Prøv avisen
Interview

Seniordating kan vise vejen til øget selvindsigt

Tegning: Morten Voigt.

Ældre menneskers søgen efter kærligheden på internettet bliver foldet ud i den nye film ”Bare en cappuccino”, men livets sande rigdom kan vi ikke date os frem til, lyder budskabet fra instruktøren Elisabeth Rygård

Abelone taster sine interesser ind på computeren. Poesi, musik, natur. Hun smiler drømmende til skærmen. Efter mandens død venter der måske en ny stor kærlighed på den anden side af den digitale dating-mur.

Skuespiller Karen-Lise Mynster spiller den aldrende operasangerinde Abelone i filmen ”Bare en cappuccino”, der har premiere den 24. oktober i Grand Teatret i København. Abelone står på grænsen til depression og isolation, efter at hendes mand er omkommet i en trafikulykke, og for at finde vejen til kærligheden igen opretter hun en profil på en datingside på internettet.

Abelone er fiktion, men hendes virkelighed ligger ikke langt fra andre ældres liv. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 12.800 mennesker i alderen 65-89 år har benyttet sig af en datingside enten på computeren eller via mobiltelefonen i 2017.

Og allerede i 2011 viste en Gallup-undersøgelse, at 22 procent af mennesker over 60 år var åbne over for at finde en partner via internettet.

Så skal man tro statistikken, er der en interesse for at finde en ny livsledsager ved hjælp af internettet. Men er kærligheden i et parforhold opskriften på lykken? Det spørgsmål kredser Abelone om i filmen, hvor hun vover sig ud i tre stævnemøder.

”Bare en cappuccino” er instrueret af den 71-årige forfatter og instruktør Elisabeth Rygård, der ikke selv for øjeblikket er i et forhold, men har to børn fra et tidligere ægteskab.

For hende er seniordating og parforhold ikke nødvendigvis vejen til kærlighed. Faktisk mener hun, at mennesker nogle gange bruger ordet kærlighed forkert. For kærligheden kommer i mange former og kan udtrykke sig i de små ting, for eksempel en barnehånd, der rækker ud efter en voksenhånd.

Derfor bliver begrebet kærlighed misforstået, når man som Abelone stiller krav til et andet menneske om, at vedkommende skal gøre én lykkelig. Kærligheden er ifølge instruktøren en dybest set helt upersonlig energi, der kommer dybt indefra.

”Personligt oplever jeg, at livet bliver befriende enkelt og rigt, når man kan erkende, at guldet, altså kærligheden, hele tiden ligger som en mulighed inde i os selv,” siger Elisabeth Rygård.

Ifølge instruktøren tvinger kulturen os til at gøre os selv til en attraktiv vare, der kan sælges på alle livets scener, lige fra arbejdsmarkedet til datingmarkedet. Og uanset alder skal man have et smukt og ungdommeligt ydre, med andre ord skal man være den perfekte vare.

Det går hårdest ud over ungdommen, mener hun, for i alderdommen kan disse idealer forhåbentligt bedre gennemskues. Derfor er seniordatingen i filmen også en meget bevidst ramme og et symbol på den varetænkning, vi i stigende grad er underlagt og desværre let kommer til at identificere os med, lyder det fra Elisabeth Rygård.

”Mange lægger deres blødende hjerte direkte ud på internettet i forsøget på at finde en livsledsager. Men hurtigheden og overfladiskheden på internettet styrker i det store billede en brug og smid væk-kultur. Den kan efterlade os med en stor tomhed og en følelse af nederlag,” siger Elisabeth Rygård og uddyber, at hun selv kender en del, der har mødt en dejlig partner sådan, og det er kun godt.

Men hvis man som menneske ønsker at åbne sig for sit indre følelsesliv, må man begynde med livets to selvfølgeligheder ifølge Elisabeth Rygård: at vi fødes, og at vi skal dø.

Hvis man er mere bevidst om, at livet på den måde er flygtigt, vil man heller ikke være så optaget af at passe ind i et bestemt ideal. I stedet vil fokus i langt højere grad være på nuet, mener hun.

Derfor handler filmen også om langt mere end seniordating og jagten på at finde kærligheden i en sen alder. Den handler om, at livet ikke går efter en opskrift.

For livet rummer tragedier, og det udspiller sig ikke altid, som man ønsker sig. I de situationer, hvor livet føles tungt, kan erfaringer og kontakt med ens inderste følelser være helt afgørende, mener Elisabeth Rygård.

”Uanset alder, så indebærer livet lidelse for os alle. Måske kommer man til sidst til et punkt, hvor ens forestillinger om, hvordan livet burde være, bryder sammen. Det er her, man virkelig har mulighed for at åbne sig over for en anden forståelse af sig selv og verden. Alderen kan derfor medføre visdom i et ordløst andet lag, hvis man kan åbne sig for den.”

Hvorvidt Abelone accepterer sin alder, og om hun har held med seniordatingen i sidste ende, må frem til premieren stå hen i det uvisse. Men for Elisabeth Rygård er én ting sikker: Filmen er en klar hyldest til alderdommens mulige indre rigdom.

”Jeg er selv taknemmelig over at have fået lov til at blive ældre. Livet bliver ved med at folde sig ud, og jeg står ikke længere så stejlt på mine holdninger. Det passer meget bedre med livets rytme, for det er flygtigt og handler om nu og her. At jeg for eksempel kan sidde lige her i mit hjem og kigge ud på de lysende blomster på min altan.”