At rejse er at leve

Jeg har netop på ny erfaret sand-heden i at rejse er at leve på en fire ugers bilrejse til Nice i Syd-frankrig og Assisi i Italien

Ældre Sagens blad og avisernes annoncesider vrimler med fordelagtige tilbud, individuelle kør selv-rejser, flyrejser, sørejser med krydstogtskibe, rejser med tog, grupperejser, vandre- eller cykelrejser til fjerne eller nære egne ud i den fascinerende verden.
Ældre Sagens blad og avisernes annoncesider vrimler med fordelagtige tilbud, individuelle kør selv-rejser, flyrejser, sørejser med krydstogtskibe, rejser med tog, grupperejser, vandre- eller cykelrejser til fjerne eller nære egne ud i den fascinerende verden. Foto: Karsten Schnack Denmark.

Mon ikke de fleste ved, at dette citat stammer fra

H.C. Andersen? Mange seniorer har taget det til hjertet og har gjort H.C. Andersens erfaring til deres egen.

Ældre Sagens blad og avisernes annoncesider vrimler med fordelagtige tilbud, individuelle kør selv-rejser, flyrejser, sørejser med krydstogtskibe, rejser med tog, grupperejser, vandre- eller cykelrejser til fjerne eller nære egne ud i den fascinerende verden. Det berømte citat om livet på rejse stammer fra Mit Livs Eventyr, hvor det hedder: Den lykkelige erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom kunsten og livet er blevet mig klarere, desmere solskin er der udefra strømmet ind i mit bryst.

LÆS OGSÅ: Som taget ud af et eventyr

Han foretog 19 rejser til udlandet gennem sin levetid (1805-1875) og 87 indenlandske rejser og større udflugter. Efter datidens forhold er det rent ud sagt imponerende. Ikke mindst taget i betragtning, at han var et bekymret gemyt, som skulle overvinde alskens slags angst for, hvad der kunne hænde på en lang rejse.

Dårlig mave og tandpine var undertiden trofaste rejsekammerater. Han rejste Europa rundt. Hans yndlingslande var nok Frankrig, Spanien og navnlig Italien. Han sled med at tilegne sig sprog og mente selv, at han var blevet habil udi det franske, som han talte med en rivende hast, så man ikke hørte fejlene, skriver han i et af sine mange rejsebreve. Jeg har forsøgt at gøre ham kunsten efter, men absolut uden held.

I et brev fra den 56-årige digter skriver han til salmedigteren B.S. Ingemann: Kjære Ven! Jeg er i Rom, er her for fjerde Gang, hvor dog vor Herre er mig kjærlig og god, har forundt og forunder mig saa megen Glæde, Synet af saa mange Herligheder. H.C.Andersen rejser med åbne sanser, syn, smag, duft, hørelse. Alt registrerer han og forundres over i glæde i sandhed en opbyggelig rejsefælle at stifte bekendtskab med.

Jeg har netop på ny erfaret sandheden i at rejse er at leve på en fire ugers bilrejse til Nice i Sydfrankrig og Assisi i Italien. Både bogstaveligt og i overført betydning er meget solskin strømmet ind i mit bryst. Kunsten og livet. Sådan var det at opleve et besøg på Chagall Museet i Nice. Her møder vi det bibelske univers spejlet med en bevægende ømhed og skønhed i Chagalls kunst i et svævende, varmt farvespil. Marc Chagall (1887-1985) var russisk jøde og født i landsbyen Vitebsk. Han levede det meste af sit liv i Frankrig. Han har sin grav på kirkegården i Vence, hvor han har udsmykket dåbskapellet i byens kirke.

Den russiske landsby er et centralt motiv i hans kunst. De brændende huse symboliserer de forfølgelser og lidelser, det jødiske folk har gennemgået. Hans dybe overbevisning er, at der er kun ét alternativ til volden og ondskaben i verden: troen. Han er til inderste marv jøde og afspejler den jødiske tros dybe ydmyghed og taknemmelighed i mødet med Gud. Der sidder ofte en gammel jøde i et hjørne af et billede med sit bedesjal om skulderen. Men han er tillige dybt fascineret af Kristus-skikkelsen. Ofte fremstillet som den korsfæstede. Der var især et stort billede, som har sat sig i mit sind, Eksodus udgangen fra Egyptens trældom, befrielsen. I billedets venstre side ses de brændende huse, midtfor en Kristus-skikkelse formet som et kors med en stærk solglorie. Han drager talløse skarer med sig. Det kunne lige så vel hænge som udsmykning i en kristen kirke.Troens folk er et vandrende folk, altid på vej.

Assisi er en lille bjerglandsby i Umbrien, hvor Frans af Assisi blev født og virkede (1182-1226). Det præger byen, som har bevaret en oprindelighed, som gør den til noget enestående med den rige historiske tradition og de mange kirker. Daglig valfarter skarer af mennesker hertil. Naturligt især til Sankt Franciscus Kirken med Frans grav i krypten. Også en protestant kan gerne kalde ham den hellige Frans i den forstand, at han er et vidnesbyrd om, at det er barmhjertigheden, som er tilværelsens inderste kraft og hemmelighed. Han er en udfordring til nutiden og vidner om, at den katolske kirke har bragt verden andet og mere end skandaler og skiftende pavers højst fejlbarlige ufejlbarlighed. Det kan man godt betænke i årene frem til fejringen af Luther i 2017.

I Assisi mødte vi et dagligdags udtryk for menneskelighed. Under forsøg på vende bilen i en stejl bjerggade overså jeg et trappetrin, som molesterede bilens forparti slemt, og jeg sad hjælpeløs og gloede bag mit rat. En nabo kom løbende og i en blanding af italiensk og engelsk gav han udtryk for sin forståelse, at jeg jo ikke var vant til sådanne forhold, og om han måtte vende bilen for mig? Og i et par snuptag var Toyotaen på ret kurs igen, og han ilede videre, hilsende og smilende. Han var en af hverdagens engle i modsætning til én, der sad på en af byens pladser, klædt ud i hvide gevandter og med påsyede vinger på ryggen. Religiøs kitsch af værste skuffe.

Man kan rejse på mange måder. I bøgernes og billedernes verden, i musik og fortælling, i erindring og fantasi. Jeg husker tydeligt min første rejse fra barndommens skolestue. Jeg sad bag ved Niels Holgersen på hans forunderlige rejse over Sverige i Selma Lagerlöfs fortælling. Rejsen er et arketypisk billede på vort liv. Vi er på rejse, fra vugge til grav. Graven er ikke endestationen. Men det er en anden historie. En rigtig god historie: At rejse er at leve.