Prøv avisen

Pædagog ved et tilfælde

Harry Pape opmuntrer utrætteligt Dishaan ved bobspillet, og endelig lykkes det for drengen. Foto: Flemming Jeppesen/fokus

Harry Pape blev pædagog ved et tilfælde, men det viste sig at være hans rette hylde. Han har taget sig af børn og unge i 50 år, han elsker det, og i en alder af 76 er han nu frivillig børnepasser i Ørum, hvor han bor

Matthias bøjer sig koncentreret frem. Han holder ubesværet på køen og giver den sorte ko et let stød, så den glider over bordet og sender hans egen røde brik direkte i hullet. Matthias er en rutineret bobspiller. Det er Di-shaan på den anden side af bordet ikke. Han fægter med køen og fedter med de grønne brikker, uden at de kommer i net.

Jeg kan ikke, sukker han opgivende.

De to drenge spiller bob i Tjelehallens cafeteria i den lille by Ørum mellem Randers og Viborg. Fire eftermiddage om ugen er hallen åben efter skoletid for børn fra 4. klasse og opefter. Det er et gratis tilbud, som 20-25 børn benytter sig af hver dag, og 23 frivillige pensionister skiftes til at tage sig af dem. En af dem står lige ved siden af Dishaan.

Du kan godt, siger han. Næste gang går det bedre.

LÆS OGSÅ: Tusindvis af ældre skal flytte på nyt plejehjem

Harry Pape er 76 år og har arbejdet med børn og unge i mere end 50 år, og selvom han for længst er gået på pension, er han ikke blevet træt af det endnu.

Det er det skønneste arbejde, man kan have. Det er faktisk fantastisk, man kan få penge for det, griner han.

TEMA: Ældre

Harry Pape blev pædagog ved et tilfælde. Han voksede op som den yngste af 10 børn på en fattig slægtsgård, blev udlært gartner og fik i 1959 et sommerjob i gartneriet på Optagelseshjemmet Bustrup ved Skive, et drengehjem for unge kriminelle og sidste station før ungdomsfængslet. Harry fik et godt tag på drengene og blev hurtigt fastansat, men måden, de unge blev behandlet på, kunne han ikke lide.

Pædagoger dengang ordnede tingene på en helt anden måde end i dag. Det var disciplin og tørre tæsk, men det har aldrig været min metode, siger han.

Drengene på Bustrup var nogle hårde nitter. Jeg var en lille splejs, og de kunne sagtens banke mig, hvis de ville, men jeg fik dem lært, at vi var nødt til at snakke om tingene, for min metode hedder tillid og gensidig respekt.

LÆS OGSÅ: De frivillige skal ikke være gratis arbejdskraft

Den metode lærte Harry mere om, da han senere blev gartnerfaglærer på et andet drengehjem, Thorshøjgård på Sjælland. Det blev drevet af Kristelig Forening for Børne- og Ungdomsforsorg, og skønt Harry ikke var specielt religiøs, kom han til at nære dyb beundring for forstanderen, Bøgager. Harry Pape stod gerne et kvarter før op om morgenen for at høre Bøgagers morgenandagt.

Han kunne sige lige det, drengene havde brug for. Han opmuntrede dem og talte til dem om, hvor vigtigt det er at være glad for livet, at gøre sit bedste, at tilgive hinanden og være gode ved hinanden. Børnene kunne virkelig godt lide ham, og det kunne jeg også. Jeg syntes, han var fantastisk.

Bøgager opmuntrede Harry Pape til at tage en etårig pædagoguddannelse på Børneforsorgsseminariet Hindholm. Senere fik han en pædagogisk lederuddannelse og fortsatte med at tage sig af hårdt belastede børn. Han er stadig fuld af historier om de mange unge, han og hans kone, Gurli, har levet sammen med i årenes løb på den ungdomspension, de drev sammen, og på drengehjemmet Jens Holst ved Viborg.

Stemmen bæver lidt og øjnene bliver fugtige, når han fortæller om nogle af de værste rødder og det alt for barske børneliv, de fik. Så var livet anderledes let i børnehaven i Ørum, hvor han var leder de sidste 15 år en slags dessert til sidst i arbejdslivet.

Her i hallen er han frivillig. Den frivillige pasningsordning var halbestyreren, Bent Grønbechs idé. Han ærgrede sig over, at den fine, nye hal næsten altid stod tom om eftermiddagen, og han ræsonnerede som så: Vi har en tom hal med gode lege- og sportsfaciliteter, der er børn, som løber rundt i byen efter skole uden opsyn, og pensionister med masser af tid de tre faktorer kan lægges sammen med et godt resultat.

Halbestyreren vidste præcis, hvem han skulle bede om hjælp: Harry og Gurli Pape. Hvis de gik med, ville andre også gøre det, mente han. Harry og Gurli sagde ja med det samme, ringede rundt til byens seniorer, og i løbet af kort tid havde de mobiliseret de 23 pensionister, der møder én eftermiddag hver 14. dag. Pensionisterne hjælper med lektier, spil og sport. De serverer gratis saftevand og gulerødder, sælger hjemmesmurte burgere, hygger sig med børnene, og som en sidevirkning bygger de bro over generationskløften.

Men mellem Harry og drengene er der ingen kløft. Ved spillebordet kæmper Dishaan stadig med køen og de genstridige brikker, mens Harry utrætteligt opmuntrer ham. Og endelig lykkes det for drengen: Hans grønne brik smutter ned i hullet og endda i det rigtige hjørne. Den gamle mand jubler. Han hopper af begejstring og griner over hele hovedet om kap med den stolte dreng.

Så rykker motionisterne ind for at overtage hallen. Klokken nærmer sig halv fire, og det er tid til at gå hjem. Både for børn og pensionister.