Prøv avisen

Ældre genrejser Kolding i miniudgave

Ole Nielsen er en af de mange frivillige koldingensere, der arbejder på at etablere Kolding Miniby. Minibyen gengiver livet i Kolding, som det tog sig ud i perioden 1860-1870 i miniatureudgave. Foto: Palle Peter Skov

Kolding Miniby er en forening, som gendanner Kolding by, som den så ud i 1860'erne og 1870'erne. Men det er også en forening, som hylder sammenholdet og hyggen. Mottoet er ”Hygge og bygge” - i dén rækkefølge

Blandt de fine bindingsværkshuse, der er som taget ud af en historiebog, vandrer mændene rundt i arbejdstøj. Ernst Antonsen har selskab af trillebør og skovl og er gået i gang med at jævne gruset. Sven-Erik Nielsen og Jørgen Lildballe sidder på hug et par gader derfra og maler husfacader. Det kræver præcision og fingersnilde, for husene her i byen er ikke større, end at de når mændene til knæ-ene. Selvom byen er i miniformat, er idyllen og glæden over en fin forårsdag stor.

Bag dem er Dannebrog hejst, springvandet i Slotssøen pludrer livligt af bar livsglæde over solskinnet, og mens Koldinghus troner på sin bakketop, sætter kirkens klokkespil i med Wagners bryllupsmarch. Det er blevet forår i Kolding Miniby, og som i enhver anden by, lokker det mænd i arbejdstøjet og får dem til at søge udendørs.

Kolding Miniby er en udstilling af miniaturehuse, som gengiver livet i Kolding, som det tog sig ud i perioden 1860-1870. Husene er bygget op i målestoksforholdet 1:10, og udstillingen, som for tre år siden fik plads i byens offentlige besøgshave, Geografisk Have, rummer til dato 350 huse. Antallet vokser stadig.

Kolding Miniby har både byråd og borgmester. Sidstnævnte hedder Helge Kjerside, og han viser rundt i byen, mens arbejdsmændene samles på terrassen om kaffe og rundstykker.

”Så bliver der fortalt røverhistorier,” smiler borgmesteren.

Han fortæller, at fundamentet bag byen er et team af frivillige, som har hænderne rigtigt skruet på. Men vigtigst er hyggen og det sociale aspekt:

”Det sociale samvær er en meget vigtig del af foreningen. Vi har et motto, der hedder 'Hygge og bygge' - og det er i prioriteret rækkefølge. Hyggen betyder meget for alle os frivillige. Vi kan se, at der er mange, der møder op næsten dagligt, og det ville de jo ikke gøre, hvis ikke det var rart at være her.”

Værkstedet åbner klokken 9, men allerede klokken 8.30 er de første som regel mødt ind. Så er der lige tid til en snak om vind og vejr, inden man går i gang med arbejdet.

Hovedparten af medlemmerne er mænd, gennemsnitsalderen er omkring 72 år, men den ældste har rundet de 90. For det meste betyder alderen ingenting, men indimellem kan knæene drille, når man skal helt ned i højden for at reparere et af de små huse.

”Men så hjælper vi hinanden,” fastslår borgmesteren.

Selvom hyggen har høj prioritet i foreningen, er det ikke på bekostning af kvaliteten i byggearbejdet. Det skinner igennem, da vi slentrer rundt i de små gader og beundrer de gamle bindingsværkshuse. Helge Kjerside stopper op ved kirken, der dengang bare hed Kolding Kirke, men i dag er kendt som Sankt Nicolai Kirke. Borgmesteren, der er uddannet smed og maskiningeniør, har udformet tegningerne til miniatureudgaven.

”Alle kommer her med forskellige kompetencer og interesser, og det er jo som bekendt aldrig for sent at lære et nyt håndværk, hvis man har lyst til det. Min interesse har nu hele tiden været at tegne,” forklarer han.

Det er vigtigt, at husene bliver så nøjagtige som muligt, og derfor er man meget omhyggelige med både tegningerne og de færdige detaljer.

”Vi har et tæt samarbejde med Stadsarkivet her i byen. Detaljerne skal være i orden. Minibyen er jo også en turistattraktion, og der kommer mange mennesker, der ved en masse om den tid, og så skal der ikke være noget at sætte en finger på.”

Derfor er Helge Kjersides 3D-tegninger af kirken da også godkendt af Nationalmuseet. Det tog ham en månedstid at tegne kirken. Det tog to år at bygge den.

At bygge et minihus i god kvalitet tager tid, forklarer Steen Blæsbjerg på en rundtur i værkstederne, der ligger et andet sted i byen. Her har man lige afholdt guldbryllup for et af medlemmerne, så værkstederne og tegnestuen ligger stille hen.

Alligevel får man et indtryk af den lange proces, der ligger bag minibyen: Tegninger, fundament og råhus skal være på plads, inden husene begynder at ligne dem, man kan se i Geografisk Have. De tager for alvor form, når de beklædes med mursten og tegl fra foreningens eget teglværk. Man fremstiller nemlig selv alle mursten og tegl til tagene; en 12-dages proces, som kræver, at der er styr på teknikken. Bindingsværk laves ud af stokke af teaktræ, og når huset er færdigt, bliver det omhyggeligt malet, hvorefter dekorationsafdelingen udstyrer det færdige hus med gardiner, potteplanter, skilte og måske en sort kat i vinduet. Detaljer, som især børnene går meget op i, fortæller Helge Kjerside:”Vi har tit rundvisninger i minibyen, og ofte for børnehaveklasser og skoler. Det synes vi er dejligt, for det giver noget liv og nogle sjove oplevelser. Forleden var der en lille pige, som syntes, at jeg skulle have et kram, fordi jeg er borgmester. Sådan noget er da sjovt.”

Også Sven-Erik Nielsen, som er i gang med at male et dobbelthus i Blæsbjerggade, har børnene i tankerne. Han har selv bygget huset over to vintre, og siden har han og hans kone købt det, fortæller han og peger på de to skilte, som står foran det. Simon, Sille, Anne og Louise står der på dem.

”Jeg har bygget huset til vores børnebørn. Jeg synes, at det vil være et godt minde om os, når vi engang ikke er her mere. Og indtil da kan vi jo tage op og kigge på det sammen.”

Sven-Erik Nielsen kommer i minibyen fire-fem gange om ugen. Hans kone, Lone, kommer her også. Hun laver forskellige former for husflid og passer kiosken, som hører til udstillingen.

”Lone var damefrisør og vant til at have et stort netværk. Men det forsvandt, da hun gik på pension. Samtidigt har vi mistet en del familie, vennerne er flyttet eller blevet skilt, og det er svært at genetablere. Vi danskere er jo ikke så gode til at ringe på hinandens døre. Men heldigvis fandt vi et nyt socialt netværk gennem Kolding Miniby. Det er blevet vores fristed. Vi vil hellere være her og hyggesnakke med de andre i stedet for at sidde derhjemme og se tv og vente på, at der er nogen, der ringer.”

”Det betyder meget, at man har noget at stå op til, og at man kan komme lidt væk fra det derhjemme. Samtidig er det helt på frivillig basis, så man kan komme og gå, som man vil. Gider man ikke møde op en mandag morgen, så lader man bare være,” siger Helge Kjerside.

Foreningen har mere end 200 medlemmer, men vil stadig gerne have flere med. Omkring 60 er aktive byggere. Nogle mere aktive end andre. Jargonen mellem dem er for det meste hjertelig og små-drillende.

”Her skal være plads til alle, og vi er gode til at tage lidt gas på hinanden. Men selvfølgelig kommer vi også med forskellige meninger og ambitionsniveauer, så det kan også slå gnister. Vi er kritiske med det arbejde, vi laver, og derfor kan vi også godt finde på at rette på hinanden. Det er vel som på enhver anden arbejdsplads.”

Og som på enhver anden arbejdsplads er der også i minibyen plads til julefrokoster og mærkedage, som guldbrylluppet i Byrådssalen, der også er samlingssted for foreningens byrådsmøder. De er ifølge Helge Kjerside et tilløbsstykke fyldt med traditioner, såsom at synge minibyens slagsang og genfortælle alle de sjove episoder, medlemmerne har delt. Det er alt sammen med til at skabe det stærke fællesskab, som får medlemmerne til at hænge ved år efter år.

”Det er en forening med masser af gode mennesker, som har det godt sammen,” fastslår borgmesteren, inden han skal tilbage til arbejdet.

Men inden slår han lige et smut forbi terrassen for at se, om der skulle være mere kaffe. Det er der. Og godt selskab tillige med.