Forleden hørte jeg nogle mennesker i 60’erne gøre højlydte ophævelser over, at de ikke mere kunne få pensionistrabat på et museum. De brokkede sig, sagt lige ud af posen.
Det er en særlig dansk disciplin, som vi har været rigtigt dygtige til gennem mange år. Den der lidt forkælede, selvretfærdige attitude, at ”nu har jeg betalt en høj skat gennem så mange år, så skal jeg også have noget ud af det i den anden ende”.
Jeg synes nu ellers, at brokkeriet har været i aftagende de allerseneste år. Angrebet på World Trade Center i New York i 2001 og finanskrisen i 2007-2008 har fået mennesker til at reflektere mere over deres tilværelse og det samfund, de lever i. Måske har de voldsomme begivenheder fået danskerne til i højere grad at værdsætte den gode tilværelse, vi trods alt har. Vi her i Danmark og i de andre nordiske lande har efter Anden Verdenskrig opbygget samfund, som hører til blandt de absolut mest velfungerende i verden. Vi har friheden til at tale frit og til at forfølge vores mål og drømme. Vi har et fremragende sundhedsvæsen, og vores drenge og piger har lige muligheder for at få en uddannelse. Opremsningen kunne blive meget længere.
Naturligvis vil der altid være eksempler på, at systemet ikke fungerer, at svage mennesker ikke bliver samlet op, at nogen begår fejl, og bare rolig, det skal vi nok få at vide via pressen. For det er netop endnu en af grundpillerne, at vi har frie og uafhængige medier. Vi kan blive irriterede på dem, de er overfladiske, sensationslystne, altid kritiske og negative. Men hvem tør tænke på at bo i et samfund uden en fri, uafhængig presse?
En rejse for meget nylig til Sicilien i Italien i to uger har sat brokkehovederne på det danske museum i perspektiv. Vi besøgte enestående arkæologiske udgravninger, museer og kirker så smukke, at det tog pusten fra en. Mosaikker i et kejserpalads fra romertiden cirka 300 år f.Kr., Villa Romana del Casale, med bikiniklæde kvindelige sportsudøvere, der løfter vægte og kaster med diskos.
Mange steder fik vi pensionistrabat på entreindtægten, og forklaringen var egentlig ret ligetil. Uden for de store turistmål ad små, meget dårlige veje når du til småbyer, hvor det var tydeligt, at folk ikke havde mange penge at rutte med. De gamle mænd sad på en række plasticstole ude foran det lokale værtshus og iagttog livet gå forbi. Vi så det så mange steder. Der var ingenting, de kunne foretage sig. Tilsyneladende ikke noget organiseret samvær for dem, ikke nogen klubber for ældre, ikke noget med at cykle en tur. Det var en umulighed. Der var veje så stejle og så hullede, at jeg sjældent har set noget lignende.
Kvinderne mødtes, når de skulle købe ind. Men ellers var de hjemme. Der virkede så forarmet. Hernede i det sydligste Europa er mange pensionister åbenlyst dårligt stillede modsat de fleste oppe nordpå, og arbejdsløsheden er meget høj. Ifølge vores vært, Filippo Testa, som vi boede hos i en uge på en vingård syd for Palermo, har mafiaen stadig godt fat. Nu som ”businessmen”, der udbytter befolkningen og de offentlige kasser. Som ung, da Filippo overtog vingården, havde han selv været i kløerne på disse mørkets fyrster. De forsøgte at presse ham til at sælge vingården til en latterligt lav pris, men han modstod dem og blev en lokal folkehelt. Det har han skrevet en fin lille bog om.
Oplevelser som disse i et af de store EU-lande sætter mange ting i perspektiv, herunder også noget, som ikke ligefrem er samfundsomstyrtende, men dog sender et signal – rabatter på museer i Danmark. Her går udviklingen tilsyneladende en anden vej. Uden at jeg har statistisk belæg for det, så er det mit indtryk, at børn og unge under 18 år kommer gratis ind langt de fleste steder. Det er en politisk beslutning, at børnefamilier skal have rabat på Nationalmuseet i København. Her koster en voksenbillet 75 kroner, og en voksen og et barn kommer ind for 60 kroner.
Nationalmuseets direktion skriver i en mail, at ”Nationalmuseet skal som offentlig institution som udgangspunkt behandle borgerne lige. Der bør derfor være særskilt hjemmel til at begunstige nogle grupper frem for andre”, og det er altså det, der sker i forhold til familier med børn, som vil besøge museet. Som en museumsmand, jeg kender, siger, så tror han, tendensen vil brede sig. Det er dyrt for en børnefamilie at gå på museum. Ofte følger der spise og drikke med, og det løber op.
Børnefamilier og unge er uden tvivl dem, der økonomisk er spændt hårdest for i vores samfund, og som samfund ønsker vi, at de bruger vore museer. Stop brokkerierne, kære jævnaldrende, sæt pris på det samfund, som vi har skabt, betal entrebilletten med glæde, og lad rabatterne gå til dem, der har mest behov.