”Hvor vil du gerne hen i dag, Jytte?”, spørger fysioterapeut Anne Brinck, mens hun spænder Jytte Tove Kraghs fødder fast i hver sin cykel-pedal.
”Jeg vil gerne en tur til Tatrabjergene, tror jeg. Det er sådan et flot sted,” siger Jytte Tove Kragh, imens hun griber om cykelstyret med begge hænder.
”Så er det der, du skal hen,” siger Anne Brinck og trykker på et billede af det østeuropæiske bjerglandskab på den lille skærm, der adskiller cykelstyrets to halvdele.
Jytte Tove Kragh træder pedalerne i gang i samme øjeblik, som det blå billede på fladskærmen en meter foran cyklen erstattes af en solbeskinnet bjergsti. På inderste side af den ujævne sti vokser høje, hvidgrønne birketræer, mens den yderste side efter et tyndt bælte af græs ender brat i en dyb afgrund.
Billedet bevæger sig roligt og jævnt fremad i takt med Jytte Tove Kraghs tråd i pedalerne. På ruten passerer hun enkelte vandrere, der viger, da cyklen passerer, og midt i et skarpt sving stopper billedet pludseligt op og blotter i en manøvrerende 90 graders bevægelse udsigten til den blågrønne bjergkæde, der omkranser den store, frodige dal.
”Prøv nu at se den udsigt,” udbryder hun.
”Den er da fantastisk!”.
”Den er i hvert fald pænere end den virkelige,” tilføjer Jytte Tove Kragh, da hun i et kort øjeblik vender blikket mod fysioterapiens vinduer, der giver udsigt til et par vinterhærgede træer på den tilstødende parkeringsplads.
Jytte Tove Kragh er 92 år og bor på omsorgscenteret Breelteparken i Hørsholm nord for København. Fredag formiddag klokken 10 har hun en fast tid i omsorgscenterets fysioterapi, hvor hun godt kan lide at holde cyklingen ved lige. Det er faktisk kun blevet sjovere, efter at den nye aktivitetscykel har suppleret de almindelige motionscykler, siger hun. Her kan beboerne foruden østeuropæiske landskaber komme på cykelture gennem Europas storbyer og se eller gense destinationer, som deres førlighed ellers ikke ville give dem adgang til.
Og Jytte Tove Kragh er ikke den eneste beboer, aktivitetscyklen appellerer til, fortæller fysioterapeut Anne Brinck. Siden cyklen blev installeret ved årsskiftet, har hun oplevet, hvordan beboerne over en bred kam er blevet lettere at motivere til at dyrke motion.
”Selve konceptet med at koble en skærm til en cykel lyder jo utroligt simpelt, men det har i de få måneder, vi nu har haft den, været med til at gøre træningen til en sjov og til tider nærmest overvældende oplevelse for beboerne. De fleste beboere her på plejecenteret har typisk en førlighed, som forhindrer dem i at komme særlig meget ud. Men når de får mulighed for at skifte den hvide væg ud med udsigten til et bjerglandskab eller en storby, får de ofte langt mere lyst til at holde sig fysisk aktive. Jeg ser det særligt hos de beboere, for hvem træning ellers ligger meget fjernt. De har pludselig mod på at supplere dagligdagen med et par kilometer på cykel.”
Men det er ikke kun fysikken, som helt oplagt har gavn af den interaktive cykeltur, siger Anne Brinck. Hun oplever også, hvordan den fiktive rejse til specifikke destinationer vækker minder til live hos de beboere, der ellers er udfordret på hukommelsen:
”Det er virkelig tydeligt hos de brugere, der lider af en form for demens. Det kan godt være, at de kan glemme det, som netop er passeret, men når de cykler gennem gaderne i for eksempel Paris eller Rom, er det tydeligt, hvordan det ofte vækker et eller andet i dem. Der dukker simpelthen minder op, som er flere årtier gamle. Det kan være rejsen med en afdød ægtefælle for 40 år siden eller oplevelser helt tilbage fra deres barndom. Så selvom cykling selvfølgelig har nogle helt åbenlyse fordele for beboernes funktionsniveau, er turene også med til at vække gamle minder til live, og det er faktisk ret fantastisk at overvære.”
I organisationen Welfare Tech følger seniorkonsulent Søren Møller Parmar-Sielemann udviklingen i velfærdsteknologi og træningstilbud på ældreområdet, og for ham er det tydeligt, at omsorgscenteret Breelteparken langtfra er ene om at værdsætte teknologiens muligheder for ældres aktivitetsniveau. Faktisk er det interaktive element på vej ind i træningstilbuddene til ældre over hele landet, fortæller han. I Gentofte Kommune har et plejehjem for eksempel investeret i et lille gulv af elektroniske fliser, der med blinkende farver skal hjælpe ældre borgere til at genvinde balancen efter faldulykker. Andre steder i landet har plejecentrene installeret særlige videospil, der giver de ældre mulighed for at spille bordtennis mod en fiktiv modstander med et rigtigt bat i hånden, mens de sidder i kørestolen.
”Udviklingen inden for interaktive træningsredskaber går utroligt stærkt i de her år, fordi efterspørgslen på produkterne er så stor. Det, der kendetegner de mange forskellige produkter, er, at det får de ældre til at lege sig gennem træningen, samtidig med at det ansporer dem til at holde et aktivt liv ved lige. For selvom vi har for vane at tro, at ældre i dag stadig er teknologiforskrækkede og utrygge ved den hastige udvikling, ser vi, hvordan en simpel brugervenlig teknologi appellerer til de fleste,” siger Søren Møller Parmar-Sielemann.
Tilbage i fysioterapien har klokken passeret 10, og det er blevet Ruth Dahl Mogensens tur til at sætte sig i aktivitetscyklen. Den 88-årige kvinde bor ikke selv på omsorgscenteret, men som beboer i en af de omkringliggende ældreboliger har hun også adgang til fysioterapiens maskiner. For det er vigtigt for hende at holde kroppen i gang, fortæller hun, da det er den bedste måde at forblive selvhjulpen på så længe som muligt. Denne formiddag skal det ske med en tur til Wien, har hun besluttet.
I den østrigske hovedstad er sommerdagen så småt ved at begynde. Solen står skråt ind på gaderne i byens centrum og rammer stadig kun det øverste af husmurene, mens Ruth Dahl Mogensen i øjenhøjde passerer forretningsmænd i habit, mødre med barnevogne, biler og børn på vej i skole. Turen sætter gang i erindringerne, og hun fortæller ivrigt om sin og ægtefællens bilrejser gennem 70’ernes Europa. De elskede begge Østrig, men lige præcis Wien fik de aldrig set. ”Men det er nu også sjovt at se steder, man aldrig har været før, og når man så tilmed kan gøre det på cykel, så…Nej, hov! Pas nu på, du der!”.
På fladskærmen er Ruth Dahl Mogensen kørt op på fortovet langs en bred boulevard og har nu direkte kurs mod en stor gruppe mennesker, der netop er trådt ud af en bus. Gruppen trækker hurtigt til side, mens flere kigger undrende og irriteret ind i kameralinsen, da cyklen passerer.
”Sådan en stil havde jeg altså ikke selv, da jeg var cyklist,” forsikrer Ruth Dahl Mogensen, der ud over tempoet ikke har noget teknisk herredømme over, hvilken vej turen går.
”Men det var det, jeg skulle til at sige før – man lever sig jo fuldstændig ind i det.”
”Når man bliver ældre får man hele tiden at vide, at det er åh så vigtigt at holde sig i gang. Så man træner og træner og træner, for det skulle jo være så godt. Men det er keeeedeligt, møgkedeligt! Men det her er alletiders, for det er simpelthen så morsomt, og hvis det tilmed hjælper på mine knæ, så bliver det jo ikke bedre!”.
