Salmebogen og højskolesangbogen er nyttige, når ordene slipper op

Den kristne børnelærdom og den sangskat, de fleste seniorer har med sig i livets bagage, er til trøst for mange i den sidste tid

Den danske salmebog.
Den danske salmebog. Foto: Niels Aage Skovbo.

Enhver, der er opdraget - bogstaveligt forstået - i den kristelige børnelærdom, husker, at treenigheden er kristendommens bærende urokkelige fundament; - ”idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, som det lyder, hver gang et barn eller en voksen bliver døbt. Se Matthæusevangeliet, kapitel 28 vers 16-20. Stærke ord at stole på, at leve på, at dø på.

Én sand treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd, som vi kort kan sammenfatte den apostolske trosbekendelse. Sådan bekender den kristne kirke troen overalt på jorden. De tre navne kan ikke adskilles. De udgør i deres indre dynamiske samhørighed en alt omfattende virkelighed, hvor hvert enkelt navn er virksomt i de tre navne. De er en helhed: Aleneste Gud i Himmerig! Læs Salmebogen nummer 435.

Der er måske læsere, som tænker, at nu letter den teologiske tankeflugt til de højere luftlag, hvor menneskelivets daglige virkelighed bliver usynlig. Men jeg skal straks kalde på vidner, som henter enhver tilbage til virkeligheden. Den kristne tro har følgevirkninger, der har livsbærende betydning i det liv, vi lever med hinanden. Det gælder i den store verden, og det gælder i den lille verden ned i de mindste sammenhænge.

Troen giver sig til kende i holdning og handling, livssyn og verdenssyn. Det vidste Paulus, da han dannede den sætning, som aldrig kan glemmes: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (Første Korintherbrev kapitel 13, vers 13).

Den vished udfolder han videre i Galaterbrevet kapitel 5 vers 22, at ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” Lad de ord lyse og varme i sindet.

Livet er levende i de ord. De betyder mere og mere des ældre, vi bliver. Ja, en god alderdom beror på de ord. Og kommer den dag, hvor vi bliver helt hjælpeløse, betyder de alt: At der er mennesker, som aktivt udfolder dem i handling, et kærligt ord, en hjælpsom opmærksomhed, en stilfærdig tilstedeværelse.

Sådan oplever jeg det lige nu i forhold til et menneske, jeg holder af. Han er snart 96 år og er sengeliggende på femte måned. I mere end en menneskealder var han en velrenommeret tandlæge i en vestjysk provinsby. En omsorgsfuld familiefar, i fritiden en ivrig jæger og skovmand.

Nu er det ventetid og vågetid. Hans ægtefælle på 91 år sidder dagligt ved hans sengeleje. Hjemmeplejen kommer flere gange i døgnet. Hver weekend kommer de fire børn og svigerbørn skiftevis på aktivt besøg. Der skal købes ind og laves mad. Og der skal hygges og lyses op. Gammelfar, som vi nok i kærlighedens ærbødighed må benævne den ældre herre, er nærværende i glimt, men der er ikke kræfter til at sige så meget. Hvordan skal vi så bære os ad med at sige noget?

Vi skal sige, hvad vi har på hjerte af gode ord. Og har vi stemme dertil, kan vi synge. Vi har både Højskolesangbogen og Salmebogen med i vort livs bagage, så der er et rigt forråd at hente frem, så vi synger. Hvad skulle vi dog gøre, hvis ikke der var større ord end vore egne små ord?

O kristelighed!
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved, 
hvad svagt vi kun skimter, mens øjet er blåt, 
det lever dog i os, det føler vi godt; 
mit land, siger Herren, er Himmel og jord, 
hvor kærlighed bor.