Prøv avisen

Blev præst: Ronald Risvig var 60 år, da han fik sit drømmejob

Ronald Risvig blev præst i en alder af 60 år. Vejen dertil var kringlet, men han priser sig lykkelig for at være nået i mål. – Foto: Scanpix

Pensionsalderen stiger, og det bliver stadig mere relevant for flere at gå nye veje i arbejdslivet i en højere alder. Ronald Risvig har gjort det: Han hoppede ud i en helt ny karriere som præst kort før sin 60-årsfødselsdag og satser på at blive ved, til han er mindst 70 år’

Mørket er faldet på over en mennesketom domkirkeplads i Viborg, men inde i kirken er der stuvende fuldt. Luften vibrerer af forventning, og klokkerne bimler i tårnene. Så bliver der stille, men kun et øjeblik, inden bruset fra orglet fylder rummet. Det er palmesøndag den 24. marts 2013, og der er præsteordination i Viborg Domkirke.

Op fra krypten går nu biskop Karsten Nissen i fuldt ornat, og efter ham følger en hel hale af sortklædte præster. De bevæger sig gennem søjlegangen langs kirkens ydervæg, så man må strække hals for at se dem fra bænkene. De når hovedindgangen, drejer om, og skrider i statelig procession op ad midtergangen mod Joakim Skovgaards kæmpe-Kristus i kuplen bag det gyldne alter.

Bag biskoppen går også tre med hvide kåber over de sorte kjoler. Det er de nye præster. En af dem hedder Ronald Risvig.

Ronald Risvig blev ordineret som præst kort før sin 60-årsfødselsdag og tiltrådte for nu tre år siden sit første embede i den grundtvigske valgmenighed i Aulum-Vinding-Vind.

Mange af hans venner og bekendte var ved at tabe både næse og mund over den pludselige karriereudvikling. Selvom de nok vidste, han engang havde læst teologi, var han aldrig blevet færdig, og mange af hans jævnaldrende var under indflyvning til pensionisttilværelsen med forventning om snarlig landing.

Men ikke Ronald Risvig – han dyrkede en gammel karrieredrøm, som pludseligt og ganske uventet gik i opfyldelse. Ved et tilfælde blev han gjort opmærksom på stillingen i den vestjyske valgmenighed. Han søgte den, og mod alle odds fik han jobbet.

”Jeg tror, at det har været meningen hele tiden, at jeg skulle være præst. Fra jeg var helt ung, har jeg haft en fornemmelse af, at der var lagt spor ud i den retning, som det ville være godt at følge, og jeg har altid været optaget af folkelig formidling af de store, eksistentielle spørgsmål,” fortæller han, mens han serverer kaffe og hindbærsnitter ved køkkenbordet i sin præstebolig i udkanten af Aulum i Vestjylland.

”Jeg kom bare hele tiden ud på så mange side- og omveje, at der gik 30 år, før jeg nåede hertil, så man må sige, jeg kommer med en vis ballast,” tilføjer han med et smittende hi-hi-grin, som nok kan løfte en tung stemning i de fleste selskaber.

Mange midaldrende på arbejdsmarkedet holder godt fast i jobbet i forventning om, at mulighederne for at få et nyt svinder ind, når man har rundet 50 år – for ikke at sige 60 år. Men Ronald Risvigs eksempel demonstrerer, at det i nogle tilfælde kan være en succes at skifte job eller endog bane i en sen fase af arbejdslivet.

”Jeg håber da, jeg kan blive ved, til jeg er 70 år, for jeg synes, jeg har meget at byde på endnu,” siger den nu 63-årige valgmenighedspræst, som på alle måder har fundet sig godt til rette i Aulum.

Han er udmærket bekendt med, at der var nogle blandt menighedens knap 500 medlemmer, som havde ønsket sig en yngre præst med teologisk embedseksamen, men en enig bestyrelse pegede på ham. Intet tyder på, de har fortrudt, og Ronald Risvig har oplevet, at forbeholdet over for hans alder og brogede baggrund er forsvundet ved nærmere bekendtskab. Faktisk er han overbevist om, at netop hans lange livserfaring gør ham særdeles velegnet som præst.

Ronald Risvig blev kastet ud i arbejdslivet som 17-årig. Bogstaveligt talt. En decembermorgen i 1970 kravlede den 17-årige blikkenslagerlærling Ronald op ad en stige for at skifte tagrender på Uhre Mølle uden for Brande. Netop som han nåede stigens top, stod solen op, og han rettede sig spontant for at se det første dagslys farve det vintergrå vestjyske landskab rødgyldent. Men det blev fatalt. Det svimlede for hans øjne, han mistede fodfæstet og styrtede på hovedet til jorden.

Blikkenslagersvenden kom styrtende for at hjælpe, men den forulykkede lå i en vandpyt og hviskede: ”Rør mig ikke, før Falck kommer.” Han kunne mærke, noget var helt galt, men han vidste endnu ikke, hvor svært han var kommet til skade, og at flere nakkehvirvler var alvorligt læderet. Svenden lod ham ligge i samme stilling, til ambulancen ankom, og det blev hans held.

Ronald Risvig overlevede mirakuløst ulykken og fik førligheden igen efter mange uger i vippestræk og måneders genoptræning. Men blikkenslager blev han aldrig. Måske var faldet fra stigen et af den slags vink, som han har et veludviklet blik for. Et vink om, at han ikke var på rette spor, mener han selv.

”Det rette spor” var dog ikke helt let at finde, selvom han ledte ihærdigt: Han gik på højskole, på hf, blev ekspedient og uddannet som isenkræmmer i en trælast, bilhandler, fodboldtræner for Ribes Divisionsdamer og Færøske Fuglefjord i den bedste færøske række for herrer, lærer fra Ribe Statsseminarium, friskoleleder, højskoleforstander, underviser i oplysningsforbund og sognemedhjælper – for nu bare at nævne nogle af stationerne på vejen frem mod drømmejobbet.

Stud.theol. skrev han også på visitkortet i fire år i 1980’erne, selvom universitet hurtigt viste sig at være et dårligt valg for Risvig, der i mellemtiden havde fået kone og børn. Især de klassiske sprog var en pestilens for ham. Han fulgte mest sine egne veje, og de førte ham oftere hen til Johannes Sløks Kierkegaard-forelæsninger end til timerne i græsk og hebræisk. Det var i længden uholdbart, måtte han til sidst sande.

”En dag, da jeg stod på ringgaden i Aarhus ud for Statsbibliotekets bogtårn, slog det mig, at det var et helt galt spor, jeg var kommet ind på,” husker han. ”Det her går ikke, Ronald, sagde jeg til mig selv. Hvis du nogensinde skal blive præst, er du nødt til at komme ud af det her universitet.”

Han skulle dog være næsten tre årtier om at nå målet, for der skete for meget undervejs, til at han kunne holde kursen. Mens han fortæller om det, bevæger han sig ud af lige så mange sidespor som hans farverige tilværelse, så kaffen bliver kold, og hindbærsnitten ligger halvspist tilbage på tallerkenen, da hans fortælling når frem til nutiden.

Stillingen som præst i Aulum er knap fuldtids, og Ronald Risvig glæder sig over at have tid til fordybelse, tid til at holde foredrag og til at skrive. Han har netop udgivet bogen ”Matador og Kristendom”, som han kalder en samling folkelige prædikener med afsæt i personer og temaer fra den kendte gamle tv-serie. Men mest af alt glæder han sig til hver eneste aktivitet og kirkelig handling sammen med valgmenigheden og over følelsen af at være nået i mål.

”Hver dag, når jeg står op, og hver gang jeg holder gudstjeneste, priser jeg mig lykkelig for, at jeg har fået lov til at få det her job,” siger han. ”Jeg laver lige præcis det, jeg allerhelst vil, og alt det, jeg har samlet op i mit liv, kan jeg bruge her. Jeg kan få helt kuldegysninger af det, så glad gør det mig. Det kan jeg virkelig ønske for alle mennesker, at de må opnå det, de for alvor brænder for i deres liv.”