Prøv avisen

Emilie vil hjælpe sin morfar og andre demente ved at designe sanselige produkter

Emilie Wiehe i sofaen med sin demente morfar med tyngdeplaiden over skuldrene. – Privatfoto.

Da tekstildesigner Emilie Wiehes morfar blev dement, fik hun indblik i et liv, hvor det er de små ting og nuet, der udgør livets essens. Den viden materialiserede sig i tre produkter, som skal give demente sanselige oplevelser i hverdagen

Emilie Wiehe har som barn haft et nært forhold til sin morfar. Det har hun stadig, men forholdet har ændret karakter. Ikke blot fordi de begge er blevet ældre, men i høj grad som følge af, at morfaderen i dag er ramt af demens.

Det er seks år siden nu, at familien fandt ud af, at han var syg, og i dag bor han på et plejecenter for demensramte. Med morfaderens sygdom har Emilie Wiehe gradvist fået et indblik i, hvordan livet leves, når dagen i går er glemt i dag, og når forestillingen om i morgen slet ikke eksisterer.

Dette fundamentalt anderledes liv inspirerede den nu uddannede tekstildesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering til i forbindelse med sit afgangsprojekt at skabe nogle produkter, der kunne give demensramte nogle positive, sanselige oplevelser i hverdagen.

”Jeg fandt frem til tre grundlæggende behovsscenarier for mennesker med demens. Det ene er at have noget håndgribeligt at tage sig til – demente bliver meget nemt rastløse. Det andet er behovet for at lade tankerne flyve og bare være til stede, og til sidst er det behovet for tryghed og omsorg,” siger Emilie Wiehe.

Ud over at læse en masse litteratur indhentede Emilie Wiehe viden ved at besøge et hjem for mennesker med demens. Her fik hun via samtaler med fagfolk udvidet sin forståelse for, hvordan livet med demens er, og hvad der kan gøres for dem for at højne deres livskvalitet.

”Jeg talte blandt andet med lederen på det her hjem, som fik mig til at indse, at når det handler om demente, så skal man helt ned i de små greb. Det handler ikke om store armbevægelser og en masse ture ud af huset, når de demensramte skal præsenteres for oplevelser og sanseindtryk. Det handler i stedet om de helt små ting; at puste til en serviet, en fjer eller at trille med en bold,” siger Emilie Wiehe.

Som designer har Emilie Wiehe ikke udelukkende været optaget af det rent funktionelle i selve udviklingen af de tre produkter, som blev resultatet af hendes afgangsprojekt på Kunstakademiet. Det æstetiske udtryk har også spillet en stor rolle.

”Det er jo generelt for alle mennesker, at vi påvirkes af alle de ting, vi omgiver os med. Det gælder også for demensramte, hvor evnen til at sanse er forstærket. Fordi både fremtiden og fortiden er ikke-eksisterende, bliver nuet sanset meget stærkt. Derfor ville jeg lave noget, der gav nogle umiddelbare og positive oplevelser. Noget, som kunne falde ind i de naturlige omgivelser, og som havde et modent udtryk. På mange hjem for demente har de for eksempel mange ting, som ligner børnelegetøj – det ville jeg gerne undgå,” siger hun.

De tre produkter, som Emilie Wiehe har udviklet, er henholdsvis en tyngdeplaid, en uro samt en sanselig aktivitetsskulptur.

Særligt sidstnævnte er direkte inspireret fra hendes morfar.

”Min morfar er gammel sløjdlærer, og han har også selv bygget et hus. Han har altid været glad for at bruge sine hænder. En dag han var ude at handle med min mor, lå der en spartel, som han tog op og følte på og sagde: ’Ih, det var vel nok et dejligt stykke værktøj, det her.’ Min mor og han købte det med hjem, og siden har han brugt det til alle mulige ting – for eksempel til at åbne bananer med eller skære breve og pakker op med. Det viste mig, at han, til trods for sygdommen, stadig havde et behov for at bruge sine hænder, og det inviterer aktivitetsskulpturen til,” siger hun.

Alle tre produkter har Emilie Wiehe haft med på besøg hos sin morfar, og hendes oplevelse var, at de hver især kunne gøre en forskel i hans hverdag. Særligt tyngdeplaiden, som er fremstillet af fleece og indeni er fyldt med små kornagtige kugler, blev modtaget positivt af morfaderen.

”Da han fik plaiden over sig, sad han stille lidt, men sagde så pludselig: ’Det her er rigtig guf.’ Han blev helt anderledes og ændrede nærmest karakter, så vi kunne sidde og tale med ham stille og roligt, uden at han blev rastløs og gik rundt,” siger hun.

Emilie Wiehe har i sin arbejdsproces været optaget af at skabe noget, som kan gøre nuet så behageligt som muligt at være i som demensramt. For hendes uro gælder det for eksempel, at den kan indfange hverdagsfænomener som farver, indfald og lys, hvilket er med til både at forstærke og forskønne nuet.

Ligeledes har alle tre produkter et organisk udtryk – et helt bevidst valg fra Emilie Wiehes side, idet naturen og dens materialer ofte formår at skabe en tryg genkendelighed hos mange mennesker og således også demensramte.

For Emilie Wiehe har arbejdet med demensområdet ud over faglig indsigt også betydet, at hun i dag kan være sammen med sin morfar på en anden og mere afslappende måde end tidligere.

”Fordi demente har svært ved at tale om fortiden og fremtiden, kan det nogle gange være svært lige at finde ud af, hvad man skal tale om. Men jeg har fundet mere ro i, at der ikke altid behøver snakkes så meget. Og jeg har også fundet ud af, at det er rigtig fint at snakke om de helt umiddelbare ting, der sker rundt omkring os, og som vi andre godt kan overse, fordi vi ofte har travlt med at komme videre i ’programmet’. På den måde kan man jo også vende det om og sige, at den demente faktisk kan have noget vigtigt at lære os, nemlig at være til stede lige nu og her,” siger hun.

Emilie Wiehe har også lavet denne sanselige aktivitetsskulptur. – Privatfoto.