Udviklingen i samfundet er ikke til at tage fejl af. Vi skal arbejde længere, pensionsalderen hæves i takt med, at vi er i bedre form og levere længere. Danskerne er hurtige til at opfange de nye signaler – både af hensyn til sig selv og til samfundets interesser. Men nogle synes at være tonedøve. Banker og realkreditinstitutter kører videre, som om alt er ved det gamle. Hvis du er over 65 år, og din livssituation ændrer sig, kan der være behov for at tage et realkreditlån til en ny bolig. Du har måske pensionsordninger. Du arbejder stadig, men du passer ikke ind i bankens regneark. Mange har stået i den ydmygende situation, at svaret er nej alene med alderen som begrundelse. For mig lyder det som ren og skær aldersdiskrimination.
Det nytter jo ikke ret meget, at realkreditinstitutterne er forpligtet til i deres rådgivning ”...at sætte sig ind i den enkelte forbrugers forhold, før der rådgives…således at forbrugerens interesse varetages på en relevant måde”, hvis man ude i de små afdelinger rundtom i landet ikke har plads til de individuelle hensyn. ”Virksomheden har en forpligtelse til at handle i forbrugerens interesse…”, alt dette og meget mere kan man læse i ”Vejledning til bekendtgørelse om god skik for boligkredit” fra den 12. april 2016.
På det seneste har jeg hørt om flere tilfælde, hvor det kan forekomme uforståeligt, at der ikke kan bevilges et mindre realkreditlån. Men Ældre Sagens seniorkonsulent og økonom, Jens Blendstrup, bekræfter tendensen. Dog er der tilsyneladende ikke rigtigt nogen fra bankerne og realkreditsektoren, der står frem og taler åbent om de retningslinjer, som de enkelte filialer får stukket ud. De glider af på spørgsmålet om alder, siger Jens Blendstrup.
Bankerne og deres realkreditinstitutter udfører væsentlige samfundsopgaver og har en række forpligtelser over for os alle. De har et stort ansvar for danskernes ve og vel, deres økonomi og boligforhold. Da finanskrisen brød ud i lys lue i 2008, var det klart, at mange banker havde brændt sig eftertrykkeligt på en alt for lemfældig udlånspolitik. Det er til at forstå, at de er blevet mere forsigtige og passer på, at de ikke bringer både deres kunder og sig selv i uføre endnu en gang. Men det ændrer ikke på, at alder i sig selv aldrig kan være et argument for at afvise muligheden for et realkreditlån, og virkeligheden er da også, at Ældre Sagen hører fra sine medlemmer, at de kan få nej i en bank og ja til at låne i en anden.
Vi ved godt, at mange føler sig knyttet til det pengeinstitut, de har haft i mange år. Det er der lavet diverse undersøgelser af. Men hvis ens livsvilkår ændrer sig, ægtefællen dør, og man gerne vil have noget mindre og nemmere at bo i, så kan der være behov for et lån. Et afslag fra den gode, gamle bank kan i den situation virke som en stopklods og tage modet fra den enkelte. Men det er bare med at komme i gang og shoppe rundt hos konkurrenterne, tænke på sig selv og gøre sig fri af gamle vaner.
Det kunne jo være, at de konkurrerende pengeinstitutter fulgte bekendtgørelsen om god skik, sætter sig godt ind i dine økonomiske forhold og rådgiver ud fra de faktiske indtægtsforhold i stedet for alderen. Det er værd at prøve, og de fleste kender sikkert nogen – voksne børn eller gode venner – der gerne vil hjælpe.
Rundtomkring i landet i de mindre byer og samfund kan der være mange ”til salg”-skilte. Lidt for mange, vil de fleste sikkert synes. Det er også her, de små filialer af pengeinstitutterne med de stramt styrede Excel-regneark befinder sig, sådan som Ældre Sagens økonom udtrykker det. Måske var det en idé, at man netop i disse områder tager bekendtgørelsen om god skik mere bogstaveligt og kigger den enkelte kunde efter i sømmene – og ikke bare så på dåbsattesten. Til glæde for alle parter: lokalsamfundet, pengeinstituttet og den enkelte kunde. Samfundet udvikler sig hele tiden. Pengeinstitutterne bør også følge med.