Prøv avisen

Passer det, at forventningens glæde er størst?

Forventningens glæde fylder julen for børn. Men seniorer kan glædes over gode erindringer om familie og fællesskab. Foto: Iris.

Mange seniorer husker deres livsforløb gennem advents- og juletiden, og de forskellige faser har hver sin gode erindring om familie og fællesskab

Mine første bevidste erindringer er forbundet med advent og jul. De lever som billeder, der afgiver farver og kraft og varme i mit sind i en grad, der ikke er svækket med årene. Tværtimod. Jeg tænker, at jeg deler denne erfaring med mine medlæsende alderskolleger.

Jeg kan inddele mit livsforløb i advents- og juletider. Som barn i hjemmet med mor, der var travlt optaget med juleforberedelserne. Der skulle gøres rent og ryddes op til højtiden, og der blev bagt småkager i et antal og en mængde, der ville få en nutidig husfar/-mor til at besvime. Med fare for at trætte: pebernødder, brunkager, klejner, vaniljekranse, jødekager, krumkager, kyskager, chokolademarengs, konvolutter, finskbrød, kokoskager og sukkerkringler. Far sørgede for adventstidens fine grandekorationer med lys, der blev tændt i skumringen, når vi skulle synge og høre fortællinger fra deres barndomsland, H.C. Andersen eller Charles Dickens. Forventningens glæde var levende og lysende. Advent og snart jul, selvom det kunne vare længe, når det næste søndag kun var tredje søndag i advent.

LÆS OGSÅ: Enke er et ord fuldt af sort sorg, men man må akklimatisere sig

Næste stadium: hjem til jul! Ugerne op til jul på Vestjysk Gymnasium var mættede af stemning og forventning. Endelig. Jernbanen Vemb-Lemvig-Thyborøn afgav rigelig tid til forventningens glæde. Hjemme igen til den traditionelle velkomstmiddag med dansk bøf med løg og (fortæl det ikke) brun sovs, derefter (fortæl det slet ikke!) budding med svesker, marengs og flødeskum i rigelig mængde. Dertil rabarbersaftevand med efterfølgende kaffe og masser af småkager, som man i velkomstdagens anledning måtte spise af i velopdragent omfang. Og sådan gentog det sig i studieårene ved universitetet. Dog med den herlige tilføjelse, at januar var fri til studier under mor og fars opmærksomme medfølge. De ville gerne høre om, hvad man nu i dag havde læst.

Som det var dengang, kom der altid en sporvogn og en pige til. Alice så og besejrede studenten, som nu for alvor fik travlt. Forårsbryllup og første barns ankomst før jul, så vi måtte drage mod vest til tre generationers jul hos mormor. Det var stort: Et barn var født i Køge, og hun var vort første skønne barn. Halleluja.

Advent og jul kom og gik. Dertil kom endnu tre børn. Præstegård i Nordby på Fanø. Eventyr og jul, som aldrig kan glemmes. Jeg kan stadig høre den sprøde klang fra klokkens kimen julemorgen fra Nordby Kirke, hvor Harald og Henry sad på tagryggen og skiftedes til at slå træhammeren på klokken. Fra gader og stræder kom kirkefolket vandrende, og vi indledte højtidsdagen med Velkommen igen, Guds engle små, fra høje Himmel-sale , Salmebogen nummer 99.

Senere blev det advent og jul i den gamle sønderjyske købstad med Haderslevs prægtige gotiske katedral. Nu var det især musikken og sangen, som fyldte vore hjerter med Bachs Juleoratorium eller Händels Messias med Vor Frue Cantori og Sønderjyllands Symfoniorkester. Og sådan er der landet rundt i disse uger den ene store og opløftende musikoplevelse efter den anden, som folk kvit og frit kan komme til og lade sig opløfte af til glædens tinder.

Det slog mig, da jeg første søndag i advent forleden var til gudstjeneste i Aalborg Domkirke. Vidunderlige salmer, stærke bibelske tekster, en kraftig og livfuld prædiken, orgel, trompet og kor i skøn forening med en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Og så sidder man dér i et forunderligt smukt kirkerum, glæder sig og bliver dybt bevæget. Selvom der er mange, som deler denne erfaring, så fatter, fatter, fatter jeg ganske enkelt ikke, at folk ikke strømmer til i store skarer for at lade sig berige af den gave, vi har fået med kirkens gudstjeneste. Om det nu er i den store købstadskirke med alt, hvad den kan byde på, eller det er den stilfærdige middelalderkirke, som meddeler sig i sin prunkløse skønhed og tysthed. Jeg spørger undertiden mig selv, hvordan det kan være, at så mange mennesker i vores larmende nutid mangler gehør og lydhørhed for det ene fornødne i disse korte dage?

Nu er det snart jul. Vilkårene har ændret sig. Der er ikke længere børn, svigerbørn og børnebørn, som kommer hjem til jul og fylder stuerne med liv og glæde. Men sådan må det være. Nu gælder det om i taknemmelighed at glæde sig i den velsignelse, det er, at der er åbne døre, så det nu er os bedsteforældre, som kan glæde os til at blive modtaget og budt så hjertelig velkommen.

Jeg har ikke glemt spørgsmålet i overskriften til denne klumme: Er forventningens glæde den største? Det hører man undertiden sagt, at den er, og det lyder som et glat mundheld, der blot godtgør sig ved at blive gentaget. Men nu slutter jeg med at blive grov og direkte: Kristeligt forstået er dette udsagn løgn. Forventningens glæde er ikke den største. I så fald ville den kristne tro blot være en smuk indbildning. Glædens opfyldelse overgår enhver forestilling og enhver forventning. I kristelig forstand er forventningens glæde en forsmag på den evige glæde, den fuldkomne glæde. I troen er der trøst og hjælp og kraft til at vente og forvente det glædelige, altid at forvente det glædelige, også under modgang og i mørketid i den vished, at glædens fuldendelse overgår al forventning. Det vidste Grundtvig:

O, måtte vi kun den glæde se,før vore øjne lukkes!Da skal, som en barnemoders ve,vor smerte sødt bortvugges.Vor Fader i Himlen! lad det ske,lad julesorgen slukkes!

Salmebogen nummer 99 vers 8