Teenagedrenge med kasketter eller morgenhår hænger foran computerne, sidder bøjet over strømkredsløb og løser opgaver ved gruppebordene i House of Technology på Erhvervsskolen Mercantec i Viborg. De skal være datateknikere, automatikteknikere, elektronik-fagteknikere eller it-supportere, når de engang er færdige med uddannelsen – og det bliver de fleste her.
En ældre mand går omkring mellem bordene, småsludrer med nogle og følger med i, hvordan det går den enkelte. Det er Poul Linnemann på 68 år. Han er hverken it-specialist eller fagtekniker, men derimod pensioneret revisor med jobtitlen "bedstefar". De seneste fire år har det været hans arbejde at støtte de unge i afdelingen for elektronik og it på det menneskelige og sociale plan, så de bedre kan klare uddannelsen.
Poul Linnemann har drevet et selvstændigt revisionsfirma i næsten 30 år – de sidste otte år sammen med en kollega og 16 medarbejdere i kæden Dansk Revision. Jobbet som leder var krævende, og da Linnemann var først i 60'erne, fik han lyst til at trappe ned og bruge mere tid sammen med familien og på golfbanen.
"Jeg kunne være gået på efterløn, men jeg følte mig slet ikke udbrændt. Egentlig ville jeg helst have været på deltid i mit eget firma, men det er svært, når man er chef og skal bevare et højt fagligt niveau over for kunder og medarbejdere," forklarer han.
I stedet solgte han i 2007 sin del af firmaet til kompagnonen. Han begyndte at kigge efter stillinger i andre brancher, og i den lokale avis faldt han over annoncen, hvor Mercantec søgte "bedstefædre" og "bedstemødre" til seniorjob.
"Vi har haft elever i firmaet gennem alle årene, jeg har selv både børn og børnebørn, og idéen om at hjælpe unge godt i gang med arbejdslivet tiltalte mig meget," siger han.
Desuden lå skolen i gåafstand fra hans hjem, og der var mulighed for fleksible arbejdstider. Det lød alt sammen fint, så Linnemann søgte jobbet og fik det.
Frafaldet på Mercantec var på det tidspunkt et alvorligt problem. Næsten hver tredje elever droppede ud, hvilket selvsagt var problematisk for den enkelte, men også meget dyrt for skolen. Derfor satte skolen en stribe initiativer i værk for at holde på de svageste. Et af de mere utraditionelle tiltag var at ansætte en flok pensionister som sociale mentorer, og de har efter skolens mening en del af æren for, at frafaldet er halveret siden 2007 fra 30 til 15 procent. I øjeblikket har Mercantec 17 bedsteforældre ansat, som udelukkende varetager sociale opgaver.
"Mine hovedopgaver er at være voksenkontakt og rollemodel, og jeg påtager mig også gerne en opdragende rolle, når der er brug for det," siger Poul Linnemann.
Han kan godt finde på at rette på de unge, hvis de slænger sig for mageligt i stolene, sidder og tjekker Facebook i timerne eller smækker benene op i møblerne, og efter aftale med lærerne påtager han sig også tjansen som morgenvækker for eleverne på skolehjemmet. Syvsovere, der bliver liggende under dynen, efter at undervisningen er begyndt, kan meget vel blive vækket af en banken på døren og en stemme, der råber: "Hallo, det er bedstefar, hvad laver du? Hvorfor er du ikke i skole?".
Det sker også, at Poul Linnemann bruger sin mangeårige erfaring som revisor og hjælper elever med pengeproblemer til at få lagt et fornuftigt budget. Men en bedstefar skal også kunne være omsorgsfuld, og det er sådan, eleven Peter Tietze først og fremmest oplever Poul Linnemann.
Peter har det ikke altid let. Han sidder ved et af gruppebordene og løser opgaver sammen med nogle af klassekammeraterne. Han er med i fællesskabet, men skiller sig alligevel lidt ud. Når han selv skal sige det, er han blevet alt for tidligt voksen, for allerede som 10-årig måtte han tit tage ansvar både for sig selv og sin lillesøster. De to voksede op med en alenemor, der var psykisk syg og led af alvorlige depressioner. For få måneder siden opgav hun kampen mod sine indre dæmoner og begik selvmord, og den nu 18-årige Peter måtte som hendes nærmeste slægtning tage sin del af ansvaret for begravelsen og alt det praktiske i forbindelse med dødsfaldet. Heldigvis fik han hjælp og støtte fra sin far, men hårdt var det alligevel.
"Jeg bebrejder hende ikke, for hun havde det rigtig, rigtig svært og kunne ikke holde det ud længere, men jeg bliver tit meget ked af det, når jeg tænker på hende. Jeg får tudeture og må nogle gange gå hjem midt i undervisningen," fortæller Peter.
"Og så er det dejligt, at Poul kommer og spørger, hvordan jeg har det. Jeg får et skulderklap og en snak. Det er rigtig godt, for mine kammerater kan ikke forholde sig til det, og på grund af mine erfaringer ser jeg anderledes på mange ting," forklarer han.
Personlige problemer kan nemt vippe unge af pinden, så de må opgive uddannelsen, men Peter hænger på endnu. Det gør den 19-årige Ali Al-Khafje også. Han har fået støtte af Poul Linnemann til mere praktiske ting:
"Han har hjulpet mig med at rette mine praktikansøgninger igennem, og det var en god hjælp," siger Ali Al-Khafje, som sidder ved en af computerne i den anden ende af lokalet.
"Og så er det fedt, at vi kan kalde ham bedste," griner han.
Især når man ikke selv har en bedstefar.
Ali har ganske vist en bedstefar, men han bor i Irak, og Ali har ikke set ham, siden familien flygtede til Danmark for 10 år siden.
Poul Linnemann bliver selvfølgelig ikke en del af familien, bare fordi de unge kalder ham bedstefar, men han og de andre seniorer har noget vigtigt at byde på i kraft af deres alder, mener skolen.
"Når vi lige præcis vælger at rekruttere ældre mennesker til den her opgave, er det, fordi de har en masse ressourcer i form af livserfaring, og dem vil vi gerne være med til at bringe i spil," siger Kim Munksgaard, der er elevcoach og projektleder på skolen.
"Skolen opfatter det som en samfundsopgave at få generationerne til at spille sammen. Der er ting nok, som gør kløften større, men Mercantec ønsker at trække i en anden retning, og det lykkes indtil videre udmærket i praksis," siger han.