe, folkedans, sang og samvær, og herudaf springer samtalen. Vi kommer tæt på andre og bliver i fællesskab klogere på livet, samfundet og hinanden,” siger Mads Rykind-Eriksen.

Overvægt af kvinder

Henning og Grethe Skov tager altid på højskole over nytåret med deres faste makkerpar. Og det, medgiver de, gør nok, at de er mindre sociale, end hvis de var der alene.

Men selvom de sædvanligvis ikke ser de andre kursister ud over den uge, de er af sted, møder de altid interessante mennesker. De fleste på deres egen alder. Henning Skov kunne dog godt efterlyse nogle flere mænd, for der er en klar overvægt af kvinder på højskoleopholdene.

”Jeg vil gerne anbefale det og opfordre flere mænd til at tage af sted. Når først man er vaccineret med et højskoleophold, kommer man igen og igen. Også som mand!”, siger han og tilføjer: ”Jeg var skeptisk engang. Nu kan jeg slet ikke undvære det. Hvis jeg ikke kommer af sted mindst en gang om året, har det ikke været et godt år!”.