33-årig lod sig indskrive på plejehjem: Man er en brik i systemet, ikke et menneske

33-årige Ea Ørum lod sig i en uge passe som en 88-årig på et plejehjem. Hun følte, hun blev til en arbejdsplads for andre, hvor der var alt for lidt plads til at være et menneske med personlige behov. Senere på året udgiver hun en bog med tanker fra opholdet.

33-årige Ea Ørum blev i en uge passet som 88-årig på et plejehjem for at opleve livet som plejehjemsbeboer. Hun manglede især fornemmelsen af, at der var hjemligt, og at der blev taget hensyn til hendes personlige behov.
33-årige Ea Ørum blev i en uge passet som 88-årig på et plejehjem for at opleve livet som plejehjemsbeboer. Hun manglede især fornemmelsen af, at der var hjemligt, og at der blev taget hensyn til hendes personlige behov. Foto: Tomas Bertelsen .

Vente, vente, vente. På bækkenstolen, på maden, på en plejer, der kan få mig op.

Det var nogle af de skelsættende erfaringer for journalist Ea Ørum på 33 år, da hun i en uge ”legede”, at hun var en 88-årig kørestolsbruger og stærkt plejekrævende beboer på et plejehjem.

Den oplevelse gjorde, at hun kom i øjenhøjde med de ældre på plejehjemmet, da hun bagefter interviewede dem om, hvordan de befandt sig. Hun kunne referere til sine egne hændelser og derved komme et skridt tættere på den virkelighed, de ældre levede i. Hun ville undersøge alderdommen.

Er der nok opmærksomhed over for den enkeltes behov og ønsker? Er hjælpen, plejen og omsorgen tilrettelagt tilstrækkeligt individuelt? Og er det muligt at skabe en indholdsrig dagligdag i plejeboliger og på plejehjem?

Alt dette og meget mere presser sig på, når man forsøger at beskrive livet på et plejehjem.

Ea Ørum siger: ”Jeg boede på mit eget værelse, blev hejst op og ned i lift, kom i kørestol, fik begyndende liggesår og kom ikke udenfor i seks dage. Det var hårdt at være passiv og at vente. Meget hårdere, end jeg havde forestillet mig.”

En af de ting, Ea Ørum fokuserede på og er meget optaget af, er, hvordan individet trives i systemet, og hun oplevede, at plejehjemmet yder pleje, men er alt for lidt hjem.

Hun syntes, at det var hårdt at have plejepersonalet og alle beboerne omkring sig. Hun var ikke længere privat, men blev gjort til en arbejdsplads.

Den samme problematik kan man finde hos syge eller svækkede ældre, der bor hjemme, men har mange besøg hver dag for at klare de praktiske opgaver. Sikkert i bedste mening spankulerer sosu-assistenter og sygeplejersker ind og ud af hjemmet, som nu netop omdannes til en arbejdsplads.

Ea Ørum siger: ”Jeg så, at når mennesker bliver til brikker i systemet, så skaber det for eksempel ensomhed.”

Det er mere end et halvt år siden, at Ea Ørum levede som 88-årig på et plejehjem, og nu bagefter forklarer hun, at hun aldrig ville have kunnet spørge beboerne om de hverdagsting, der finder sted på et plejehjem, hvis hun ikke selv havde oplevet det.

”Skridt på gangen hver nat kan være generende,” siger hun og tilføjer, at det er det også ikke at vide, hvad der bliver serveret til aftensmad. Selvom maden er fin, kan det tage appetitten.

Og så er der det med at bede om hjælp. Det, oplevede Ea Ørum, var sværere, end hun havde forestillet sig. Hun tissede i bleen en aften, fordi hun ikke ville bede om hjælp, og det var flovt at få bleen af og en bar numse blotlagt. Hun følte sig umyndiggjort, da plejerne talte til hende som til et barn.

Flere ældre forklarede hende efterfølgende, at de heller ikke vil være til besvær, og at det også kan være vanskeligt at bede om hjælp til at spise.

”Det ville være nemmere, hvis de skar maden i stykker for mig,” sagde en af beboerne, der havde en dårlig hånd og var småtspisende, men bede om det ville han ikke.

Ea Ørum sammenfatter oplevelserne og siger: ”Det kan være svært at være et menneske i plejesystemet. Rutinerne tager ikke hensyn til, hvor forskellige vi mennesker er.”

Selvfølgelig er der forskel på plejehjem, og jeg har heldigvis også besøgt ældre, der trives og har en god hverdag i deres hjem på plejehjemmet. Trygheden spiller ofte en rolle for mange. Man ved, at hjælpen er nær, hvis man skulle få brug for den. Og så beklager man sig ikke over generne.

Men som en af beboerne siger til Ea Ørum: ”Jeg synes, at trinene på gangen kan være stressende, især om natten. Jeg kan godt ligge og overveje, hvorvidt de er på vej ind til mig. Det er irriterende. De kunne godt have gummisåler på, men det skaber jo også tryghed, at jeg kan høre dem.”

En anden beboer siger, at han håber, trinene betyder, at der kommer nogen ind til ham, ”Jeg bliver faktisk skuffet, når de går forbi,” tilføjer han.

Når Ea Ørum nu mindes sine oplevelser, tænker hun på den beboer, der havde en drømmebog. Det var en lille bitte bog, hvori hendes mand før sin død havde tegnet små billeder af de steder, som de havde besøgt sammen. Og den gav Ea Ørum et indtryk af, at alderdommen handler om at drømme sig tilbage.

Man kan læse en artikel om Ea Ørums mange oplevelser og indtryk på plejehjemmet i ÆldreForums Årsberetning for 2014. Artiklen kan downloades og rekvireres vederlagsfrit på aeldreforum.dk. Og i eftersommeren udgiver Ea Ørum en bog om sin tid på plejehjemmet og de tanker og overvejelser, den medførte.

Selv ønsker Ea Ørum for sin egen eventuelle fremtid på et plejehjem, at der er mere fællesskab og mere privatliv. Mere hjem. Hun roser også plejepersonalet, men slutter sådan:

”Da jeg stod ud af kørestolen, havde jeg ømme ben. Jeg havde liggesår på baglårene. Jeg havde belægninger på tungen. Jeg var hævet i ansigtet. Jeg var træt. Jeg var virkelig glad for at kunne tage hjem på en solskinsaften. Det var lidt som at få friheden tilbage.”