Prøv avisen

Seniorer hjælper børn med lektierne

"Når det er matematik, det gælder, er det oplagt, at det er mig, der hjælper," siger Hans Gravsholt. Hans arbejdsliv har været fuldt af tal i alle de år, han var økonomikonsulent ved Videncenter for Landbrug i Skejby, og her er det 5. klasse på Herskindskolen vest for Aarhus, der nyder godt af hans kunnen. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Hver tirsdag får børn på Herskindskolen ved Aarhus lektiehjælp af frivillige seniorer. Børnene bliver bedre i skolen, og seniorerne får et ungt netværk. Forhenværende økonomikonsulent Hans Gravsholt på 75 år er en af hjælperne

Småkager, småkager, småkager! Fem piger i 11-12-års alderen hopper ivrigt op og ned bag glasdøren ind til 5. klasses lokaler på Herskindskolen vest for Aarhus. Hans Gravsholt, en moden mand på 75 år, balancerer med et fad fuldt af frugt og småkager i den ene hånd, mens han forsigtigt åbner døren ind til pigerne med den anden.

Småkager, småkager. Jubiij. Pigerne myldrer tilbage til klasseværelset og sætter sig omkring et bord, hvor hæfterne med månedsopgaven i dansk ligger opslået.

LÆS OGSÅ: Skoleelever læser ikke lektier

Det er tirsdag eftermiddag efter skoletid, men cirka 15 børn fra forskellige klassetrin er her endnu for at få hjælp til lektierne. De sidder rundt om i små grupper eller hver for sig og arbejder med dansk, matematik eller engelsk. Hvis det kniber med stavningen, eller hvis regnestykkerne gør knuder, kalder de på en hjælper. Og hjælperne er typisk grå i toppen, for initiativet bliver drevet af frivillige seniorer.

Lektiecafeen i Herskind er et af en række initiativer landet over, hvor aktive seniorer bruger tid og personlige ressourcer på børn, som har brug for hjælp. I Lyngby-Taarbæk Kommune støtter Trygfonden for eksempel et lignende, men større projekt, som nu omfatter halvdelen af alle skoler i kommunen. Formålet er at udvikle en model for samarbejde mellem skole og seniorer, som kan eksporteres til hele landet. Men i Herskind har de allerede været i gang siden 2004.

Hans Gravsholt stiller fadet fra sig, og den 64-årige Birgit Hansen, som er tidligere pædagog på efterløn, skærer æbler og appelsinerne i både og byder frugten rundt til børnene, inden hun hjælper pigerne videre med dansk-opgaverne. Der er som regel tre seniorer på job ad gangen, og både Birgit og Hans kommer her næsten hver uge.

Når det er matematik, det gælder, er det oplagt, at det er mig, der hjælper, siger Hans Gravsholt. Hans arbejdsliv har været fuldt af tal i alle de år, han var økonomikonsulent ved Videncenter for Landbrug i Skejby. Nu er det Kasper fra 5. klasse, som nyder godt af hans kunnen.

Nogle gange er det lidt svært, siger Kasper, mens han fægter med en krykke. Han har flækket knæskallen ved at falde over et stakit, og afleveringsmatematik er også tit en barriere, han har svært ved at forcere.

Cirka 30 af skolens elever bruger jævnligt cafeen, og en del af dem kommer efter fast aftale mellem deres lærere og forældre. Andre kommer af sig selv, fordi det er hyggeligt.

Jeg er her hver tirsdag. Min mor arbejder meget. Hun laver mad og har sit eget firma, så hun har altid travlt. Hun har ikke tid, men her får vi hjælp, og vi kan tit lave lektier til hele ugen, mens vi er her, forklarer Kasper.

Han kommer i cafeen sammen med sin bror, Tobias, der sidder ved et andet bord.

Lærerne har lutter lovord til overs for seniorernes indsats.

Det er godt for os at kunne henvise vores elever til lektiecafeen og vide, at her der hjælp at hente især for de børn, der ikke har så meget støtte derhjemme. For mange er det også mindre konfliktfyldt at lave lektier sammen med Birgit eller Hans end sammen med forældrene, siger lærer Jette Liborius, som står for skolens konktakt til de frivillige seniorer.

Seniorerne har en ro over sig og tid til at snakke. Det giver børnene en oplevelse af, at det også kan være hyggeligt og rart at læse lektier og så er det godt for selvtilliden. Jeg oplever, at de elever, der har svært ved matematik, virkelig ranker ryggen, når de har lavet afleveringsopgaverne i lektiecafeen og kan aflevere før tiden, siger hun.

Oprindeligt var lektiecafeen ét af flere initiativer, der især rettede sig mod sårbare børn og unge, og den fik støtte fra en særlig pulje i Undervisningsministeriet. Nu er der ikke flere støttekroner, men cafeen kører videre takket være seniorernes ihærdighed og engagement. Den koster ikke skolen andet end opvarmning af et klasselokale, et ugentligt frugtfad og beskedne julegaver til de frivillige.

Jeg får ikke løn, men jeg har fri adgang til kopimaskinen, og det misbruger jeg, siger Hans Gravsholt med et glimt i øjet.

Og så er der det frynsegode, at de søde piger i før-konfirmationsalderen råber Hej Hansemand!, når jeg møder dem nede i byen, griner han.

Det er en bonus, han sætter stor pris på, skønt han selv har tre voksne børn og fire børnebørn. Han er aktiv i Naturfredningsforeningen, i det lokale landsbysamvirke og frivillig i lokalarkivet. Han er også redaktør af et landsbyens kvartalsblad, og han underviser andre ældre i computer. Han har med andre ord ingen problemer med at få tiden til at gå eller med at holde sit netværk på tværs af generationer ved lige.

Men når man lægger et travlt arbejdsliv bag sig, kan det godt give lidt uro i maven at tænke på, hvordan hverdagen skal blive uden jobbet at stå op til. Sådan var det for Hans Gravsholt, da han gik på pension i 2004. Han var simpelthen bange for at komme til at kede sig, og derfor sagde han hurtigt ja, da den daværende leder af Herskinds Kulturcenter, Peder Pedersen, opfordrede ham til at blive frivillig.

Lektiehjælpere af Hans Gravsholts kaliber er guld værd, ikke kun lokalt, men for hele samfundet, mener Peder Pedersen.

Han er nu viceskoleleder i Aarhus, men husker tydeligt, da han i sin tid rekrutterede den pensionerede økonomikonsulent til lektiecafeen. Han mener, initiativer som lektiecafeen, der involverer flere generationer, er uhyre vigtige. De er nemlig gode både for pensionisterne, for børnene og for samfundsøkonomien.

Seniorerne får nogen at være noget for, og det er der mange ældre mennesker, som savner. Børnene får tid og opmærksomhed fra flere voksne, og tid er en knap ressource i dagens samfund, siger han.

Det er også godt for samfundsøkonomien, for vi udnytter en arbejdskraftreserve, som ikke længere er på arbejdsmarkedet, og som der ikke ville være råd til at aflønne, hvis vi skulle betale for den. Og samtidig opnår vi, at eleverne klarer sig bedre i skolen, og det er også i høj grad til gavn for hele samfundet, siger Peder Pedersen.

Klokken er næsten 15. De fleste børn er gået. Kasper og Tobias flyder i sækkestolene i hjørnet af klasseværelset, mens de venter på skolebussen. Hans Gravsholt gør sig klar til at gå, men dagens frivillige arbejde er ikke slut for hans vedkommende. Der er bud efter den tidligere økonomikonsulent mange steder, og om lidt er det en gruppe pensionister, han skal hjælpe ved computerskærmene.